
Det var Birte Weiss, som i 1995 fik vedtaget den lov, der nu helt ekstraordinært kan sikre 60-70 kommuner et ekstra tilskud fra staten på cirka 2,5 milliarder kroner. - Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Detalje i lov fra 1995 kan sikre kommuner milliarder
Det er en paragraf i en lov fra 1995, fremsat af daværende indenrigsminister Birte Weiss (S), som betyder, at 60-70 kommuner kan få omkring 2,5 milliarder kroner i ekstraordinært statstilskud.
Udgivet: 29/03/2022
En enkelt paragraf i lov nummer 245 fra folketingssamlingen 1994-95 er på vej til at sikre
60-70 kommuner en samlet ekstra gevinst fra staten på op imod 2,5 milliarder kroner i 2023 på grund af den store flygtningestrøm fra Ukraine.
Pengene er ren ekstrafinansiering og har ingen direkte sammenhæng med det løft i servicerammen, og dermed de samlede tilskud, som regeringen har lovet alle kommuner for at dække ekstraudgifter i forbindelse med de mange ukrainske flygtninge.
Den store ekstra gevinst fra staten til de 60-70 kommuner er en uforudset effekt af loven fra april 1995. Ingen havde formentligt dengang forestillet sig, at Danmark på kort tid kunne få 100.000 flygtninge, som på kort sigt ville indgå i CPR-registreret og dermed skulle indregnes i den kommunale udligning.
Normalt vil en udligningsgevinst til en gruppe af kommuner automatisk udløse et tilsvarende tab til andre kommuner. Men i netop denne situation er det ikke de resterende 30-40 kommuner uden gevinst, som skal betale, men derimod staten.
Derfor er det reelt er de 30-40 kommuner uden en gevinst, som bør sende en venlig tanke til den daværende indenrigsminister Birte Weiss (S).
Lov 245 handlede om indførelsen af den såkaldte statsgaranti, som sikrede at kommunerne kunne regne med at få indtægter efter de prognoser, som Indenrigsministeriet udarbejder for skatteindtægter og antal borgere i hver aldersgruppe. Det skulle sikre større finansiel forudsigelighed og ro i kommunerne.
For at undgå evindelige diskussioner med kommuner, som mente at ministeriet var pessimistisk og dermed snød kommunen for udligning, så kunne kommunerne ifølge loven få lov til at fortsætte med selv at budgettere både beskatningsgrundlaget samt antallet af borgere i de enkelte aldersgrupper.
Hvis statsgarantien skulle være reel, så betød det jo rent logisk, at det måtte være staten som bar risikoen og gevinsten i forhold til de kommuner, som valgte at selvbudgettere.
"Dette kan således både være tilbagebetaling, der afholdes af statskassen, eller yderligere tilskud, som vil tilfalde statskassen," hedder det i bemærkningerne, som ikke estimerer, hvor store tab og gevinster staten kunne få.
Ingen havde forestillet sig, at mange kommuner kunne selvbudgettere med garanteret gevinst
Statens tab har normalt været yderst begrænset, fordi kommunerne løb en betydelige risiko ved at selvbudgettere, og i praksis har det ikke spillet nogen rolle.
Men embedsmændene i det daværende Indenrigsministerium havde formentligt ikke forestillet sig en situation, hvor folketallet i kommunerne pludseligt steg med 100.000. Det betyder, at mange af kommunerne i oktober 2022 vil stå i den situation, at de kan have fået op til flere tusinde ekstra borgere, som de alt afhængigt af krigens gang i Ukraine, med større eller mindre sikkerhed kan regne med vil blive i kommunen til tælledag den første januar. Det vil sige blot to og en halv måned senere.
Hvis der midt i oktober ikke er nogen udsigt til, at de mange flygtninge kan rejse hjem inden nytår, så er det reelt risikofrit for mange kommuner at selvbudgettere og dermed påføre staten et tab. Det kan ifølge den analyse, du kan læse mere om i en særskilt NB-artikel, løbe op i cirka 2,5 milliarder kroner.
Sidst opdateret: 29/03/2022 - 14:00









































