Finansminister Nicolai Wammen (S) burde måske bede sin ministersekretær gå i arkivet og finde den beretning fra en kommissionsdomstol, som i 1992 tvang daværende økonomi- og skatteminister Anders Fogh Rasmussen til at træde tilbage.

Fogh blev tvunget til at træde tilbage, fordi beretningen fastslog, at han havde ikke havde givet Folketingets Finansudvalg retvisende oplysninger om IT-udgifter, og dermed skjulte at han ikke havde gennemført en række planlagte besparelser i ministeriet. Populært sagt havde Skatteministeriet i strid med regnskabsreglerne skubbet nogle udgifter fra et regnskabsår over i det næste, og dermed fået regnskabet for 1989 til at se pænere ud.

Effekten var, at offentligheden i strid med fakta fik det indtryk, at Fogh havde kunnet overholde en række skrappe sparekrav fra Finansministeriet.

Ifølge en opsummering af sagen til Folketinget måtte Fogh gå af, som "følge af, at kommissionsdomstolen havde karakteriseret flere af hans svar til Folketinget/Finansudvalget som urigtige, behæftede med fejl eller meget uklare."

Det fremgår imidlertid også af sammenfatningen, at Fogh gav de uklare og fejlbehæftede oplysninger i svar til Finansudvalget, hvor der var spurgt meget eksplicit ind til bogføringen af IT-udgifterne.

I det aktuelle svar har Finansministeriet givet de misvisende oplysninger om udviklingen i statens konsulentforbrug i en såkaldt orientering til Folketingets Finansudvalg.

Men Wammen er allerede kaldt i åbent samråd om sagen, og derfor vil det nok være klogt for ham at være meget skarp på, hvordan tidligere kommissionsdomstole har vurderet oplysninger afgivet i strid med gældende standarder for økonomi og regnskaber.

Hvis ministeren fastholder ministeriets beregning af effekten af udbyttesagen for statens konsulentforbrug, så vil sagen til forveksling ligne den sag, som ikke mindst efter krav fra Socialdemokratiet fældede Anders Fogh for 30 år siden.