
Alle kommuner med budgetforlig investerer i jobindsats
De første otte budgetforlig viser, at kommunerne har taget tanken om investeringer på jobområdet til sig. En gennemgang af projekterne viser, at afkastet ofte er meget stort, fordi selv små investeringer kan bringe mange borgere i arbejde.
Udgivet: 13/09/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Succesen med investeringsprojekter på jobområdet i kommuner som Hjørring og Aabenraa har fået kommunerne til at øgede ressourcer til at bringe ledige i job.
NB-Økonomi har nærlæst otte indgåede budgetaftaler. De indeholder investeringsprojekter på jobområdet for at nedbringe udgifterne til forsørgelse. Her er et overblik over de konkrete forslag.
Viborg tager udgangspunkt i succeskommunerne
I Viborg Kommune har forvaltningen udarbejdet en analyse til politikerne, som viser at kommunens andel af de samlede overførselsindkomster i Danmark har været stigende i modsætning til de kommuner, som har investeret i jobområdet.Kommunen vælger derfor at gennemføre besparelser på fem millioner kroner indenfor jobområdet, for at frigøre penge til en række fokusområder.
“For at vende udviklingen så Viborg Kommune ikke længere har en stigende andel af de samlede overførselsudgifter på landsplan, er det nødvendigt med en mere investeringsvillig, aktiv og resultatbaseret beskæftigelsesindsats,” hedder det i budgetnotatet.
Bornholm flytter penge fra administration til jobindsats
På Bornholm investerer vil man investere i en ekstra jobcoach med fokus på borgere i de såkaldte jobafklaringsforløb (JAF) efter at have været på sygedagpenge i en længere periode.
“Med den udvikling vi ser og har set i JAF, så vurderer vi at vi med fordel kan sætte ind med et tilbud om målrettet JAF-jobcoach så tidligt i forløbet som muligt, og dermed sikre os at vi fastholder medarbejderne på det bornholmske arbejdsmarked. Specielt de langvarige forløb over 52 uger, hvor der er en 80% kommunal udgift, vil vi med fordel kunne nedbringe ved en sådan indsats,” hedder det i budgetmaterialet.
Bornholm har ligesom mange andre kommuner oplevet en kraftig vækst i antallet af borgere i jobafklaringsforløb, og samtidig er motivationen blandt borgerne ifølge notatet lille.
“Vi oplever ikke en stor motivation blandt borgernes for denne afklaring, da den betyder at der stilles krav om jobsøgning, eller, hvis deres dagpenge er opbrugt eller tæt på, så er kontanthjælp alternativet,” hedder det i materialet.
Pengene til de ekstra hænder kommer fra andre områder på beskæftigelsesområdet. Den store ø-kommune har færre ledige, og det betyder, at der skal bruges færre penge på at administrere udbetalinger af dagpenge og kontanthjælp. Derfor nedlægger kommunen job i de funktioner.
Favrskov Kommune har også fokus på jobafklaring, med ansættelse af to ekstra sagsbehandlere og en jobkonsulent. Derudover fortsætter en række investeringsstrategier fra tidligere år.
Roskilde tjener 3,5 millioner på at ansætte fem jobkonsulenter
I Roskilde planlægger man at ansætte tre ekstra jobkonsulenter til de forsikrede ledige og 1,9 til de unge.
Ifølge kommunens egne udregninger vil det medføre et fald på 40 helårspersoner på dagpenge og 37 på uddannelseshjælp. Det svarer til en samlet nettobesparelse på 3,5 millioner kroner.
Derudover vil kommunen ansætte to jobrådgivere og en vrksomhedskonsulent, som skal have fast base i et socialt belastet boligkvarter, hvor de skal hjælpe beboerne med at søge job.
Men en del af beboerne har ifølge kommunen andre problemer end ledighed, så en del af projektet går ud på at få borgerne gjort klar til job. Kommunen har ikke indregnet en besparelse fra initiativet.
Guldborgsund ser kritisk på egen jobindsats
Guldborgssund er en af de kommuner, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) flere gange har kritiseret for ikke at yde en tilstrækkelig god indsats overfor de ledige.
Læs også:Her er de bedste og værste kommuner ifølge Troels Lund Poulsens aktiveringsmålKommunen har i foråret haft konsulenter fra Deloitte til at se kritisk på kommunens jobindsats, og man har derfor besluttet at investere 16 millioner kroner i en styrket jobindats, som skal planlægges nærmere de kommende år.
Kommunen regner med, at de 16 millioner kroner bliver tjent ind igen fra 2020. At kommunen sidder på en brændende platform ses af, at udgifterne til ledige i år bliver cirka 30 millioner kroner større end forventet.
Frederiksberg og København har begge fokus på øget indsats
En anden kommune, som ofte har fået kritik fra beskæftigelsesministeren, er København. Nu er det ministerens partifælle, venstrekvinden Cecilia Lonning-Skovgaard (V), som skal forsøge at rette op de kritiserede forhold.
Og det får hun opbakning til i budgetforliget, som bevilger penge til en større beskæftigelsesreform.
“For mange københavnere står uden job. Vi gennemfører en beskæftigelsesreform med det, vi ved virker: stærkere partnerskaber med virksomheder; flere virksomhedskonsulenter og færre sager per sagsbehandler samt prioritering af reel uddannelse til især ufaglærte,” hedder det i budgetaftalen.
I nabokommunen Frederiksberg har budgetforliget afsat 2,5 millioner kroner til 2020 til “udvikling af nye beskæftigelsesindsatser og initiativer med fokus på at skabe et bedre match mellem borger og virksomhed samt fokus på udvalgte målgrupper, herunder: Jobparate, særligt langtidsledige kontanthjælpsmodtagere samt dimittender.”
Kolding:
Kolding Kommune vil investere målrettet i at få beboere i de to udsatte boligområder, Skovparken og Munkebo, i arbejde. Det kan ifølge kommunens forventninger spare overførselsudgifter til 48 personer, og dermed vil projektet give en samlet besparelse på 5,2 millioner kroner om året.
Forventningen er samtidig, at det vil sikre at boligområdet kommer ned under det beskæftigelseskriterie, der gælder for ghettoområder, og at området kan komme bort fra at blive kategoriseret som ghetto.
Derudover har Norddjurs og Struer kommuner også valgt at styrke indsatsen på jobområdet i en forventning om at skaffe flere borgere i arbejde.
Samlede besparelser på en milliard kroner fra ændret refusion
Der er stor forskel på, hvor eksplicit kommunerne forholder sig til, at de har mistet en milliard i tilskud fra staten som led i en ændret refusion i relation til lov om aktiv beskæftigelse.
Mens Struer generelt nævner en øget investering på jobområdet, så er Favrskov den sidste af de tre kommuner, som slet ikke nævner jobinvesteringer i sin budgetaftale. Men det kan forklares ved, at kommunen meget tidligt begyndt at investere og ifølge flere opgørelser ligger i den absolut bedste ende.
Læs også:Stor forskel på fald i offentligt forsørgede i kommunerne
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































