Dansk økonomi tabte pusten i tredje kvartal, men økonomer ikke bekymrede

Væksten gik overraskende tilbage i tredje kvartal, men økonomer opfordrer til ikke at lægge for meget i BNP-tallene, der ofte bliver revideret. 

Udgivet: 30/11/2017

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Efter seks kvartaler med uafbrudt vækst tabte dansk økonomi pusten i tredje kvartal, da bruttonationalproduktet faldt med 0,6 procent. Det viser nye beregninger fra Danmarks Statistik.

Resultatet betyder, at dansk økonomi sakker lidt bagud i forhold til EU og USA, hvis man sammenliger de tre første kvartaler i 2017 med de første tre kvartaler i 2016. Mens Danmark har haft en BNP-vækst på 2,1 procent har den i EU og USA været på henholdsvis 2,3 og 2,2 procent.

Afmatningen af økonomien hænger sammen med et fald i husholdningernes forbrug, hvor særligt usikkerheden om en ny registreringsafgift ramte bilsalget hårdt i efteråret, pointerer flere økonomer.

Derudover var der en tilbagegang i industriproduktion og eksport, hvilket kan hænge sammen med, at virksomhederne i stigende grad melder om problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. I en rundspørge af Dansk Industri i efteråret, svarede 57 procent af de adspurgte firmaer, at deres største udfordring var mangel på arbejdskraft.

De negative tal kommer som en overraskelse for de fleste. I Børsen spåede fremtrædende økonomer i går, at BNP-tallene endnu engang ville blive pæne, som de fleste efterhånden har vænnet sig til i de seneste år.

Men passer tallene?

Der er dog en mulighed for, at tallene ikke er så dårlige, som de umiddelbart ser ud til.

I 2015 blev væksttallene revideret to gange, så de gik fra at være negative til positive, og fremtrædende cheføkonomer fra Danske Bank, Nordea og Jyske Bank advarede i går politikerne om at tillægge BNP-tallene for stor betydning, da de flere gange har vist sig at være usikre.

Niels Rønsholt, der er cheføkonom i Jyske Bank, udtalte i den forbindelse til Børsen, at han ser på beskæftigelsestallene for at vurdere dansk økonomi, da de er mere sikre end BNP-tallene. Og det går fortsat godt med beskæftigelsen, der fortsatte sin fremgang med 0,4 procent i tredje kvartal.

Derfor afviser de fleste økonomer også at male fanden på væggen på grund af de negative tal.

“Tag dagens negative BNP-tal med store forbehold… og hold fast i at beskæftigelsen steg med 0,4% – pilen peger fortsat op i”, skriver Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit, på Twitter.

For Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv, kan tallene alligevel tyde på, at opsvinget ikke er så solidt, som flere har antaget.

“Man ved snart ikke, hvad man skal mene om Danmarks Statistiks væksttal. De bliver jo alligevel sikkert revideret voldsomt op. Men et fald i BNP på 0,6% er stort – og understreger, at opsvinget ikke er ekstremt stærkt. Men det er nok kun et bump på vejen”, skriver han på Twitter.

AK

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]