Statsministeren til kommunerne: Enten løser I opgaverne eller staten tager over

Statsministeren gav i dag kommunerne et historisk skarpt ultimatum. Enten løser kommunerne en række opgaver og bruger regeringens metoder, eller også overtager staten opgaven.

Udgivet: 08/03/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Statsminister Lars Løkke kom i dag med en usædvanlig skarp trussel til kommunerne. Enten løser kommunerne opgaverne på beskæftigelsesområdet, skolerne og integrationen eller også vil staten overtage opgaverne fra de kommuner, som fejler.

“I dag vil jeg gerne sige det meget klart. Regeringen forventer, at der sker noget. At mulighederne vi stiller til rådighed bliver brugt. Ellers tager staten over,” lød det i en historisk skarp tale til kommunerne på Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg.

Regeringen foreslog meget usædvanligt i sin ghettopakke, at tre embedsmænd skal overvåge indsatsen, og det har skabt stor vrede i KL.

“Det er tre embedsmænd, der uden om alle demokratiske spilleregler kan sætte en sag på dagsordenen i en kommunalbestyrelse. Det er højst usædvanligt og helt uden om de styrelsesregler vi har,” sagde Martin Damm, formand for KL, efter statsministerens tale.

Forstår ikke kommunernes jobcentre

Statsministeren nævnte eksplicit tre områder, hvor han og regeringen er så utilfredse med kommunerne, at han er klar til at ofre Venstres traditionelle støtte til det kommunale selvstyre.

Først påpegede stastsministeren, at alt for mange kommuner ikke bruger de redskaber på beskæftigelsesområdet, som de har til rådighed.

“Jeg forstår simpelthen ikke, hvis kommunale jobcentre undlader at sende folk i arbejde med den begrundelse, at de ikke kan tale dansk. Jeg er af den opfattelse, at der findes funktioner – fx rengøring eller køkkenarbejde – som man godt kan klares med et begrænset dansk.”

Derudover pegede statsministeren på målet om, at der i 2030 højest må være 40 procent almene familieboliger i ghettoområderne.

“Et helt konkret krav, om en helt konkret plan, som skal laves i samarbejde med kommunen. Hvis det ikke er muligt, tager vi selv over,” lød den klare besked til kommunerne.

Kommunerne har næsten ikke brugt retten til at trække familier i børnepenge

På børneområdet klagede statsministeren over, at kommunerne næsten ikke har brugt muligheden for at trække forældrene i børnechecken, hvis deres børn ikke kommer i daginstitution.

“Men det værktøj bliver næsten ikke brugt. Selvom problemerne vokser. Nu er tålmodigheden brugt op. Derfor udbreder vi ordningen til ogå at gælde for skolerne. Vi forenkler den. Vi gør den obligatorisk,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Klar til at ofre liberale principper

Lars Løkke gjorde det samtidig klart for de kommunale topfolk, at de godt kan glemme enhver tanke om, at Venstres liberale rødder vil stoppe regeringen.

“Jeg går ind for frihed. Men hvis valget står mellem at sluge nogle principielle kameler – på den ene side. Og svigte de børn og kvinder, som lever i ghettoerne på den anden side. Så er på børnenes og kvindernes side. Det håber jeg også, at I er. Det forventer jeg også; det ved jeg, at I er,” sagde statsministeren og indkasserede talens eneste lidt forsigtige bifald.

KL formand: Det er historisk indgreb

KL formand Martin Damm kan ikke erindre, at regeringen så direkte har truet med at detailstyre kommunerne.

“Implicit ligger der i det,  at hvis man virkeligt skal få styr på ting og kunne styre dem, så skal man overlade det til staten. Den præmis køber jeg ikke. Det seneste de overtog var inddrivelsesområdet på skat, og der kan man sige, at det blev det da ikke bedre af,” lød den skarpe kommentar fra Martin Damm.

 

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]