Pressen overfortolkede i sommervarmen udtalelser fra finansminister Kristian Jensen om hans holdning til væksten i det offentlige forbrug.  (

Pressen overfortolkede i sommervarmen udtalelser fra finansminister Kristian Jensen om hans holdning til væksten i det offentlige forbrug. ( - Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)

Analyse: Kristian Jensens udtalelse om offentligt forbrug blev overfortolket

Den offentlige sektor skal ikke vente nogen gavebod. Udtalelser fra finansministeren blev overfortolket i sommervamen. Fakta peger på, at Kristian Jensen (V) forbereder tiden efter VLAK-regeringen og bringer Venstres politik ind på partiets traditionelle kurs om lavere vækst i offentligt forbrug end i økonomien som helhed.

Udgivet: 07/08/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Analyse af Arne Ullum, [email protected]

Det blev fejlagtigt udlagt som et større skift i Venstres politik for væksten i den offentlige sektor, da Kristian Jensen i sommervarmen udtalte til Jyllands-Posten, at  den offentlige sektor skal have en gradvis vækst.

En gennemgang af Venstres politik og de udmeldte ambitioner i de skiftende V-ledede regeringer demneterer den udlægning, og viser tværtimod, at Kristian Jensen er i fuld gang med at manøvrere Venstre tilbage på partiets traditionelle kurs om moderat vækst og faldende udgiftstryk, som reelt blev grundlagt af en af partiets store økonomiske reformatorer, tidligere finansminister Henning Christophersen.

Det er derfor også en fejl at udlægge udtalelsen, som et signal om en markant ændring af den finanspolitiske kurs, som stat, regioner og kommuner kan forvente fra kommende Venstre-ledede regeringer.

Først et kig på, hvad det var Kristian Jensen sagde til Jyllands-Posten.

“De næste 10 år ud i fremtiden, mener jeg, at den offentlige sektor skal have en gradvis vækst,« siger Kristian Jensen.

“Jeg kan godt se, at befolkningen udvikler sig i de kommende år, og se, at der er et ønske om at følge med udviklingen på sundhedsområdet. Og jeg kan se, at der er behov for, at vi sikrer tryghed. Vi kan ikke negligere krav om stigende udgifter til politi og forsvar,« fortsætter Kristian Jensen.

Rent faktuelt betyder Kristian Jensens udtalelse, at han anerkender et behov for en vis vækst i lyset af den demografiske udvikling, de øgede udgifter til sikkerhed, og at han anerkender behovet for flere penge til sundhedsvæsenet både i lyset af den demografiske og teknologiske udvikling.

Det han ikke siger er, at der skal ske fuld kompensation for den demografiske udvikling eller at man skal finansiere et såkaldt velfærdsløft i den offentlige sektor gennem større bevillinger.

En grov oversættelse til procenter siger derfor, at finansministeren formentligt lægger op til en realvækst mellem 0,5 og 0,7 procent om året, hvilket vil være markant under den forventede BNP-vækst i de kommende år. Det offentlige forbrugs andel af samfundsøkonomien vil dermed gradvist falde.

Fejlagtigt sammenlignet med kriseudtalelse fra Lars Løkke

Årsagen til at Kristian Jensens udtalelse fejlagtigt blev tolket som en mindre gavebod til den offentlige sektor var, at den blev sammenlignet med udtalelser fra partiformanden Lars Løkke Rasmussen på Venstres Landsmøde i 2012, hvor han sagde:

“Og derfor flytter jeg nu Venstre. For der er noget, der er vigtigere end noget andet: Det er vigtigere at sikre danske arbejdspladser ved at sætte skatterne ned end at garantere, at verdens største offentlige sektor bliver endnu større. Eller sagt på en anden måde: Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser.”

Det er misvisende at sammenligne Kristian Jensens udtalelser med Lars Løkkes landsmødetale fra 2012 af to væsentlige årsager.

For det første blev Venstres politik ændret i de efterfølgende år, så det i regeringsgrundlaget for den smalle Venstre-regering fra juni 2015 hed:

“Derfor vil regeringen tilrettelægge finanspolitikken inden for rammerne af budgetloven, Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten. Vi vil desuden sikre, at finanspolitikken er holdbar og opfylder målet om mindst strukturel balance på de offentlige finanser i 2020, så vi sikrer tillid til de offentlige finanser og understøtter fastkurspolitikken.”

Her er Venstre tilbage på den kurs, som med i mange år har præget Venstres politik, at man gennem et vist mådehold med de offentlige udgifter skal sikre balance på de offentlige budgetter og at det offentlige udgiftstryk som andel af BNP gradvist skal falde ved, at væksten i det offentlige forbrug er lavere end væksten i BNP.

Faktisk er formuleringen i 2015 så blød, at selv en socialdemokratisk regering formentligt kunne skrive under på den. Forklaringen skal formentligt findes i det forhold, at DF stormede frem ved valget i 2015 og Lars Løkke vidste, at han fik brug for råderum for at håndtere partiets krav om en realvækst på 0,8 procent.

Taktikken viste sin succes, da Dansk Folkeparti allerede i oktober samme år accepterede at forhandle en finanslov med udgangspunkt i regeringens forslag om en vækst i det offentlige forbrug på bare 0,3 procent.

Den anden årsag til at det er misvisende at sammenligne Kristian Jensens udtalelser med Lars Løkkes udtalelser fra 2012 er, at Lars Løkkes udtalelser faldt på et tidspunkt, hvor det offentlige forbrug steg med 0,9 procent, mens BNP kun steg med 0,2 procent. Samtidig fortsatte udgifterne til overførselsindkomster med at stige.

