Nu erkender Danske Regioner i udkast til rapport, at dataene bag beregning af KMF er fejlbehæftede.  (

Nu erkender Danske Regioner i udkast til rapport, at dataene bag beregning af KMF er fejlbehæftede. ( - Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix)

Danske regioner erkender markante usikkerheder i KMF-data

Et ekspertudvalg under Danske Regioner erkender i udkast til rapport, at de data, som styrer kommunernes betaling af 22,5 milliarder i kommunal medfiansiering, er plaget af markante usikkerheder.

Udgivet: 09/04/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Danske Regioner erkender i et udkast til en rapport om sygehusenes økonomi, at der er markante fejl i de data, som danner baggrund for kommunernes betaling af cirka 22,5 miliarder kroner for deres borgeres behandlinger i sundhedsvæsenet.

Dermed bekræfter regionerne også, at der er et betydeligt element af tilfældigheder for, hvilke kommuner, der har tjent på den kommunale medfinansering af sundhedsvæsenet, KMF, og hvilke, der har tabt tocifrede millionbeløb.

Det er, ifølge rapporten fra det tværregionale projekt om værdibaseret sundhed, især på det medicinske område, at der er relativ stor variation i registreringspraksis mellem hospitaler og afdelinger.

“Variationerne indebærer, at grupper af patienter med diagnoser, der ikke er veldefinerede, kan blive registreret med én diagnose på ét hospital og med en anden diagnose på et andet hospital,” hedder det.

Markante forskelle i registrering af indlæggelser

Rapporten bekræfter også, at der er “markante forskelle i registrereringspraksis for de meget korte indlæggelser.”

“Årsagen er, at det ikke hidtil har været veldefineret, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for, at en patient (f.eks. med kortvarigt ophold i akutmodtagelsen) kan registreres som indlagt, og at der derfor er ganske store variationer på tværs af hospitaler,” skriver regionens egne embedsmænd i rapporten.

“Konsekvensen er, at hospitaler/afdelinger, der i højere grad registrerer kortvarige ophold som indlæggelser, alt andet lige vil have færre omkostninger pr. indlæggelse og dermed fremstå mere omkostningseffektive,” hedder det i rapporten, som ikke beskæftiger sig med, at en del kommunerne dermed også har betalt alt for meget i KMF.

Rapporten påpeger, at indførelsen af begrebet ‘akutte ambulante patienter’ har reduceret problemstillingen, men ikke fjernet den. Ifølge rapporten vil problemet med registreringen af de korte indlæggelser blive løst fra 2020, når det nye landspatientregister efter planen bliver taget i brug.

Sundhedsminister Ellen trane Nørby valgte for et par uger siden at fastlåse kommunernes afregning af KMF på budgetniveau, indtil et udvalg har set på, hvorfor kommunerne har oplevet så store udsving i KMF.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]