Finansminister Nicolai Wammen satser ifølge NB-Økonomis oplysninger stadig på et forlig om udligning lige omkring påske.

Finansminister Nicolai Wammen satser ifølge NB-Økonomis oplysninger stadig på et forlig om udligning lige omkring påske. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Analyse: Tre grunde til at udligningsreform kommer under coronakrisen

Forhandlinger om udligningsreform er forsinkede, men fortsætter trods coronakrisen. Det er ikke kun fordi, krisen vil gøre det svært for utilfredse borgmestre at få ørenlyd. Der er også mere ædle hensyn.

Udgivet: 17/03/2020

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det var nøje planlagt, da regeringen fredag 31. januar offentliggjorde de kommunefordelte effekter af regeringens forslag til en udligningsreform.

Officielt skyldtes det, at de politiske partier først skulle se tallene ved en forhandling, som netop lå fredag eftermiddag.

Men timingen passede perfekt ind i spindoktorens lærebog - nemlig at dårlige nyheder skal lanceres på et tidspunkt, hvor enten bemandingen på nyhedsredaktionerne er lav, og/eller andre store nyheder kan aflede opmærksomheden.

Og den kommunefordelte tabel var en dårlig nyhed, fordi regeringen allerede via målrettede læk af vinderkommunerne i dagene inden havde fået alle de positive reaktioner på sit forslag.

Når regeringen planlægger at fortsætte udligningsforhandlingerne, og dermed forventeligt kommer til at lancere et eventuelt forlig inden corona-krisen er ovre, så er det ikke kun, fordi utilfredse borgmestre dermed får svært ved at få taletid i en coronapresset nyhedsflade.

Faktisk er der ifølge flere kilder tæt på forhandlingerne to andre og mere ædle grunde.

Den første og vigtigste er, at både regeringen og de centrale partier er enige om, at en reform af udligningen skal have effekt fra 2021 for at undgå endnu større skævheder. Og hvis det skal lykkes, så skal der indgås en politisk aftale senest 1. maj - og det vil endda skabe store problemer i et hårdt presset embedsapparat.

Det næste argument handler om, at det er vigtigt, at folkestyret viser sin evne til at løse store og svære problemer på trods af coronakrisen. Og efter den kommunale udligning har fået stor folkelig opmærksomhed i første fase af forhandlingerne, så vil netop et forlig mellem de store partier vise, at folkestyret arbejder på trods af krisen.

Så derfor peger alt fortsat på, at regeringen, Venstre og De Radikale samt formentlig SF og muligvis Dansk Folkeparti indgår en aftale om den kommunale udligning lige før eller lige efter påske.

En vigtig brik i muligheden for et forlig er angiveligt, at Venstres tillid til finansminister Nicolai Wammen (S) er stigende, og derfor er det om nogen finansministeren, som kan løse den svære opgave for regeringen.

Coronakrisen betyder dog, at aktørerne blandt borgmestrene er lammet, fordi deres muligheder for at påvirke forhandlingerne via de store nyhedsmedier reelt er væk, så længe coronakrisen hærger.

Dermed tegner der sig et forhandlingsforløb, hvor partierne i løbet af en relativ kort periode er færdige med at drøfte de store ændringer, og derefter vil der formentlig komme fokus på enkeltkommuner, som partierne mener, bliver uacceptabelt behandlet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]