Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde Kommune, er ærgerlig over, hvis beslutningerne i kommunerne bliver tekniske løsninger frem for politiske beslutninger.

Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde Kommune, er ærgerlig over, hvis beslutningerne i kommunerne bliver tekniske løsninger frem for politiske beslutninger. - Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix (arkiv)

Debatindlæg: Byrådene risikerer at blive styret af teknik frem for politik

Socialdemokratisk borgmester frygter, at beslutninger omkring valg af enten private eller kommunale tilbud bliver til på baggrund af budgettekniske årsager frem for politiske beslutninger i et byråd.

Udgivet: 16/03/2022

Del artiklen:

Valget mellem friplejehjem eller kommunale plejetilbud kan blive afgjort på baggrund af, hvor stor anlægsrammen er. Ikke om en kommune har råd eller ej. Det betyder, at beslutningen kan blive afgjort af budgetteknik frem for politik. Det ærgrer Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde Kommune sig over i et debatindlæg til NB-Økonomi.

Debatindlæg af Kasper Ejsing Olesen (S), borgmester Kerteminde.

Fællesskabets opgaver løses de bedst af kommuner/regionen/staten eller af private? En rigtig klassisk politisk diskussion, men også en diskussion som i disse år er blevet afløst af rent og skær budgettekniske teknikaliteter flere og flere steder.

I mange kommuner - også i Kerteminde - kan vi sagtens have holdninger til problemstillingen, men for tiden er holdningerne nytteløse, for virkeligheden sætter dem ud af spil.

Et af de store parameter, når der skal lægges budgetter i kommunerne, er demografien. Heldigvis oplever langt de fleste kommuner i øjeblikket, at borgerne bliver ældre, og der kommer flere børn. To utroligt positive parametre, men også to parametre der er forbundet med øgede udgifter.

Flere børn, flere ældre, en regering der har øje for det, og hvert år ved økonomiforhandlingerne har givet kommunerne et løft svarende til demografien, så burde det hele jo være super positivt. I forhold til de ekstra udgifter der er ved demografiudviklingen, så burde alt jo være godt. Det er det også, hvis vi kun koncentrere os om kommunernes driftsbudget, men sådan hænger de kommunale budgetter bare ikke sammen.

Øget demografi kræver flere mursten

Når der er flere børn, der skal passes og flere ældre der skal tages sig af, så kræver det også mursten, altså penge fra anlægsbudgettet, og det er ikke demografireguleret. Det giver den udfordring, at det kan godt være, at vi kan ansætte det personale, der skal tage sig af og pleje de flere borgere, men i hvilke bygninger skal de gøre det?

Vi skal ikke tænke længere tilbage end til sidste års budgetforhandlinger, her var der anlægsønsker for et meget stort beløb. Langt mere end der var anlægsramme til. Dette resulterede i, at stort set alle kommuner var nødt til at rykke nogle af deres ønskede anlægsprioriteringer - om de var nødvendige eller ej - i forhold til den enkelte kommunes demografiske udvikling.

Når jeg zoomer ind på Kerteminde kommune, så står vi overfor at skulle etablere tre plejehjem og en daginstitution inden for de næste fem år. Disse fire projekter ville fylde en stor del af vores anlægsramme de kommende år, så det kunne vi jo så bare prioritere, men så ville hullerne i vejen heller ikke kunne blive fyldt helt op.

Nu kommer vi så tilbage til starten, for da vi skulle planlægge fremtidens anlægsbudget med baggrund i demografien, kunne vi konstatere, det ikke kunne lade sig gøre. Ikke fordi økonomien ikke er der til det, men fordi anlægsrammen ikke skeler til demografi.

Derfor blev beslutningen i Kerteminde Kommune, at vi skulle arbejde for at få et friplejehjem til kommunen (da de ikke belaster anlægsbudgettet, red.). Ikke på baggrund af politiske drøftelser, men på grund af tekniske teknikaliteter.

Læs også:
Presset anlægsramme tvinger røde partier til at støtte friplejehjem

Jeg skal ikke her forholde mig til, om det er godt eller skidt, men vil til gengæld forholde mig til, at den politiske drøftelse så er forsvundet. Vi er i byrådet bliver frataget den kommunale selvstyrelses ret og efterladt som nogle, der bare skal have regnestykket mellem rammerne til at gå op.

Lige nu er friplejehjemmet dog sat på pause, da KL efter sidste års udfordringer i forhold til at få de kommunale budgetter til at gå op med de nationale rammer, har valgt at se på, om der skal/kan ske ændringer i forhold til kommunernes budgetplanlægning. Håbet for det resultat, som KL kommer frem til, er, at vi i kommunerne fremover kan træffe valg på baggrund af politiske valg og ikke bare som nu skal få det til at passe ind i nogle rammer, som ikke passer med kommunernes behov.

Sidst opdateret: 17/03/2022 - 11:41

Temaer: Friplejehjem

Emner: Kerteminde Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]