Af Arne Ullum, [email protected]

Hvis regionsrådende bliver nedlagt, så vil næsten hele deres magt gå til staten i skikkelse af Sundhedsvæsen Danmark. Kommunerne kan formentligt se frem til flere opgaver, men reelt får kommunerne ikke mere magt – tværtimod kan kommunerne se frem til fælles kvalitetsstandarder og kontrol fra det nye statslige Sundhedsvæsen Danmark.

Det er den korte konklusion, hvis man ser isoleret på kompetencefordelingen i det nye sundhedsvæsen, som regeringen i går lagde sporene ud til gennem den længe ventede sundhedsreform.

Magten samles i Sundhedsvæsen Danmark

Planen vil samle stort set den magt, som regionerne har i dag, i et nyt Sundhedvæsen Danmark. Det bliver en ny administrativ enhed, der skal ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, som sundhedsministeren udpeger.

Det nye Sundhedsvæsen Danmark får ifølge oplægget meget vidtgående beføjelser. Mest bemærkelsesværdigt er måske, at Sundhedsvæsen Danmark angiveligt kan afgøre alle spørgsmål om kapacitet, og dermed eksempelvis om et lokalt sygehus skal nedlægges.

Derudover får Sundhedsvæsen Danmark kompetence til:

• At træffe afgørelser om alle større IT-systemer.
• Bindende standarder på indkøbsområdet

Ved siden af det kan staten via Sundhedsstyrelsen:

• styre gennem nationale kvalitetsmål.
• kontrollere om kommunerne og sundhedsfællesskaber lever op til fastsatte mål, og dermed om de skal have en andel af den nye nærhedsfinansering.

Regioners afløser vil være helt underlagt staten

Selvom regeringen vil nedlægge regionerne, så vil størstedelen af den administrative struktur fortsat bestå i såkaldte sundhedsforvaltninger. Regeringen lægger ikke skjul på, at den vil skære alle de dele af administrationen væk, som hidtil har haft fokus på det politiske.

De nye sundhedsforvaltninger styres af en bestyrelse, som grundlæggende udpeges af Sundhedsvæsen Danmark, selvom kommunerne indstiller et medlem. Samtidig gør regeringen det meget klart, at bestyrelsen ikke overtager regionsrådets kompetence.

“Men i den nye organisering får den regionale sundhedsopgave en mere driftspræget karakter. Den opgave skal ikke gøres til genstand for politiske uenigheder, og råderummet for fem forskellige sundhedsvæsener mindskes samtidig gennem den styrkede nationale politiske styring,” hedder det i oplægget.

Samtidig understreges det igen og igen, at alle beslutninger om IT og indkøb lægges hos staten i Sundhedsvæsen Danmark.

Nye Sundhedsfællesskaber får begrænset magt

Magtdelingen til fordel for staten understreges af, at de nye sundhedsfællesskaber reelt får meget lidt magt, og skal alene fokusere på at brygge bro mellem det lokale sygehus, almensektoren og kommunerne.

“De nye sundhedsfællesskaber virker også mere som en slags ramme for fremtidigt samarbejde end organer, der i sig selv flytter udviklingen. Det er jo i hvert fald ikke et nyt myndighedsniveau,” siger forskningschef, Niels Jørgen Mau fra VIVE.

Sundhedsfællesskaberne vil bestå af et fagligt niveau med fire repræsentanter fra sygehusene i fællesskabet, to fra almen praksis og en repræsentant for hver kommune (dog to på Bornholm).

Det er næppe tilfældigt, at det omtales som det faglige “niveau” og ikke den faglige ledelse, idet gruppens dels kun kan træffe beslutninger om koordinationen mellem sygehuset og hhv. almen sektor og kommunerne, dels at gruppen skal være helt enig om alle beslutninger.

Derudover vil sundhedsfællesskabet få et politisk niveau, som vil have den “den formelle kompetence til at indstille beslutninger til kommunalbestyrelser og sundhedsforvaltningsbestyrelse”.

Oplægget understreger samtidig, at de nye sundhedsfællesskaber skal sekretariatsbetjenes fra de nye sundhedsforvaltninger, der er direkte underlagt Sundhedsvæsen Danmark og dermed staten.

Uklart hvor mange nye opgaver kommunerne får

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremhævede på pressemødet i går, at der mere er tale om en køreplan end en egentlig reform af sundhedsvæsenet. Det er da også uklart, præcist hvor mange nye opgaver reformen flytter over til kommunerne.

“Det ser mere ud til at være et skub til udviklingen i retning af, at kommunerne får stadig større ansvar for den nære sundhed – som jo er et noget elastisk begreb. Omfanget vil formentlig også afhænge af, hvad kommunerne kan kompetencemæssigt, den teknologiske udvikling i retning af at det for nogle lidelser bliver lettere at behandle folk i eget hjem osv. Og hvor meget de nationale myndigheder så at sige tør overlade til kommunerne,” siger Niels Jørgen Mau.