
Der skal spares på energien i landets kommuner. I Slagelse Kommune overvejer man om der kan spares på energien i ved at lade ansatte arbejde hjemmefra. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hjemmearbejde skal bidrage til energibesparelser
Landets kommuner er lige nu i fuld gang med at få ideer til, hvordan de kan spare på udgifter til el, vand og varme. I Slagelse overvejer man hjemmearbejde hver fredag.
Udgivet: 06/10/2022
I Slagelse Kommune er det på tale, at ansatte i administrationen skal arbejde hjemme om fredagen. Det sker fordi kommunen er i gang med at overveje, hvordan de bedst muligt kan spare på energien. Det skriver Sn.dk.
Forslaget om hjemmearbejde var faktisk allerede på tale, da økonomiudvalget 19. september behandlede energi-besparelser. Her så man ikke besparelsen som stor nok, men når økonomiudvalget igen 24. oktober taler om energibesparelser, vil det blive taget op igen.
"Her vil vi gøre opmærksom på, at besparelsen er større, idet man i første omgang ikke har regnet besparelsen på strøm med. Hertil kommer så også, at der er en samfundsmæssig gevinst ved, at de ansatte ikke skal køre i bil på arbejde," siger centerchef for kommunale ejendomme, Rune Overlade, til sn.dk.
Andre forslag i spil
Centerchefen kan melde om mange forslag fra ansatte rundt omkring på institutionerne, når det gælder besparelser.
"Nogle foreslår for eksempel, at man rykker nogle aktiviteter sammen, så bygninger kan lukkes af, og andre foreslår, at der spares på brug af elkedler," siger Rune Overlade.
Også kommunens sportsfaciliteter kigges efter i sømmene for mulige besparelser.
"Vi er også i gang med at kortlægge, hvordan man kan spare på lyset på de forskellige sportsanlæg," siger centerchefen til sn.dk.
Sidst opdateret: 06/10/2022 - 13:11
Emner: Klima, Miljø, Slagelse Kommune, Hjemmearbejde








































