
Med Inger Støjbergs krav om, at en mulig kommende borgerlig regering skal sikre kommuner og regioner dækning for det demografiske pres, så er det kun Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, som ikke står bag kravet. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Massivt flertal for at sikre penge til flere børn og ældre
Nu er der 139 mandater i kommende folketing, der garanterer kommunerne dækning for flere børn og ældre. Alligevel skal kommunerne fortsætte med at effektivisere.
Udgivet: 06/10/2022
Allerede på dag et af valgkampen døde enhver diskussion om, hvorvidt kommuner og regioner i den kommende valgperiode skal have ekstra penge til det stigende antal børn og ældre - den såkaldte demografidækning.
"Derfor kommer vi heller ikke til at støtte en borgerlig regering, som ikke forpligter sig til at løfte velfærden med som minimum det demografiske træk i den kommende valgperiode," siger partiformand Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne til Berlingske.
Dermed er det nu alle partier på nær Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige som offentligt har tilkendegivet, at de som minimum vil dække det demografiske træk hos kommuner og regioner.
Hvis man tager udgangspunkt i den seneste måling fra analyseinstituttet Voxmeter foretaget for Ritzau, så svarer det aktuelt til, at 139 ud af 175 mandater i et kommende Folketing står bag løftet om dækning af demografien.
Nedskæring på 1,4 milliard i 2023 reducerer demografiske dækning
Inden kommuner og regioner tjekker af på overslagsårene, så bør økonomifolkene huske, at 2023-budgetterne de facto er reduceret i 2023 på grund af, at de uventede høje prisstigninger i anden halvdel af 2022 varigt er taget ud af budgetterne. For kommunerne svarer det til 1,4 milliard kroner eller cirka 0,49 procent af servicerammen i 2023.

Finansministeriet anslår i seneste 2030-fremskrivning, at kommunerne skal have i gennemsnit 0,48 procent til demografi om året i den kommende valgperiode (årene 2023-2026). Men i og med, at den fejlagtige prisregulering de facto skærer 0,49 procent for 2023, så kan kommunerne kun se frem til at få dækket cirka tre fjerdedele af det demografiske træk i den kommende valgperiode.
Penge til andre udgiftsstigninger skal findes via nye effektiviseringer
I den forgangne valgperiode har kommunerne ofte fået flere penge til særlige indsatser via finansloven, mens kommunerne selv har skulle skaffe pengene til udgiftsvæksten på især det specialiserede socialområde via andre effektiviseringer.
Set med kommunale økonomiske briller, så er det værd at bemærke, at et meget bredt flertal af partierne siger, at der er meget begrænsede penge til ekstra tiltag, ligesom udgiftsvæksten på andre områder fortsat skal dækkes ved hjælp af andre effektiviseringer.
Både regeringen og flere borgerlige partier har talt for at skære i administrationen og jobcentrene, men en del af det provenu vil partierne tage til andre prioriterede formål.
Dermed er den foreløbige økonomiske udsigt for kommunerne i den kommende valgperiode, at der skal findes relativt store effektiviseringer.
Omsat til forholdene i det seneste årti, så bliver det ikke lige så hårdt som i efterspillet fra finanskrisen, men det bliver heller ikke lige så let som i den snart forgangne valgperiode.
Ingen store velfærdsløfter - endnu
Bortset fra løftet om at dække demografien - som der reelt ikke helt er dækning for på grund af den fejlagtige prisjustering - så var valgkampens første dag bemærkelsesværdig ved, at ingen af de store partier kom med store løfter om bedre velfærd.
Men omvendt var der heller ingen partier, som åbent erkendte, at der skal gennemføres betydelige effektiviseringer i kommunerne for at få budgetterne til at hænge sammen.
Sidst opdateret: 06/10/2022 - 13:08









































