Analyse af Arne Ullum, [email protected]

Tallene og fakta i regeringens seneste udspil til kommunal udligning taler sig eget klare sprog.

Venstre har bøjet sig for presset fra de to små regeringspartier og en række markante borgmestre og meningsdannere i hovedstaden. Skiftet kommer efter en voksende kritik i særligt Berlingske mod Venstres ønske om en bedre balance mellem de geografiske områder i Danmark i kølvandet på flytningen af statslige arbejdspladser og det oprindelige forslag fra det særlige Finansieringsudvalg til en ændring af den kommunale udligning.

To forskellige syn på regionalpolitik

Grundlæggende handler det om et opgør mellem to forskellige syn på regionalpolitik.

I det liberalistiske syn – som ikke mindst den indflydelsesrige tænketank Cepos har været fortaler for – skal en betydelig del af de økonomiske forskelle mellem regionerne have lov til at slå igennem. Forskningschef Henrik Christoffersen fra Cepos har meget præcist argumenteret for, at kommunerne i eksempelvis Vestjylland udmærket kan have et markant lavere serviceniveau end i hovedstaden, fordi borgerne har valgt at bo i udkanten på grund eksempelvis store naturværdier og lave huspriser.

Samtidig er der ifølge det liberalistiske syn en risiko for, at høj udligning mellem kommunerne vil medføre en manglende motivation til at fokusere på den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling.

Modsat står Dansk Folkeparti, som grundlæggende ønsker maksimal udligning for at sikre, at alle borgere i Danmark kan få den samme service og den samme skatteprocent. Ifølge det syn på regionalpolitik skal politikerne aktivt agere for at sikre en balance mellem økonomien i de enkelte landsdele. Det kan blandt andet ske ved at flytte statslige arbejdspladser og placere nye i de mindre velhavende områder.

Venstres kamp for bedre balance er stækket

Venstre fangede ved valgkampen i 2015 det truende oprør fra vælgerne i provinsen, og gik derfor i brechen for det, som partiet kaldte en bedre balance mellem landsdelene i Danmark. Det medførte blandt andet i to omgange flytning af statslige arbejdspladser. Ingen har været i tvivl om, at det var Venstres projekt, og at det havde begrænset opbakning hos de to små regeringspartier.

Derudover har regeringen også gennemført en række ændringer af planloven og andre regler til fordel for landkommunerne, som har haft større ideologisk opbakning hos især Liberal Alliance.

Det seneste udspil til forhandlingen om den kommunale udligning viser, at Venstres kamp for provinsen er stækket.

Udligning mere end udligner formentligt flytning af arbejdspladser

Ingen kender den præcise økonomiske effekt af at flytte samlet knapt 8.000 statslige arbejdspladser væk fra hovestaden, men det er næppe nok til at opveje effekten af regeringens forslag til kommunal udligning.

Og for de provinsborgmestre, som med regeringens forslag kan se frem til massive sparerunder i budgettet for 2019, fremstår de ekstra arbejdspladser som et meget lille plaster på såret.

Baggrunden for, at Venstre reelt har stoppet sit fokus på en økonomisk balance mellem landsdelene, er flerdelte vurderet ud fra de faktuelle forhold.

• Den umiddelbare årsag er naturligvis, at udligningsforhandlingenerne hører hjemme under Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Han er kendt som en politiker med et klart sigte på de ideologiske mål og en skarp hjerne. Meldingen fra flere forhandlere er således, at ministeren er dybt inde i substansen, og derfor kan jonglere med meget tekniske detaljer for at nå sine mål.
• Samtidig startede udligningsforhandlingerne skævt for Venstres ønske om at skabe øget geografisk balance. Årsagen var primært, at mange især hovedstadskommuner i en årrække havde nydt godt af en manglende registrering af udlændinges uddannelse, hvilket medførte, at de rige hovedstadskommuner i stigende omfang har fået sociale tilskud til eksempelvis udenlandske topforskere, fordi de har talt med som sociale udsatte uden uddannelse.

  Derudover har især de mindre velhavende hovedstadskommuner nydt godt af, at beløbene i den særlige udlændingeudligning var dobbelt så store som de skulle være ifølge en analyse helt tilbage fra den daværende SR-regering.

  Hvis man godtager præmissen om, at de to ordninger har været fejlbehæftet, så betyder det, at en række primært hovedstadskommuner glidende har fået mere i udligning end de skulle have, mens en række provinskommuner modsat glidende har fået for lidt.

  Da Finansieringsudvalget foreslog at man fremtidigt skulle føre de penge tilbage til de kommuner, som gradvist havde fået for lidt i kommunal udligning, så brød utilfredsheden løs i hovedstaden.

  For det betød jo isoleret set, at ændringen af den kommunale udligning ville flytte betydelige beløb fra hovedstaden til provinsen, og dermed sætte hovedstadskommunernes økonomi under pres.

Berlingske er ikke bare en regionalavis som Jyske Vestkysten

Det medførte et forløb i Berlingske, som hurtigt blev et lærestykke for provinsborgmestrene i, at nok er Berlingske objektivt set ud fra læserdata en regionalavis, som er mindre end Jysk-Fynske Mediers aviser, men reelt befinder den sig i anden liga.

Det startede med at Venstremanden og den borgerlige mediekommentator Jarl Cordua skrev en markant klumme i Berlingske, hvor han forudså Venstres decimering i hovedstaden og truede med ikke at stemme på partiet ved næste valg på grund af partiets politik om bedre balance.

Herefter indledte Berlingske en række af artikler, som ud fra en objektiv faglig journalistisk analyse, ofte var mindst lige så ukritiske og tendentiøse, som en stor del af dækningen i provinsens store regionalaviser.

