KL afviser regeringens påstand om, at udgifterne til de mange ukrainske flygtninge blot er en "demografisk forskydning".

KL afviser regeringens påstand om, at udgifterne til de mange ukrainske flygtninge blot er en "demografisk forskydning".

Regeringen: Flygtningeudgifter skal ikke DUT-kompenseres - det er blot en demografisk ændring

Regeringen anser blot de store flygtningeudgifter som en demografisk ændring, mens KL kræver kompensation for både direkte og afledte omkostninger. Dermed kan Ukraine-flygtninge blive varm sag ved økonomiforhandlinger.

Udgivet: 15/03/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Regeringen afviser i bemærkningerne til særloven om ukrainske flygtninge, at kommuner skal sikres fuld kompensation for de ekstra udgifter, som loven udløser i kommunerne. Det er ellers normalt ved den slags lovændringer, at kommunerne kompenseres.

"Det er vurderingen, at en ændring i antallet af overgivne udlændinge til kommunerne og regionerne vil have karakter af en demografisk ændring, der falder uden for rammerne af det udvidede totalbalanceprincip," hedder det i bemærkningerne.

Bemærkningerne til loven henviser i stedet til formuleringen i den aftale, som regeringen og KL indgik i fredags, hvor det blot hedder, at "Regeringen og KL er enige om at følge udviklingen tæt og håndtere de økonomiske merudgifter, også i forhold til serviceområderne, for 2022 i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2023."

KL: Det er ikke blot en demografisk forskydning

KL afviser i sit høringssvar, at man blot kan betragte den forventede flygtningestrøm som en "demografisk forskydning".

"KL skal bemærke, at håndteringen af de fordrevne ukrainere ikke blot kan anses som demografiske forskydninger, men derimod som en reel meropgave, særligt fordi der med lovforslaget lægges op til, at kommunerne skal løse nogle af de opgaver, der hidtidigt har været løst i asylsystemet," hedder det i KL's høringssvar.

Ifølge NB-Økonomis oplysninger er en del af forklaringen bag formuleringen, at KL anerkender, at DUT-systemet ikke er velegnet til at kompensere kommunernes udgifter, fordi man så løbende hen igennem året skulle drøfte hver enkelt lille ændring.

Men det står klart, at KL og regeringen møder op til økonomiforhandlingerne med et forskelligt udgangspunkt i forhold til de ukrainske flygtninge.

Mens regeringen eksplicit afviser DUT-princippet - altså at kommunerne skal kompensere krone til krone for afledte omkostninger - så kræver KL kompensation for både direkte og afledte omkostninger.

"KL imødeser derfor drøftelser med regeringen om de direkte og afledte økonomiske konsekvenser af særloven og presset på de kommunale serviceområder i 2022 og 2023 i forbindelse med forhandlinger om kommunernes økonomi for 2023."

For kommunerne betyder det, at de først midt i juni har et klart billede af, om de får fuld kompensation for udgifterne til ukrainerne, eller om de selv skal finde nogle penge på budgettet i 2022 og 2023 til betale for de ukrainske flygtninge.

Sidst opdateret: 16/03/2022 - 08:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]