Socialdemokratiet har nu fremlagt de områder, som de vil satse på ved forhandlingerne om finansloven(

Socialdemokratiet har nu fremlagt de områder, som de vil satse på ved forhandlingerne om finansloven( - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)

Socialdemokraternes finanslov skal "gøre gode tider bedre"

S betaler finanslovkrav med 4,6 milliarder kroner fra reserver og højere arveafgift ved salg af virksomheder.

Udgivet: 06/09/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Socialdemokratiet fremlægger sit finanslovsforslag med titlen “Gør gode tider bedre – for alle”.

Ritzau har set forslaget på 13 sider, før Folketinget torsdag førstebehandler regeringens finanslovsforslag. Regeringen har før kritiseret Socialdemokratiet for ikke at fremlægge sit eget finanslovsforslag.

Socialdemokratiet kræver bedre ældrepleje, renere luft, en halv million grønne biler i 2030, penge til Togfonden med en ny bane over Vestfyn og stop for omprioriteringsbidrag til uddannelse.

Partiet finder pengene to steder. Dels 4,6 milliarder kroner fra flere centrale reserver på finanslovforslagets §35.

Dels 1,3 milliarder kroner ved at hæve arveafgiften, når virksomheder overdrages. Endelig vil partiet sænke statstilskuddet til privatskoler.

Danmark har ifølge Finansministeriet et økonomisk råderum på 27,5 milliarder kroner indtil 2025. Hertil kommer en milliard kroner ved at hæve arveafgiften, skriver Socialdemokratiet.

– Pengene skal bruges klogt. Vi ønsker at afsætte midler, der kan dække de øgede udgiftsbehov til velfærd, i takt med at der bliver flere ældre og børn i de kommende år, skriver Socialdemokratiet.

– Det efterlader stadig en stor pulje, der kan bruges på øvrige prioriteringer.

Socialdemokratiet vil ansætte 1000 flere personer i fire nye skattecentre. Partiet vil lade ledige tage mere uddannelse, mens ufaglærte og faglærte arbejdere løbende skal kunne øge deres kompetencer.

Socialdemokratiet foreslår, at virksomheder, som tager en voksenlærling, får et højere tilskud end nu. Ledige skal opkvalificeres ved at øge kompensationen, og flere uddannelser skal omfattes af ordningen.

Socialdemokratiet vil bruge 100 millioner kroner på at fjerne ældres brugerbetaling på behandling og plejeophold på kommunale akutklinikker.

/ritzau/

__________________________________________________________________

OVERBLIK: Det vil Socialdemokratiet prioritere

 

Her er et overblik over nogle af partiets prioriteringer:

* Tryghed om velfærden:

Socialdemokratiet vil prioritere, at kvaliteten af omsorgen i ældreplejen løftes markant i 2019.

Socialdemokratiet vil afskaffe brugerbetaling for akutpladser. Man vil sikre, at behandlings- og plejeophold, der før var gratis, fordi det foregik inde på sygehuset, ikke pludselig skal koste borgerne penge, bare fordi det nu sker på en akutklinik. Derfor vil Socialdemokratiet afsætte 100 millioner kroner årligt til at afskaffe brugerbetaling på akutpladser.

Socialdemokratiet foreslår, at der etableres nye nærhospitaler med sygehusfunktioner, hvor borgerne kan blive behandlet for helt almindelige og ukomplicerede sygdomme.

Ud over nærhospitaler ønsker Socialdemokratiet at oprette 20 nye nærpolitienheder. Man vil også målrette udflytning af uddannelsespladser til alle dele af Danmark.

* Mere grøn omstilling:

Socialdemokratiet vil nedsætte en “Ren-luft-pulje”. Den skal bidrage til at mindske luftforureningen. Puljen skal støtte kommunale initiativer til fremme af elbusser og mere miljøvenlige brændeovne.

Socialdemokratiet vil etablere mere bynær skov, som kan være med til at beskytte drikkevandet.

Socialdemokratiet vil have 500.000 grønne biler – biler, der kører på el, brint eller en blanding af el og benzin – i 2030.

* Uddannelse af unge og ufaglærte:

Socialdemokratiet vil afskaffe regeringens omprioriteringsbidrag – besparelser på to procent årligt – på uddannelserne.

* Finansiering:

Partiet finder pengene to steder. Dels 4,6 milliarder kroner fra en række centrale reserver på finanslovforslagets paragraf 35. Dels 1,3 milliarder kroner ved at hæve arveafgiften, når virksomheder overdrages. Endelig vil partiet sænke statstilskuddet til privatskoler.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]