Regeringen vil bibeholde den kommunale medfinansering på sundhedsområdet.

Regeringen vil bibeholde den kommunale medfinansering på sundhedsområdet. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen vil beholde kommunal medfinansiering

Regeringen vil beholde den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet. Men samtidig vil regeringen sende penge til kommunernes sundhedsudgifter ad to andre kanaler. Det skal sikre, at sundhedssystemet flytter tættere på borgerne.

Udgivet: 17/01/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Regeringen vil beholde den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet selvom regionerne nedlægges. Dermed opstår den usædvanlige situation, at staten giver kommunerne penge, for at de kan sende pengene tilbage til staten som medfinansiering af statens udgifter på sundhedsområdet.

“Nu bliver det så en slags statslig afgift på behandlinger på sygehusene, som vel alene skal begrundes med nogle incitamentsmæssige virkninger i kommunerne i retning af mere forebyggelse, rehabilitering osv.,” siger projektchef Niels Jørgen Mau fra VIVE.

Den udlægning underbygges af udspillet, hvor det hedder:

“Med baggrund i den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet og det kommunale ansvar på social- og beskæftigelsesområdet vil kommunerne have interesse i at understøtte arbejdet i sundhedsfællesskabet om forebyggelse og rehabilitering.”

Den kommunale medfinansiering betyder i praksis, at kommunerne først får et tilskud fra staten via det kommunale tilskuds- og udligningssystem, som burde dække kommunens udgifter, hvis dens borgere havde et gennemsnitligt træk på sundhedsvæsenet korrigeret for alder og socioøkonomiske forhold.

Hvis kommunens borgere så bruger færre sundhedsydelser end forventet, så er ideen, at  kommunen vil få et overskud, mens den omvendt vil få et underskud, hvis kommunens borgere bruger flere ydelser.

Sygehuse kan købe ydelser hos kommunerne

Ud over incitamentet i den kommunale medfinansering, så vil regeringen også fortsætte med at give sygehusene såkaldt nærhedsfinansering, som de kan bruge til at købe ydelser hos kommunerne eller de praktiserende læger. Det skal sikre at sundhedsopgaverne flyttes tættere på borgerne.

“Nærhedsfinansieringen er en betinget finansiering, som kun beholdes, hvis der leveres på fastsatte mål for omstilling og sammenhæng,” hedder det i regeringens udspil.

I takt med at regeringens nye kvalitetsplaner udrulles, så lover regeringen i sit oplæg, at kommunerne vil få nye penge fra staten til at arbejde med “styrket kvalitet i forebyggelsen.”

Usikker ændring af den kommunale udligning

Som NB-Økonomi beskrev i går, så vil regeringen bede det såkaldte Finansieringsudvalg under Økonomi- og Indenrigsministeriet om at vurdere, om de mange nye tiltag flytter byrderne mellem kommunerne.

Niels Jørgen Mau er med en mangeårig baggrund i netop Finansieringsudvalget en af landets førende eksperter i kommunal udligning, og han påpeger at udvalget kan få et problem, fordi det fortsat er meget uklart, hvor store ekstra opgaver der flyttes ud i kommunerne.

“Det er umiddelbart svært at se hvad der skal regnes på, når det ikke er klart om – og i givet fald hvilke – opgaver på sundhedsområdet der skal flyttes. Men det kan under alle omstændigheder være fint at kigge på udgiftsbehovene og udligningen på området,” siger han.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]