
Støtte til kultur udenfor hovedstaden
Der er nu åbent for ansøgninger til to regionale kunstfonde, som uddeler 4,6 millioner kroner til lokal forankret kunst og kultur i Jylland og på øerne. Fristen er den 13. november.
Udgivet: 23/10/2018
Lene Vind, [email protected]
De to regionale kunstfonde – Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond – blev etableret i slutningen af 2017, som en del af finanslovsaftalen 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Fondenes mål er at styrke udviklingen af kunstmiljøer og økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder udenfor hovedstaden.
Forudsætningen for at opnå støtte, er en lokal medfinansiering til forskel for støtten fra Statens Kunstfond.
I 2018 er der afsat 4,8 mio. kroner til opstarten og fra 2020 stiger beløbet til 5 mio. kroner årligt. Finansieringen sikres ved at reducere bevillingen til Statens Kunstfond med to procent.
Bestyrelser med lokalt kendskab
De to bestyrelser, som er sat til at varetage de regionale fonde, består som udgangspunktet af tre ministerudpegede medlemmer, der har kompetencer og erfaring indenfor kulturerhvervene og fra general erhvervsudvikling. Samtidig har de også erfaring med virksomhedsudvikling, markedsføring og de har et lokalt kendskab. Fremtidige officielle samarbejdspartnere, som yder medfinansiering til fondene på over 0,5 mio. kroner årligt i fondenes udpegningsperioder, kan udpege et uafhængigt medlem til bestyrelsen, og antallet af bestyrelsesmedlemmer udvides hermed. Første udpegningsperiode varer til 31. december 2021.
Hvem kan ansøge?
I pressemeddelelsen fra Kulturministeriet hedder det om de mulige ansøgere: ”Er du en kreativ sjæl, der bobler over med gode ideer, brænder du for lokal forankret kunst og kultur, og har du en iværksætter i maven, der bare venter på at se dagens lys, så er det måske dig, Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond er på udkik efter.”
Formanden for Den Jyske Kunstfond, Frank Panduro, glæder sig til at modtage en masse ansøgninger fra hele Jylland.
“Det, vi leder efter, er dygtige, talentfulde kunstnere, der også kan finde direktørkasketten frem, og kreative sjæle, som kan se nye muligheder for at skabe forretningsudvikling,” siger han.
Panduro forklarer, at det er meningen, det skal ske gennem partnerskaber med erhvervslivet, som skal kunne se fordelene ved at indgå i et samarbejde.
”Vi har mange succesfulde virksomheder i Jylland, som med garanti vil kunne nyde godt af at få et samarbejde op at stå med kunstnermiljøer.”
Formanden for Øernes Kunstfond, Mette Blum Marcher, tror på, at der er et stort vækstpotentiale i krydsfeltet mellem kultur og erhverv.
”Parterne skal bare finde hinanden først og have mulighed for at byde hinanden op til dans. Det er det, vi er sat i verden for.”
Øernes Kunstfond dækker øerne undtaget er Region Hovedstaden, men ikke Bornholm. Ansøgers bopæl er dog ikke afgørende for at få støtte, men det er forankringen i et lokalområde og i det lokale kunstmiljø. I ansøgningsvejledningen til Øernes Kunstfond hedder det således, at ansøger skal tage aktiv del i et lokalt kunstmiljø og kunne beskrive hvilke konkrete vækstpotentialer og beskæftigelsesmuligheder, der kan styrkes gennem projekttilskuddet.
Læs mere om ansøgningsprocessen_____________________________________________________________________
Fakta om Den Jyske Kunstfond
Den Jyske Kunstfond består af formand Frank Panduro (iværksætter og koncertarrangør), Trine Jakobsen (direktør for Fonden Nørre Vosborg) og Marianne Kalb (direktør i Kalb PR & Kommunikation). De er alle udpeget af kulturminister Mette Bock.
Fakta om Øernes Kunstfond
Øernes Kunstfond består af formand Mette Blum Marcher (direktør på Guldagergaard, Internationalt Keramisk Center), Sarah Smed (formidlingschef på Forsorgsmuseet i Svendborg) og Jacob Soelberg (CEO Nordic Artists Management). De er alle udpeget af kulturminister Mette Bock.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































