
Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) samt Næstformand i Danske Regioner Ulla Astman (S), Finansminister Kristian Jensen (V) og Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), da Regeringen og Danske Regioner holder doorstep efter de i løbet af natten er blevet enige om regionernes økonomi for 2019, i Finansministeriet.( - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
FAKTA: Sådan ligger landet i ny regionsaftale
Regeringen og regionerne er enige om en ny økonomiaftale, der dækker 2019. Den sender penge mod sundhed. Se hovedindholdet af aftalen her:
Udgivet: 05/06/2018
Forhandlere fra Finansministeriet og Danske Regioner er natten til tirsdag nået til enighed om en aftale for regionernes økonomi i 2019.
Her er hovedpunkterne i aftalen:
* Udgifterne til sundhedssektoren øges med en milliard kroner i 2019. Dermed vil sundhedsudgifterne i regionerne stige til 114,4 milliarder kroner.
* Produktivitetskravet på to procent på sygehusområdet bliver fjernet. Der indføres en ny model, der skal fokusere på at bringe sundhedssektoren tættere på borgerne.
* Aktivitetspuljen på 1,4 milliarder kroner fjernes. Det har været en slags bonuspulje, der er blevet udbetalt, hvis sygehuse har overgået aftalte effektiviseringskrav.
* Anlægsudgifterne – udgifter til byggeri af alt fra bygninger til veje – bliver sat til 7,4 milliarder kroner i 2019.
* 4,8 milliarder af disse er til det, der bliver kaldt kvalitetsfondsbyggeri. Det dækker over investeringer i nye supersygehuse og til- og ombygninger på eksisterende sygehuse.
* Der bliver tilført 50 millioner kroner til regional udvikling, så udgifterne til regional udvikling stiger til 3,1 milliarder kroner.
* Der etableres en pulje på et stort, trecifret millionbeløb, der skal styrke offentlig-private samarbejder.
* Alle aftaler er samtidig stadig underlagt det, der hedder “det udvidede totalbalanceprincip”, DUT. Det dækker over, at staten kompenserer kommuner og regioner, hvis der kommer ny lovgivning, der ændrer deres økonomiske forudsætninger.
Kilder: Finansministeriet samt Økonomi- og Indenrigsministeriet.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































