
Finansminister Kristian Jensen (V) og formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V), var i strålende humør efter regionerne havde fået en vækst på omkring en procent i ugiftsrammen. ( - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Regioner får næsten 1,2 milliard ekstra til sundhed og busser
Ny økonomiaftale mellem regionerne og staten fokuserer på sundhed, psykiatri og fjerner definitivt omstridt produktivitetskrav. Regionerne får hele ansvaret for 1,4 milliarder til finansiering af en styrket indsats i det nære sundhedsvæsen.
Udgivet: 05/06/2018
Arne Ullum, [email protected]
Staten og regionerne har natten til tirsdag indgået en ny økonomisk aftale. Aftalen skal sende en milliard kroner ekstra til sundhedssektoren og løfte psykiatrien, men derudover kommer cirka 110 millioner ekstra fra allerede vedtagne initiativer samt 50 millioner ekstra til kollektiv trafik.
Set i lyset af regeringens erklærede politik med en vækst i de offentlige udgifter på maksimalt 0,3 procent, var regionernes formand Stephanie Lose ikke overraskende godt tilfreds med aftalen, som giver regionerne et løft på omkring en procent i 2019.
“Jeg er meget tilfreds med, at regeringen har lyttet til vores argumenter og anerkendt behovet for et substantielt løft til det sundhedsvæsen, som vi alle nyder godt af,” siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.
Sundhedssektoren er presset af, at medicinpriserne stiger og der kommer flere ældre. Derfor er der behov for flere penge.
Finansminiseren hæfter sig i sin kommentar ved, at aftalen rækker fremad blandt andet med fokus på ny teknologi og en ændret opgavefordeling i sundhedsvæsenet, så patienterne i fremtiden i større omfang skal behandles hos den praktiserende læge.
“Det vigtigste for mig i denne her aftale er, at vi bliver ved med at investere i sundhed og velfærd. Og at det er en aftale, der kigger fremad.”
Regionerne fik både ansvaret og pengene fra ny nærhedsfinansiering
Regionerne fik i dag en revanche på det nære sundhedsvæsen efter de for et par uger siden indkasserede et klokkeklart nederlag, da de mistede deres hidtidige rolle på erhvervsfremme og turisme.
Ifølge aftaleteksten er det regionerne, som får hele ansvaret og styringen af 1,4 milliarder kroner i den nye nærhedsfinansiering. Puljen, som ifølge aftalen skal erstatte den nuværende aktivitetspulje, skal sikre at sundhedsindsatsen kommer tættere på borgerne. Konkret skal der fokuseres på følgende mål:
- Reduktion i antal sygehusforløb pr. borger
- Reduktion i DRG-værdi pr. kroniker med KOL og/eller diabetes
- Reduktion i andelen af indlæggelser, der fører til en akut genindlæggelse indenfor 30 dage
- Stigning i andel af virtuelle sygehusforløb
- Implementering af digitale løsninger til sammenhæng for patienten (implementeringsplan for systemtilpasninger til datadeling)
Når sundhedsydelser skubbes ud fra hospitalerne, kan det ske til både de praktiserende læger og til dels til kommunerne, men med aftalen i dag får kommunerne ikke direkte nogen af pengene fra nærhedsfinanseringen – og hvis de får nogen, så vil det være styret af den enkelte region.
Endeligt farvel til produktivitetskrav
Dermed fjernes det omstridte produktivitetskrav, der har pålagt sundhedssektoren at øge produktionen af ydelser med to procent hvert år. Det har længe været et ønske fra regionerne at komme af med kravet.
“Jeg er meget glad for, at vi nu definitivt kan vinke farvel til produktivitetskravet, og at vi i stedet går aktivt ind i arbejdet med at omstille sundhedsvæsenet – med fokus på nærhed og sammenhæng,” skriver Stephanie Lose.
Finansminister Kristian Jensen er også glad for, at produktivitetskravet er fortid.
“Vi har kunnet se, at kravet ikke altid har været til gavn for patienterne. Så nu laver vi en ny måde, så vi får en styring, der er til gavn for patienterne,” siger han.
Formelt set opretholdes de såkaldte DRG-takster, men det fremgår klart af aftalen, at så længe regionerne sikrer patientrettigheder og har styr på ventelisterne samt opfylder målene fra nærhedsfinansieringen, så har DRG-produktionen ingen betydning.
Anlæg er uforandret:
Anlægsrammen for regionerne er med i alt 7,25 milliarder kroner stort set uændret i forhold til i år. Kilder tæt på forhandlingerne oplyser, at finansministeren aldrig krævede en sanktion, hvis regionerne skulle overtræde anlægsrammen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































