
KLs cheføkonom Morten Mandøe, som her ses til venstre på billedet, kræver nu handling fra regeringen efter gentagne afækninger af problemer med dataene bag opgørelsen af den kommunale medfinansiering. Billedet er fra sommerens økonomiforhandlinger, hvor KL-toppen nød sommervejret foran Finansministeriet. - Foto: Arne Ullum/NB-Økonomi)
KL kræver handling fra regeringen for at stoppe rod i kommunal medfinansiering af sundhed
KL kræver nu, at regeringen reagerer på de gentagne sager om uforklarlige budgetoverskridelser i kommunernes medfinansering af sundhedsvæsenet. "Det her er uholdbart," siger KL's cheføkonom som en kommentar til NB-Økonomis afdækning af manglende systematik i registreringen af indlæggelser på landets hospitaler.
Udgivet: 05/03/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Kommunernes Landsforening reagerer nu på den stribe af sager, der har været det seneste halve år om den kommunale medfinansering af sundhedsvæsenet (KMF).
“KL har tilkendegivet, at de problemer, som kommunerne har oplevet i 2018 er uholdbare, og at der er nødt til at blive fundet en anden ordning fremadrettet,” siger KL’s cheføkonom Morten Mandøe.
NB-Økonomi har de seneste måneder beskrevet, hvordan kommuner oplever uforklarlige ekstraregninger på tocifrede millionbeløb, efter at KMF-systemet i januar blev ændret. Hidtil har fokus især været rettet mod en grundlæggende ændring af taktssystemet bag KMF’en, det såkaldte DRG-system, som Sundhedsdatastyrelsen ifølge KL gennemførte uden at orientere eller inddrage KL.
Manglende systematik i data kommer bag på KL
Men nu kan NB-økonomi tillige afdække, at et af de helt centrale parametre i KMF’en – antallet af indlæggelser – bliver opgjort efter forskellige principper i de fem regioner. I en konkret case oplevede fem kommuner i Vestjylland, at en ændret registreringspraksis fik deres registrerede antal indlæggelser til at falde med 30-50 procent – og dermed har de fem kommuner altså i årevis betalt for meget i KMF.
“Det her kommer bag på mig,” siger KL’s cheføkonom Morten Mandøe, da NB-Økonomi forelægger ham svarene fra regionerne på vores rundspørge om principperne for registreringen af indlæggelser på de akutte modtagecentre. “Vi har en forventning om at sygehusene registrerer rigtigt. Vi anerkender, at der engang imellem kan ske en fejl, men det her ser ud ud som om, der er mere i det.”
Morten Mandø understreger, at KL er nødt til at stole på de data, som de får forelagt af regeringen, når foreningen indgår aftaler om eksempelvis den kommunale medfinansering.
Da KL aftalte en større omlægning af den kommunale medfinansiering med virkning fra 2018, skete det på baggrund af en rapport fra Sundhedsministeriet udarbejdet i foråret 2016. Ændringen bestod blandt andet i, at betalingen for små børn og ældre blev større, mens de øvrige aldersgrupper blev billigere.
KL fik dengang forelagt en beregning fra Sundhedsministeriet som viste, at den byrdemæssige fordeling mellem kommunerne ikke ville ændre sig væsentligt ved den foreslåede omlægning. Men nu viser oplysningerne fra regionerne, at dataene bag analysen også var ramt af de forskellige principper for registrering.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19
Temaer: Kommuneøkonomi







































