
Nye KL-tal: Kommuner skal skære 1,5 mia. på anlæg
Byrådene i landets 98 kommuner skal i den kommende måned finde besparelser på deres anlægsbudgetter for 2019 på 1,5 milliarder kroner. Det viser de fortrolige indberetninger, som landets borgmestre skal drøfte på et møde i KL-huset i dag. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 13/09/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Landets 98 borgmestre bliver i dag mødt med et krav om at skære yderligere 1,5 milliarder kroner af anlægsbudgetterne i 2019. Det skal sikre, at kommunerne ikke overskrider den anlægsramme på maksimalt 17,8 milliarder kroner, som er en del af kommunernes økonomiaftale med regeringen.
Dermed skal borgmestrene hjem og overtale deres byråd til at spare i gennemsnit yderligere cirka 8,5 procent på anlægsbudgettet svarende til cirka 15 millioner kroner i en gennemsnitskommune.
Større opgør truer mellem borgmestrene
Men der venter formentligt et større opgør mellem borgmestrene i dag. En kilde, som deltog i et borgmestermøde den 30. august, oplyser til NB-Økonomi, at en række borgmestre krævede, at de store byer skulle spare lige så meget som alle andre. Men at de dermed også forpligtede sig til at skære det samme som blandt andet København.
Da borgmestrenes mødtes i august, var anlægsbudgetterne 3,2 milliarder over rammen, men ifølge de fortrolige tal til dagens møde, som NB-Økonomi er i besiddelse af, så har København kun tilbudt at skære 5,18 procent, hvilket er betydeligt under landsgennemsnittet på 7,18 procent.
Til gengæld er KL’s formand Jakob Bundsgaard gået forrest med en nedskalering af anlægsbudgettet i hans egen hjemkommune Aarhus på 400 millioner kroner, svarende til næsten 23 procent.
Hvis borgmestrene ikke får anlægsbudgettet ned på det aftalte niveau, inden de endelige budgetter bliver vedtaget 15. oktober, så vil kommunerne ifølge økonomiaftalen med regeringen få en samlet straf på en milliard kroner.
Ifølge aftalen med regeringen kan et mindreforbrug på servicerammen modregnes i anlægsudgifterne, men der er ifølge tallene for de seneste indmeldinger kun cirka 400 mio. kroner mindreforbrug på anlæg.
Det er ikke ret meget ud af en samlet ramme på godt 250 milliarder kroner, og samtidig er erfaringen, at de endelige budgetter kravler lidt opad på grund af de mange kompromisser, som indgåes i de lokale budetforhandlinger.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Kommuneøkonomi







































