
Lavtuddannede, nomadebørn og fald i folketal giver ekstra tilskud i 2019
Lavtuddannede, nomadebørn og fald i folketal giver markant større udligning og tilskud i 2019. Læs om baggrunden her.
Udgivet: 29/06/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Det kommunale udligningssystem fordeler cirka 62 milliarder kroner i 2019 ud fra en lang række kriterier.
I princippet udarbejder Økonomi- og Indenrigsministeriet et teoretisk regnskab for hver kommune. Præmissen er, at hver kommune bruger et gennemsnitligt beløb pr. indbygger ud fra en række demografiske og socioøkonomiske data, og at kommunen har en gennemsnitlig skatteprocent og grundskyldspromille.
Det teoretiske regnskab giver et såkaldt strukturelt under- eller overskud, og her får kommunerne godtgjort mellem 61 og 93 procent af underskuddet, og skal betale op til 93 procent af overskuddet.
Læs også:Forstå udligning for hovedstads- og provinskommuner på fem minutterI 2019 fordeles 67 procent af de teoretiske udgifter efter aldersbestemte kriterier, mens de 33 procent fordeles efter en række sociale kriterier.
I og med at de sociale kriterier har fastsatte vægte, så svarer det i realiteten til, at hver enhed i de sociale kriterier udløser et udgiftsbehov, som så igen udløser tilskud og udligning.
Det betyder, at udgiftsbehovet pr. enhed ændrer sig i takt med at antallet af enheder indenfor kriteriet ændrer sig.
I 2019 er det mest markante, at antallet af lavtuddannede er faldet markant, fordi Danmarks Statistik er begyndt at registere udlændinges medbragte uddannelse. Dermed tæller eks. udenlandske eksperter og ambassadefolk ikke længere som lavtuddannede, og det har fået antallet af lavtuddannede til at falde fra 435.000 til 321.000.
Det betyder, at det udgiftsbehov, som udløses for hhv. lavtuddannede og børn med lavtuddannede forsørgere, stiger markant.
Derudover er antallet af nomadebørn faldet, og dermed udløser hvert enkelt af de resterende nomadebørn også flere udligningskroner.
Endeligt er tilbagegangen i folketallet blevet mindre, og dermed udløser hver borger, som en kommune har mistet i folketallet, et markant højere beløb. (Se særskilt artikel).
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Udligning










































