
Analyse: Ændring i socioøkonomi styrer serviceudgifter
Analyse viser, at der er en relativ tæt sammenhæng mellem udviklingen i socioøkonomi og serviceudgifter. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 07/09/2021
Der er en relativ tæt sammenhæng mellem udviklingen i den socioøkonomiske sammensætning af befolkningen i de enkelte kommuner og kommunernes serviceudgifter pr. indbygger. Det viser en analyse, NB-Økonomi har udarbejdet.
I gennemsnit stiger serviceudgifterne pr. indbygger med 1,6 procent hver gang det socioøkonomiske indeks stiger med 1,0 procent (bemærk, at ændringen i det socioøkonomiske indeks her er omregnet til en procentuelt ændring, se nærmere i bunden af artiklen.)
Selvom tendensen umiddelbart er relativ klar, så er der forskel på, hvordan udviklingen har været for de enkelte kommuner.
Mens kommuner som Lejre, Varde, Hjørring, Skive, Morsø og Lolland har haft en markant lavere stigning i deres serviceudgifter end væksten i det socioøkonomiske indeks, så har kommuner som Aarhus, Rebild, Gladsaxe, Aabenraa og Langeland haft en relativ kraftigere vækst i serviceudgifterne end udviklingen i det socioøkonomiske indeks.
For en del kommuner er en væsentlig del af forklaringen, at udviklingen i det socioøkonomiske indeks for en række yderkommuner har ændret sig dramatisk på kort tid, fordi kommunerne er røget ud og ind af det særlige socioøkonomiske kriterie for faldende folketal. Det gælder eksempelvis for kommuner som Vordingborg og Aabenraa.
Helt generelt har denne analyse den indbyggede svaghed, at den forudsætter at beregningen af det socioøkonomiske indeks afspejler kommunernes serviceudgifter. Og netop utilfredsheden med den sammenhæng var årsagen til, at en række partier i foråret 2020 gennemførte en reform af den kommunale udligning.
Fakta: Sådan har vi gjort
Udviklingen i serviceudgifter er hentet fra kommunale nøgletal.
Udviklingen i det socioøkonomiske indeks er beregnet på baggrund af udviklingen de enkelte kommunernes socioøkonomiske indeks fra 2014 til 2020. Herefter er ændringen i indeksværdien beregnet som andel af det socioøkonomiske indeks i 2014.
Sidst opdateret: 07/09/2021 - 13:16
Emner: Budget










































