Kommentar af Arne Ullum, [email protected]

Det er ikke så mærkeligt, at næsten ingen vil bo udenfor de store byer. Alle kommuner udenfor hovedstaden og de fire største byer i provinsen er tilsyneladende mildt sagt kedelige.

Det eneste der sker er mord, oversvømmelser eller andre katastrofer og så i ny og så et Dronningebesøg hvert tiende eller tyvende år. Og mens borgmestrene i de store byer er folkelige og omgås borgerne til mange arrangementer, så er de små og mellemstore kommuner styret af borgmestre, som ligner velklædte udgaver af østeuropæiske partifunktionærer.

Ovenstående beskrivelse er ikke en personlig holdning, men derimod det billede, som man får, hvis man går ind i den nyhedsbureauet Ritzaus billeddatabase, som alle større danske medier bruger til at dække begivenheder udenfor deres eget område.

Skævheden i billedatabasen er et problem for pressen og for alle kommuner udenfor de fem-seks største byer. Det billede, som danskerne ser af livet i Danmark i medierne, er ofte ikke er styret af virkeligheden.

Det er derimod styret af det forhold, at de landsdækkende medier normalt kun er tilstede på fast basis i de allerstørste byer, og derfor kun dækker alle andre dele af landet, når der sker noget af national interesse – og det vil ofte være en negativ begivenhed.

Derfor fokuserer de positive billeder på de store byer

Den bagvedliggende årsag til, at billederne i dansk presse i stigende omfang er fokuseret på de store byer og især hovedstaden, skal findes i flere forhold.

Det centrale er, at alle medier har skåret kraftigt i antallet af fotografer, og derfor spiller fotobureauerne en stadig større rolle. I dag er der reelt ikke tale om fotobureauerne, men derimod fotobureauet, fordi Danmark reelt kun har en spiller tilbage på markedet, og det er Ritzaus Bureau.

Billedbureauet er baseret på Berlingskes tidligere fotobureau, Scanpix, og derfor er stort set alle billeder af alle de positive begivenheder fra hovedstaden eller til nød Odense eller Århus.

Kommunerne udenfor de tre-fire store byer dækkes kun, når der sker ting, som har national interesse. Og det vil ifølge billedatabasen sige drab, alvorlig vanrøgt af børn, oversvømmelser, store brande eller andre negative begivenheder.

Eneste undtagelse er når Dronningen kommer på besøg. Men billeder fra de kongelige besøg er kun med til at skærpe billedet af borgmestrene som nogle apperatniks.

Borgmesterkæden

Hvis medierne skal bringe et billede af en borgmester i de fleste provinskommuner, så kan medierne ofte vælge mellem et mildt sagt kedeligt portræt på kommunens hjemmeside (som oftest er lavet i et højformat, som betyder, at billedet reelt er ubrugeligt som bærende billede på web-sider og i de fleste aviser) eller et billede fra Ritzau af en borgmester, som render rundt med en borgmesterkæde, som får borgmesteren til at ligne en parodi fra fortiden, hvor borgmesteren spankulerede rundt i byen som en anden konge.

Derfor vil der ved brede historier om kommunerne ofte komme overdrevet fokus på udsagn fra en lille gruppe af borgmestre i hovedstaden og de store byer – simpelthen fordi der findes et brugbart billede af dem.

Effekten er også, at de fleste kommunale historier med et positiv vinkel illustreres af billeder fra hovedstadskommuner eller de tre-fire store byer i provinsen, mens der kun bruges billeder fra resten af kommunerne, hvis der er tale om en konkret og oftest negativ historie.

Problemet her er måske umiddelbart mediernes, men det er reelt først og fremmest et problem for de mange provinskommuner, som sjældent bliver fremstillet med positive billeder.

Og billeder betyder noget. En legendarisk historie handler om et indslag, hvor en af de store amerikanske tv-stationer fremstillede præsident Reagan som en doven præsident, der kun gik op i baller og store offentlige fremtrædender. Indslaget var overplastret med billeder, hvor Reagan glimrede i galla og med store militærparader.

Få minutter efter indslaget var bragt, ringede en af pressefolkene fra det Hvide Hus til journalisten bag indslaget, som troede at vedkommende nu skulle høre på en masse brok. Men tværtimod, pressetalsmanden jublede. For som han sagde: Speaken er ligegyldig – billederne tager altid magten. Og billederne i indslaget af en stærk og pompøs præsident gav amerikanerne stolthed efter en periode med en Jimmy Carter, der blev ydmyget og fremstod svag.

Det samme gælder i Danmark. Guldborgsund kan skrive nok så meget om alle de spændende kulturtiltag i kommunen, men det hjælper ikke meget, hvis børnefamilierne i hovedstaden kun ser nød og elendighed på billeder de sydsjællandske kommuner.

Flere mulige løsninger

Der er flere parter, som har ansvaret for at løse det her problem.

Først og fremmest bør de enkelte kommuner se kritisk på pressebillederne på deres hjemmesider. Hvorfor skal borgmesteren ligne en velklædt østeuropæisk partikommissær, når han/eller hun kunne være fotograferet tre eller fem de steder, som rummer kommunens sjæl. Og er der virkelig så mange borgmestre, der går rundt i habitter og spadserdragter til daglig?

Dernæst bør kommunen gå sammen med det lokale dagblad eller ugeavis og frikøbe et antal billeder af livet i området og stille dem til rådighed for pressen.

Pressen bør gennem det fællesejede Ritzaus Bureau se kritisk på, hvordan man sikrer en bredere og mere repræsentativ billedebase. Det kunne evt. ske ved, at provinspressens mange glimrende billeder bliver en del af databasen.

Alternativt må politikerne afsætte et mindre beløb fra mediestøtten til at sikre, at Ritzau mod et årligt beløb forpligter sig til at købe en vis mængde billeder af livet i provinsen til billeddatabasen,