
Hørsholm Kommune vil med visse undtagelser nu gennemføre et stop for 'unødige driftsudgifter og ansættelser' året ud. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Sådan vil Hørsholm begrænse markant overskridelse af serviceramme
Hørsholm Kommune risikerer at få en forholdsvis stor sanktion for at overskride sin serviceramme markant. På den baggrund indfører kommunen nu et stop for 'unødige driftsudgifter og ansættelser'. Og driftsudgifter bliver flyttet over til at være anlægsudgifter.
Udgivet: 28/11/2022
Hørsholm Kommune forsøger nu at begrænse en helt usædvanligt stor overskridelse af servicerammen i den lille nordsjællandske kommune på 78 millioner kroner eller 3.150 kroner pr. indbygger.
Kommunen har igennem året forgæves forsøgt at begrænse overbruget på servicerammen, og nu forsøger man sig derfor med et ansættelses- og udgiftsstop.
På den baggrund meddeler Økonomiudvalget mandag, at man "stopper for unødige driftsudgifter og ansættelser i resten af 2022. Det gælder dog ikke kritiske funktioner, herunder hjemmeplejen, plejecentrene, dagtilbud med videre," hedder et i en pressemeddelelse.
Borgmester Morten Slotved (K) beroliger dog borgerne.
"Vi har en solid kassebeholdning, som vil kunne holde hånden under os, og det er en styrke lige nu. Men jeg må konstatere, at det er en stor udfordring at lægge kommunale budgetter i disse tider."
Den udlægning afviser Venstres anden viceborgmester Ann Lindhardt:
"Venstre er dybt bekymret for økonomistyringen, kassebeholdningen, og allerede i foråret råbte vi vagt i gevær, men blev ikke hørt. Venstre foreslog at åbne budgettet for 2022 i juni pga økonomisk rettidig omhu, da kommunalbestyrelsen blev oplyst om, at der var en forventet overskridelse på 70 millioner kr, men Borgmesteren og hans flertal afslog at åbne budgettet, og nu er den overskridelse blot vokset og resulteret i mulig sanktionsbøde fra staten."
Ifølge et notat fra Hørsholm Kommune risikerer kommunen en samlet sanktion fra staten på 52 millioner kroner på grund af den store overskridelse af servicerammen i 2022.
Handleplan sættes i gang nu
Hørsholm Kommune oplyser, at administrationen arbejder på nye initiativer, der skal nedbringe service-overskridelsen fra de aktuelt forventede 78 mio. kr. Det drejer sig om:
- Flytte driftsudgifter til anlægsudgifter. Administrationen har identificeret 18 mio. kr. i afholdte driftsudgifter til bygningsvedligeholdelse og etablering af legeplads, som lovligt kan konverteres til anlæg.
- Ekstra indsats for udsendelse af alle mellemkommunale regninger, som vedrører 2022, så de indgår i regnskab 2022.
- Mulighed for at nogle institutioner/enheder kan udskyde større engangsudgifter fra 2022 til 2023. Institutionerne kan i nogle tilfælde blive økonomisk berørt af '2 procent-overførselsreglen' mellem år, og i de tilfælde vil administrationen anbefale, at der i forbindelse med overførselssagen til marts 2023 dispenseres, så de ikke straffes økonomisk.
- Stop for unødige driftsudgifter og ansættelser i resten af 2022. Det gælder dog ikke kritiske funktioner, herunder hjemmeplejen, plejecentrene, dagtilbud med videre.
'Betydelig bøde'
De nyeste indmeldinger til Kommunernes Landsforening tyder på, at landets 98 kommuner i regnskab 2022 samlet set overskrider den aftalte serviceramme. Og Hørsholm Kommune er samtidig en af de kommuner, der vil overskride den individuelle serviceramme. Som nævnt risikerer Hørsholm med sin estimerede overskridelse af servicerammen en sanktion på op til 52 mio. kr. næste år.
"Vi kigger ind i at få en betydelig bøde for overskridelsen af servicerammen. Men det er vigtigt at sige, at vi på nuværende tidspunkt ikke ved, om det bliver tilfældet. Det er først en viden, vi har i marts eller april næste år," udtaler Morten Slotved.
For at en bøde kommer på tale kræver det dels, at de 98 kommuner samlet set overskrider servicerammen, og dette vides først, når alle 98 regnskaber foreligger i foråret 2023, dels at regeringen beslutter, at kommunerne skal have en bøde.
"Jeg har en klar forventning om, at kommunerne bliver kompenseret for de ekstra udgifter, som vi har haft som følge af Covid-19 og stigende elpriser med mere. Regeringen må komme på banen, og ikke lade kommunerne i stikken på det her," udtaler Morten Slotved.
Sidst opdateret: 29/11/2022 - 13:07
Temaer: Budgetter
Emner: Hørsholm Kommune




































