Nationalbanken opfordrer regeringen til at skærpe kapitalkrav hos bankerne

Bankerne tager større risici i deres udlån, i takt med at overskuddene vokser, konstaterer Nationalbanken. Den anbefaler derfor regeringen at kræve større kapitalberedskab hos bankerne til dårlige tider ved at opbygge en såkaldt kontracyklisk buffer.

Udgivet: 29/11/2017

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Rekordstore overskud i de danske banker og realkreditinstitutter har medført større risikovillighed ved udlån. Derfor valgte Nationalbanken i dag at anbefale regeringen at skærpe kravene til bankernes polstring.

Konkret anbefaler Nationalbanken, at regeringen varsler en opbygning af en såkaldt kontracyklisk buffer, som betyder at bankerne indenfor 12 måneder skal sætte ekstra penge til side til dårlige tider og dermed forebygge et kollaps, som det vi så under finanskrisen.

Og ifølge Nationalbanken er det vigtigt at sætte gang i opbygningen af bufferen nu.

”Påbegyndes opbygning af bufferen tidligt, øger det muligheden for at indfase den gradvist. Det gør det lettere for institutterne at tilpasse sig de nye forhøjede kapitalkrav. Det skyldes, at institutterne nemmere kan opfylde kravet ved at tilbageholde indtjening sammenlignet med en hurtig indfasning, som kan betyde, at de skal hente kapital på markederne,” hedder det i en analyse, som Nationalbanken har offentliggjort her til morgen.

Ifølge analysen har bankerne i særlig grad øget risikoen på lån til erhvervslivet, og det gælder især til virksomheder, der ifølge analyse ”er følsomme over for udsving i økonomien generelt.”

”Det må forventes, at nedskrivninger og tab til disse brancher ikke vil forblive på det nuværende lave niveau, når konjunktursituationen ændrer sig,” hedder det i analysen, hvor det også påpeges, at mange banker har kapacitet til at øge deres udlån. Det fører til mere konkurrence om kunderne og øger presset på bankernes kreditstandarder.

Flere boligejere med meget høj gæld

Nationalbanken advarer samtidig om, at en stigende andel af boligejerne har en gæld, som svarer til mere end fire gange årsindkomsten.

Derudover advarer Nationalbanken om, at de højere boligpriser skaber en risiko for, at mange boligejere pludseligt begynder at bruge friværdien til at optage ny gæld, hvilket vil udløse en kraftig kreditvækst.

Stærke banker – men enkelte er truet

I forbindelse med analysen har Nationalbanken også foretaget en såkaldt stresstest af de største og vigtigste danske pengeinstitutter.

Den viser, at de alle selv ved hård recession – en kraftig økonomisk tilbagegang – fortsat vil leve op til de gældende minimumskrav.

Nogle af dem vil dog have brug for yderligere kapital for at leve op til de samlede kapitalkrav. De kan derfor blive ramt af en række begrænsninger som for eksempel forbud mod at betale udbytte.

Nationalbanken konstaterer også, at enkelte af de mindre pengeinstitutter vil få svært ved at opfylde minimumskravene i tilfælde af en hård recession og risikerer at blive tvangsafviklet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]