
Sophie Løhde (V) lover en afbureaukratiseringreform, der skal sætte strukturelle grænser for politikernes trang til at detailstyre. ( - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Løhde vil stoppe politikernes detailstyring af den offentlige sektor
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) fremlægger efter sommerferien en afbureaukratiseringsreform, der skal indeholde "strukturelle tiltag", som skal forhindre politikerne i at detailstyre den offentlige sektor og dermed skabe mere bureaukrati.
Udgivet: 12/06/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Det er nødvendigt at stoppe politikernes evige trang til at detailstyre, hvis det skal lykkes at afbureaukratisere den offentlige sektor. Det siger Sophie Løhde, som dermed bakker op om et af de centrale råd fra ledelseskommissionen.
“Der er en tendens til, at så snart der kører en sag i medierne, så står der hurtigt 90 mandater klar til at kræve handling fra den til enhver tid siddende minister og regering, istedet for betragte en enkeltsag som det, den retteligt er en “enkelt pause sag”, og dermed noget som vedrører den enkelte institution og den enkelte kommune frem for at føre til regulering i for alle institutioner og kommuner,” siger ministeren til NB-Økonomi.
På spørgsmålet, om hun kan se nogen bedring i politikernes trang til at detailstyre lyder svaret:
“Det korte svar på det spørgsmål er nej. Jeg har været i politik i mange år, heraf ti år i Folketinget. Jeg syntes desværre kun, at udviklingen har det med at gå en vej, og det er den forkerte. Og det uanset hvilken farve regeringen har haft. Det viser noget om, hvor svært det her er,” siger Løhde.
Set i lyset af, hvor svært regeringen har haft ved at få afbureaukratiseringstiltagene fra kommuneaftalen sidste år igennem Folketinget, kan man ikke nå det punkt, hvor man bare er nødt til at erkende, at det politiske niveau ikke kan levere, og så er man nødt til at leve med ineffektivitet i den offentlige sektor?
“Nej, den præmis anerkender jeg ikke, og vi er i arbejdstøjet hver eneste dag for at levere regelforenklinger og herunder også, at vi får bedre og klogere og styring. Senest har vi med økonomiaftalen med regionerne aftalt, at vi retter fokus væk fra den hidtidige aktivitetsmåling og over til kvalitet, og det at flere patienter kan blive behandlet med høj kvalitet tæt på deres eget hjem.”
“På samme måde, har vi også et stort arbejde igang om forenkling af Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, hvor vi håber at kunne lande et forlig med folketingets partier indenfor kort tid. Det bliver den største forenkling nogensinde af et meget stort lovkompleks.”
Strukturelle tiltag skal forhindre politikernes detailstyring
Sophie Løhde oplyser, at første fase af implementeringen af ledelseskommissionens arbejde og sammenhængsreformen bliver en afbureaukratiseringsreform, som regeringen fremlægger kort efter sommerferien.
“Det handler det både om at luge ud, men jeg syntes også, at der er behov for, at vi finder nogen mere strukturelle mekanismer for at sætte nogle grænser for os selv som politikere i forhold til at blande os alt for meget. Dermed kommer vi også til at få testet de politiske partier på Christiansborg. Alle siger, at de gerne vil afbureaukratisere. Hvis det er rigtigt, hvorfor er det så så svært at levere på det? Det vil vi udfordre Folketinget på efter sommerferien.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































