Tre fynske kommuner står til kæmpesmæk, mens to vestegnskommuner får gevinst

Det særlige tilskud til kommuner med faldende folketal står til at koste tre fynske kommuner og muligvis en nordjysk kommune et samlet tab på 135 mio. kr. To vestegnskommuner kan med lidt held indkassere 30 mio. kr.

Udgivet: 13/09/2017

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

På Nordre Havnekaj i Kerteminde er en entreprenør ved at bygge 15 luksuslejligheder med havudsigt. Hvis det lykkedes at tiltrække købere fra uden for kommunegrænsen til de flotte nye boliger, kan Kerteminde dermed glæde sig over at få op til 30 nye gode skatteydere.

Men paradoksalt nok kan det blive en underskudsforretning på den korte bane. De nye indbyggere ville formentlig betyde, at kommunen i et hug ville miste et tilskud i den kommunale udligning på omkring 25 mio. kr., fordi kommunen går fra at have en marginal tilbagegang til en marginal fremgang i folketallet.

Situationen sætter fokus på en mærkværdig detalje i den kommunale udligning, der betyder, at en række kommuner de seneste år har oplevet tab på helt op til 67 mio. kr., fordi tilskuddet er indrettet på en måde, så det bliver afgjort af, om kommunen har et fald i folketallet set over en femårig periode. I Kerteminde kan det ende med, at én ny indbygger koster kommunen 25 mio. kr.

“Det er et rigtigt irriterende system rent budgetmæssigt, fordi det hele tiden går op og ned,” siger økonomichef Anne Lise Kianzad.

“Vi fokuserer på vækst, selv om det kan give nogle budgetmæssige skvulp på den korte bane. På den lange bane skulle vi gerne væk fra hele tiden at ligge og balancerer på kanten af et faldende folketal, uddyber hun.”

Tre andre kommuner risikerer samme skæbne

NB-Økonomi har gennemgået de seneste folketal pr. 1. juli fra Danmarks Statistik, og tallene viser, at der på landsplan er tre andre kommuner, som er i farezonen for at miste et stort beløb i udligning i 2019.

Ifølge de seneste folketal fra Danmarks Statistik betyder befolkningsfremgang, at Svendborg står til at tabe omkring 50-55 mio. kr., mens Assens kan gå glip af 35-40 mio. kr. Jammersbugt Kommune er i farezonen for at miste omkring 30 mio. kr.

“Vi er opmærksomme på problemet, og det indgår i budgetarbejdet for 2019,” siger økonomichef Jens Otto Kromann i Svendborg Kommune.

To vestegnskommuner kan få op til 30 mio. kr.

Til gengæld står to vestegnskommuner til at tjene på ordningen i den kommunale udligning.

Mest sandsynligt er det, at Ballerup er dækket ind under kriteriet, da kommunen har haft et fald i folketallet på 25 fra første kvartal 2013 til andet kvartal 2017.

Det afgørende bliver, om folketallet fortsat falder i kommunen og når op på 45, som kommunen har haft i første halvår 2017, eller om det bliver aflyst af et stigende folketal. Derudover skal tallene korrigeres for borgere, der er på institutioner i Ballerup, men som selv bor i andre kommuner.

Albertslund Kommune har ved udgangen af andet kvartal haft et fald i folketallet siden første kvartal 2013 på bare otte borgere. Det skyldes, at kommunen har haft et fald i folketallet gennem første halvår på hele 80 borgere, og det afgørende bliver derfor udviklingen i andet halvår. Men også for Albertslund er det afgørende, hvordan antallet af fremmede borgere i folketallet har udviklet sig.

De to vestegnskommuner får dog mindre i tilskud sammenlignet med provinskommunerne, fordi kriteriet ikke indgår i hovedstadsudligningen, og dermed udløser kriteriet kun omkring 60.000 kr. pr. borger i mod provinsens cirka 95.000 kr.

Kompliceret udregning med dramatiske effekter

Udregningen af kriteriet er meget kompliceret. For hver af de seneste fem år – og det vil for udligningen i 2019 sige 2013-2018 – udregner man den årlig stigning eller det årlige fald i folketallet. Alle de negative tal lægges så sammen, og hvis kommunen samtidig har haft fald over hele perioden, så udløses der tilskud. Hvis en kommunes folketal er kørt meget op og ned, så kan kommunen altså få et tilskud, som er væsentligt større end det nominelle fald i hele perioden berettiger til.

Svendborg Kommune får eksempelvis tilskud efter et fald på 572 borgere i 2018, selv om folketallet fra 2012 til 2017 kun faldt med 41 personer. Det er også årsagen til, at en kommune kan tabe et stort beløb, når et lille fald i folketallet bliver erstattet af en lille vækst.

Derudover skal tallene korrigeres for “personer, for hvilke en kommune har den generelle betalingsforpligtelse”. Og det er faktisk så kompliceret, at flere økonomichefer fortæller, at de formentligt først vil vide, om de ryger ud af tilskudsordningen for faldende folketal, når Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggør tallene for 2019 i slutningen af juni 2018.

Kommuner tjekker folketallet nøje

De særlige regler betyder, at en række kommuner er meget nøjeregnende med at kontrollere registreringer af flytninger.

I Kerteminde siger økonomichef Anne Lise Kianzad, at hun er meget opmærksom på folketallet, og at kommunen derfor bruger meget tid på at trimme folkeregisteret for at sikre, at sæsonarbejdere eksempelvis husker at framelde deres adresse i Kerteminde, når de flytter. Det samme gælder Svendborg.

“Vi vil være sikre på, at det ikke er en fejl, som betyder at vi mister tilskud,” siger Jens Otto Kromann.

Kommuner håber, at reglerne bliver ændret 

De ramte kommuner kan håbe på, at tilskudsreglerne for faldende folketal glider ud af udligningssystemet, når folketinget til foråret skal behandle en række justeringer af ordningen.

Kriteriet om faldende folketal blev indført med de ændringer, som kom i udligningssystemet med strukturreformen i 2007. Embedsmændene tog dog i den endelige rapport direkte forbehold for kriteriet, da de skrev:

“Kriteriet er ikke fundet signifikant i analyser på hhv. beskæftigelses- og førtidspensionsområdet, men bidrager omvendt til forklaring af ældreudgifterne, jf. overvejelserne i den forbindelse. Kriteriet medtages på denne baggrund med en ret lav vægt,”.

Oversat til almindelig dansk indikerer det, at embedsmændene næppe har været begejstret for kriteriet, men at det er kommet med at politiske grunde.


Fakta: Sådan beregnes årlig nedgang i befolkningstallet

Opgørelsen sker over en 5-årig periode og foretages som summen af nettofald i en kommunes folketal fra et år til det følgende for hvert af årene i perioden 2012-2017, hvor kommunen har haft en nedgang i befolkningstallet, og kun hvis kommunen har haft et samlet fald i folketallet over perioden. For kommuner, som ikke har haft et samlet fald i folketallet over den 5-årige periode, men som har haft en nedgang i befolkningen på mere end 0,5 pct. over de seneste 2 år, opgøres nedgangen som summen af de årlige nedgange over den seneste 2-årige periode. Ved opgørelsen henregnes personer, for hvilke en kommune har den generelle betalingsforpligtigelse, til folketallet i kommunen.

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]