Finansminister Kristian Jensen (V) vil have udligningsreform på plads inden sundhedsreformen i 2021.  (

Finansminister Kristian Jensen (V) vil have udligningsreform på plads inden sundhedsreformen i 2021. ( - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Finansminister: Ny udligningsreform skal på plads inden sundhedsreform i 2021

Finansminister Kristian Jensen er overbevist om, at der kommer en ny udligningsreform inden 2021. Det er forudsætningen for, at økonomien hænger sammen i regeringens forslag til en sundhedsreform, hvor kommunerne overtager opgaver fra regionerne. Vi talte med Kristian Jensen efter pressemøde om sundhedsreformen i dag. 

Udgivet: 16/01/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Kristian Jensen, hvordan vil du berolige de fattige kommuner, der nu er bange for, at de ikke kan leve op til alle de kvalitetskrav, der kommer med, når der bliver lagt flere sundhedsopgaver ud til kommunerne?

“De kommuner skal beroliges på to måder. Den ene måde er at sikre, at vi nu laver en økonomi, der gør, at økonomien følger med opgaverne ud til kommunerne, både på sundhed men også på de andre opgaver, der bliver rykket fra regionerne og ud i kommunerne.”

“Og den anden del: Grunden til, at du benævner nogen som de fattige kommuner, det er jo at vi ikke fik lavet den udligningsreform, der presser sig på, og som regeringen havde lange forhandlinger om og flere modeller til, hvordan man kunne have løst, men som der ikke var en politisk vilje til at løse. Begge dele er jo afgørende, for at kommunerne kan have ro i maven omkring de opgaver, der overtages nu.”

Og de opgaver, der kommer penge med, – er det helt konkret, at når der lægges ambulante behandlinger ud, så kommer der penge med pr. patient for de behandlinger?

“Det er jo spørgsmålet om, at der kommer penge med til de opgaver, der flytter ud. Hvordan opgaverne konkret lægges ud, handler også om, hvor meget kan man tage imod ude i den almene praksis i kommunerne.”

“Sagen er, at i dag har været sådan, at der er himmelvid forskel på, hvad der sker fra kommune til kommune. De kommuner, hvor der er flest genindlæggelser, ligger 30 procent over normen af, hvad den skulle have været, hvis man kigger på befolkningen. Og i de kommuner, der er bedst, er der 30 procent færre genindlæggelser. Det er jo en enorm forskel på, hvor meget pres, der er ind på sundhedsvæsnet. Derfor bliver det en opgave for kommunerne at tage det fremadrettet, og vi skal sørge for, at økonomien følger med.

“Der vil også være en dialog her. Det er ikke bare sådan, at vi tager et regneark, og så siger alle kommunerne: det var lige præcis det tal, vi har tænkt på. Der vil være en dialog mellem kommunerne i de finansieringsudvalg, der er i Økonomi- og Indenrigsministeriet til at finde den konkrete fordeling af økonomien fremadrettet.”

En ny udligningsordning kommer så først efter valget i et nyt folketing. Hvordan kan kommunerne stole på, at de problemer der har været med udligningsordningen og forskellige lappeløsninger, at de bliver løst, så de får en udligning, som også betyder, at sundhedsvæsnet ikke bliver dyrere for nogen end for andre, eller at det ikke går ud over servicen på andre områder?

“Altså med mindre mit parti får 90 mandater i Folketinget, så kan jeg jo ikke give en garanti på forhånd. Men jeg kan garantere én ting, og det er, at der er et enormt pres ind på alle partier. Og især de partier, som har en ambition om at have regeringsansvar, mærker et pres for at få løftet den opgave, der desværre ikke lykkedes, selvom regeringen forsøgte at lave en udligningsreform. Det presser sig rigtig meget på.”

“Der er enorme forskelle fra kommune til kommune i øjeblikket på, hvilke ressourcer de har, og derfor tror jeg på, at når vi kommer på den anden side af folketingsvalget, hvor der måske er lidt mindre nervøsitet blandt folketingspolitikere, så vil der være en større interesse for at løse den her opgave, og derfor er jeg sikker på, at inden reformen her træder i kraft i 2021, så har vi også en udligningsaftale.”

Hvad sker der, hvis kommunerne ikke har pengene til at gennemføre de ting, de skal?

“Kommunerne får de penge, der skal til at gennemføre tingene, så det er en situation, jeg ikke tror kommer til at foregå.”

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]