
Store forskelle på kommunernes effektiviseringskrav til tværgående sociale indsatser
Kommunerne har vidt forskellige forventninger til effektiviseringskrav som effekt af tværgående sociale indsatser. Assens' Venstreborgmester advarer mod kortsigtede effektiviseringskrav.
Udgivet: 28/11/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Mens Furesø Kommune forventer at hente en effektivisering på 27 procent gennem tværgående sociale løsninger, så har Assens Kommune ikke indregnet nogen besparelser overhovedet.
“En del af formålet med de tværgående løsninger er i alle fem deltagerkommuner at opnå større effekt af indsatserne over for borgerne og dermed nedbringe de kommunale udgifter til de familier eller borgere, der indgår i løsningen. Det kan derfor være nærliggende for kommunerne at lade en tværgående løsning være fulgt af et effektiviseringskrav, der eventuelt stiger over tid,” skriver VIVE i en større rapport om økonomistyring af tværgående løsninger målrettet udsatte familier.
En del af forklaringen på de meget forskellige ambitioner på effektiviseringsgevinster skyldes angiveligt, at nogle kommuner har brugt de tværgående indsatser til mere generelle besparelser, mens den kobling ikke er sket i andre kommuner.
I Furesø har man for eksempel skåret budgetterne på social- og arbejdsmarkedsområdet med seks millioner kroner, selvom kommunens konkrete økonomiopfølgning viser, at man i 2017 kun sparede 850.000 kroner i forhold til 2016 på de familier, som var med i projektet. Besparelsen på de 850.000 er ifølge kommunen et resultat af, at 14 borgere i projektet er kommet i job og uddannelse, ligesom borgere samlet set flyttes tættere på et selvhjulpent liv med kontakt til arbejdsmarkedet. Ifølge kommunen er det økonomiske mål for de sammenhængende indsatser nået. Resten af de seks millioner er altså ikke hentet på effektiviseringsprojektet.
Furesø udmærker sig ved, at det er lykkedes kommunens økonomiafdeling at udarbejde en økonomisk opfølgning på CPR-nummer niveau, og det gør det ifølge rapporten muligt “at opgøre forventede udgifter for hver enkelt borger i løsningen.”
Assens har fået 9,2 millioner fra A.P. Møller-fond
I Assens er man i den specielle situation, at halvdelen af udgifterne til de tværgående indsatser svarende til 9,2 millioner kroner finansieres af den A.P. Møllerske Støttefond. Kommunen har ikke sat noget mål på de forventede besparelser, og det er ifølge kommunens borgmester Søren Steen Andersen (V) meget bevidst.
“I kommunerne er vi jo lige så frygtelige, som man er på aktiemarkedet – vi vil jo se resultater hvert år, når vi lægger budget. Og vi har nogle store og høje forventninger om at få noget effektiviseret i en fart, som ikke altid indfries. I det her ånden en anden. Her siger vi: giv nu tid. Det tager tid, og de problemer, som de her familier har, stikker så dybt, så det er ikke altid noget, der kan løses på et halv, trekvart eller to år,” siger han.
Søren Steen Andersen er dog ikke i tvivl om, at der vil komme betydelige besparelser, som følge af indsatsen. Han peger blandt andet på, at en enkelt familie, som kræver omfattende indsatser i form af anbringelser af børn og meget andet, kan koste helt op til 50 millioner kroner set over et livsforløb.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19









































