
Finanstilsynet er enig i kritik af kreditpolitikken
Høj likviditet og kamp om kunderne er begyndt, at føre til betænkeligt lempelige udlånsbetingelser og kreditter hos især de mellemstore pengeinstitutter.
Udgivet: 08/06/2018
Af Michael Leif Larsen
Statens finansielle vagthund Finanstilsynet er enig med Nationalbanken i, at kreditpolitikken i landets pengeinstitutter er begyndt at bevæge sig i en faretruende lempelig retning.
“Vores arbejde går først og fremmest ud på at føre tilsyn med de enkelte pengeinstitutter. Og ud fra de tilsyn tegner der sig et mønster, der er konsistent med Nationalbankens analyse,” siger Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for bl.a tilsyn med pengeinstitutter, realkreditinstitutter og likviditet til NB-Økonomi.
Høj likviditet og stor konkurrence
Nationalbanken pegede i sidste uges analyse på, at det især er den høje likviditet, som pengeinstitutterne i øjeblikket ligger inde med, der fører til en mere og mere risikobetonet udlånspolitik. I denne uge fulgte Finanstilsynet op på Nationalbankens advarsel og skrev i sin rapport om markedsudviklingen for pengeinstitutter, at “sammenfaldet af gode tider og lave renter afstedkom en stigende risikoappetit, og der er indikationer på opbygning af risiko, i hovedsagen med afsæt i kreditgivningen og stigende aktivpriser, f.eks. på boligmarkedet.”
Kristian Vie Madsen udyber:
“Vi har været igennem en efterhånden relativ lang periode med en fornuftig økonomisk udvikling og med lav låneefterspørgsel. Det betyder, at der har ophobet sig en høj likviditet i pengeinstitutterne, som der er øget konkurrence imellem pengeinstitutterne om at at få lånt de mange ledige penge ud,” siger han og fortsætter:
“Det fører til mere risikable og mere lempelige kreditvilkår, fx ved at pengeinstitutterne ikke kræver kautionsstillelse i samme omfang som tidligere.”
De mellemstore pengeinstitutter fører an
Af Nationalbankens analyse fremgår det, at det især er de mellemstore pengeinstitutter, som er i gang med at lempe kreditvilkårene. Det er et billede, som Kristian Vie Madsen godt kan genkende:
“Hvis man sammenligner de mellemstore med de største institutter så er det også vores indtryk fra det løbende tilsyn, herunder fra de undersøgelser af kreditstandarder på erhvervsudlån og projektfinansiering, som vi gennemførte medio sidste år,” siger han.
Pengeinstitutternes interesseorganisation Finans Danmark mener i modsætning til Nationalbanken og Finanstilsynet ikke, at den mere lempelige kreditpolitik i pengeinstitutterne udgør et problem:
“Nu har vi haft nogle år med genopretning og fremgang i økonomien, og så ser vi også en gradvis lempelse af bankernes kreditstandarder. Det er sådan set helt normalt,” sagde cheføkonom og underdirektør Niels Arne Dam i sidste uge til dr.dk i en kommentar til Nationalbankens analyse.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