VLAK-regeringens behov for stramt image

Under den dramtiske politiske krise i efteråret 2016 og dannelsen af VLAK-regeringen havde Venstre behov for at give det oprørske Liberal Alliance indrømmelser. En af dem var en sproglig opstramning af målsætningen for det offentlige forbrug.

“Et mål om en årlig basis realvækst i det offentlige forbrug på i udgangspunkt 0,3 pct. om året inden for rammen af et faldende udgiftstryk. Hertil kommer udgifter muliggjort af reformer, f.eks. SU, samt øgede investeringer i danskernes sikkerhed,” hed det i regeringsgrundlaget.

Reelt var udmeldingen mindre dramatisk end end den så ud. Bandekrig, flygtningekriser og terrortrusler havde skabt et pres for øgede bevillinger til sikkerhed og Ruslands oprustning et tilsvarende pres for øgede forsvarsudgifter. Dermed var kursen sat mod en vækst i det offentlige forbrug på 0,4-0,5 procent.

Og ser man på 2016 og 2017, så rammer regeringen faktisk netop 0,5 procent.

Årsagen til at væksten i 2016 var blot 0,2 procent mod 0,8 procent i 2017 skyldes først og fremmest tekniske forhold omkring kommunerne budgetter, som trak forbrugsvæksten ned i 2016, men gav en tilsvarende ekstra vækst i 2017. Så reelt har der været tale om en vækst på cirka 0,5 procent om året i VLAK-regeringens tid.

Kristian Jensen forbereder sig på tiden efter VLAK

VLAK-regeringens taktik med at melde mere ideologisk borgerligt ud og derefter forhandle med især Dansk Folkeparti har mildt sagt ikke været nogen succes sammenlignet med Venstres traditionelle taktik. Venstre har i mange år spillet ud tæt på det muliges kompromis, så de nødvendige gaver til især Dansk Folkeparti blev synlige, men ikke ydmygende for regeringen.

Kristian Jensens udtalelser kan derfor meget vel være endnu et tegn på, at finansministeren og den pt. uanfægtede kronprins i Venstre forbereder tiden efter VLAK-regeringen, der ikke ser ud til at overleve næste valg.

Finansministeren har derfor signaleret, at Venstre er på vej tilbage på partiets historiske kurs i finanspolitikken. Stram men med plads til en vis vækst.

Det er interessant, at Kristian Jensen specifikt nævner det demografiske pres, som ifølge relativt grove udregninger fra Finansministeriet er på cirka 0,6-0,7 procent om året.

Det er de 98 kommuner og regionerne, som står for langt den største del af den offentlige service og det er derfor interessant at se Kristian Jensens udtalelser i sammenhæng med årets økonomiaftaler.

Her endte kommunerne med at få et løft i serviceerammen – som groft sagt svarer til forbruget – på 0,5 procent. Dertil kommer penge fra det særlige modernisering og effektiviseringsprogram. Regionerne fik samtidig et løft i servicerammen, som var lidt større.

Et kvalificeret bud kan derfor være, at Kristian Jensen udtalelser skal oversættes med, at han grundlæggende anerkender behovet for en vækst i den borgernære service på de 0,6-0,7 procent fra det demografiske pres, men at en del af pengene skal komme fra modernisering og effektivisering af den offentlige sektor.

Lægger man dertil udgifterne til forsvaret og politiet, så ender man omkring 0,5 eller 0,7 procent i årlig forbrugsvækst. Altså en anelse mere end VLAK-regeringen. Ikke meget, men nok til at Dansk Folkeparti så det som indrømmelse – og set i det lys, er Kristian Jensen måske slet ikke så ked af, at hans sommerudtalelse fik en tur i agurkemaskinen og blev overdramatiseret.

 


Fakta: Her er de centrale udtalelser om offentligt forbrug fra Venstre siden 2007:

 

VLAK-regeringen: 0,3 procent realvækst plus udgifter til danskernes sikkerhed

“Et mål om en årlig basis realvækst i det offentlige forbrug på i udgangspunkt 0,3 pct. om året inden for rammen af et faldende udgiftstryk. Hertil kommer udgifter muliggjort af reformer, f.eks. SU, samt øgede investeringer i danskernes sikkerhed.”

Regeringsgrundlag VLAK 2016

Venstre-regeringen 2015: Balance på offentlige finanser i 2020

“Derfor vil regeringen tilrettelægge finanspolitikken inden for rammerne af budgetloven, Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten. Vi vil desuden sikre, at finanspolitikken er holdbar og opfylder målet om mindst strukturel balance på de offentlige finanser i 2020, så vi sikrer tillid til de offentlige finanser og understøtter fastkurspolitikken.”

Lars Løkke i 2012: Nulvækst for at sikre private arbejdspladser

“Og derfor flytter jeg nu Venstre. For der er noget, der er vigtigere end noget andet: Det er vigtigere at sikre danske arbejdspladser ved at sætte skatterne ned end at garantere, at verdens største offentlige sektor bliver endnu større. Eller sagt på en anden måde: Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser.”

Partiformand Lars Løkke Rasmussens tale på Venstre Landsmøde 2012

VKIII-regeringen: Offentlige udgifter kan vokse i takt med BNP

“Det offentlige forbrug kan vokse i takt med samfundsøkonomien. Regeringen har sat som pejlemærke, at de offentlige serviceudgifter kan udgøre op til 26½ pct. af BNP i 2015. Udgifterne til offentlig service mv. kan dermed vokse i takt med samfundsøkonomien.”

VKIII-regeringens grundlag, november 2007

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]