Men det betød ikke, at provinsen og hovedstaden stod lige. Alle nationale mediers dækning af den kommunale udligning skrives primært i København. Derfor blev det i høj grad Berlingskes artikler – og ikke provinspressens – som har dannet baggrund for de øvrige nationale mediers dækning.

Berlingske nøglerolle i forløbet satte samtidig provinsborgmestrene skakmat. For mens de ringede til deres gode kontakter blandt provinspressen, så ringede hovedstadsborgmestrene til Berlingske og de nationale medier, hvor de naturligt har bedre kontakter.

Det medførte et de facto tilbagetog fra Venstres top i kampen for bedre balance mellem landsdelene. På det formelle plan nedsatte partiet et udvalg, som skulle se på hovedstadens udfordringer, og nu viser det sig at partiet også valgte at give efter i relation til den kommunale udligning internt i regeringen.

Provinsborgmestrenes bedste ven er Dansk Folkeparti

Socialdemokratiet har holdt overraskende lav profil i udligningsforhandlingerne, men alt tyder på, at partiet primært vil kæmpe for at lette smerten for en række af partiets højborge i hovedstaden. Hvis provinsens skal tilgodeses skal det ske ved at øge den samlede ramme til kommunerne – et forslag som både regeringen og Dansk Folkeparti har skudt ned.

Derfor er situationen reelt den, at provinsborgmestrenes eneste ven i nøden er Dansk Folkeparti, der fra starten har krævet en markant øget udligning til provinsen.

Og her slutter den faktuelt baserede del af denne analyse. Men ud fra en klassisk Christiansborg-tankegang er Dansk Folkeparti måske også Venstres eneste ven i forhandlingerne.

Venstre kan håbe, at Dansk Folkeparti tvinger regeringen til at ændre balancen i udligningsaftalen, så den endelige aftale i højre grad kommer til at ligne udgangspunktet.

Hvis regeringens forslag bliver gennemført, vil det medføre markante sparerunder i provinsen, og Venstre kan være helt sikre på, at provinsborgmestrene vil bruge deres stærke bånd til lokalpressen til at placere ansvaret entydigt på regeringens bord.

Og i den sammenhæng er det værd at se på timingen. Danmark skal have folketingsvalg seneste i juni 2019, og dermed vil en valgkamp formentligt ramme ned lige i kølvandet på, at provinskommunerne har meldt voldsomme spareplaner ud.

Og det bliver med de tal, som ligger nu, ikke småmanøvrer. En kommune som Lemvig skal spare over 100 mio. kroner svarende til omkring 250-300 offentlige stillinger, og billedet er det samme i mange andre land- og udkantskommuner.

Flere af Venstres kandidater i provinsen er begyndt at frygte valgkampen. Det bliver usædvanligt svært at sælge et budskab om partiets arbejde for bedre balance mellem landsdelene, hvis vælgerne lige har været vidne til massive kommunale sparerunder som følge af den Venstre-ledede regerings politik.

Hidtil har kommunal udligning været anset for en teknisk uigennemskuelige proces, som aldrig kunne blive et rigtige folkeligt anliggende. Debatten i både hovedstaden og provinsen viser, at den præmis er ved at ændre sig.

Og som morsomme tunger siger af og til, så frygter kun en tåbe i politik ikke Dansk Folkepartis evne til at gøre komplicerede emner letforståelige i en valgkamp.

Venstre har ifølge partiets egne analyser tabt terræn i hovedstaden ikke mindst på grund af flytningen af statslige arbejdspladser, der har skabt lige så meget raseri i hovedstaden, som den har skabt glæde i provinsen.

En af de centrale overvejelser i Venstre er nu, hvordan partiet kan vinde noget af det tabte tilbage i hovedstaden uden at sætte endnu mere til i provinsen.

Det kan blive en afgørende faktor i de kommende forhandlinger. En klassisk løsning kunne være, at regeringen giver indrømmelser til Dansk Folkeparti på udligningen til fordel for provinsen, og at hovedstaden samtidig får løfte om en havnetunnel eller andre store anlægsprojekter.

Når forhandlingerne genoptages her efter påske, ser det objektivt meget vanskeligt ud. En væsentlig del af forklaringen er, at Finansieringsudvalget gennem sit valg af metode for udregningen af konsekvenserne for kommunerne reelt skjulte et kæmpetab på omkring en milliard kroner for 26 udkantskommuner allerede i 2019. Det skyldes, at effekten af en ændring af kriterierne for faldende folketal de facto ikke er indregnet.

Udvalget kunne have valgt at gøre tydeligt opmærksom på det forhold. Det gjorde de ikke, og derfor troede både politikere, presse og borgmestre i de første par uger, at Finansieringsudvalgets forslag ville flytte betydelige beløb fra hovedstaden til provinsen.

Det efterlader to muligheder.

Hvis Dansk Folkeparti ender med at betale dyrt for at mindske tabet for provinsen, så har ministeren vundet en stor sejr. I givet fald vil det være enten en politisk genistreg eller dygtig ministerbetjening, at der ikke stod en note i rapporten om effekten af kriteriet for det faldende folketal.

Modsat kan det også få Dansk Folkeparti til at blokere for alt – præcis som det skete under skatteforhandlingerne. Så står ikke mindst statsministeren og Venstre tilbage med et  kæmpeproblem.

Så skal regeringen enten forsøge at indgå et forlig med Socialdemokratiet eller helt udskyde en ændring af den kommunale udligning, der af regeringen er kaldt en bunden opgave.