
Selvom det specialiserede socialområde har været udsat for et stigende udgiftspres de seneste år, planlægger de fleste kommuner med at spare på området i budgettet for 2021. - Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix
Kommunerne lægger besparelser på handicapområdet i budgettet for 2021
Kommunernes budgetter følger ikke det stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde, og budgetterne for 2021 ligger under det samlede regnskab for 2019.
Udgivet: 03/02/2021
Trods et stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde, har kommunerne igen i 2021 budgetteret med besparelser på området, og i alt 58 kommuner planlægger at have lavere udgifter på området i 2021, end man havde i 2019.
Godt nok har kommunerne under ét øget budgettet for det specialisere socialområde med knap en milliard kroner fra 2020 til 2021, men det svarer stadig ikke til de faktiske udgifter i regnskabet for 2019. Dermed ser det ud til, at kommunerne har et konsekvent efterslæb på området, hvor man gang på gang underbudgetterer det specialiserede socialområde.
Området har været under stor politisk bevågenhed i både kommunerne og på Christiansborg, fordi der har været kraftigt stigende udgifter på området, og adskillige klagesager fra borgere der ikke føler, de får den fornødne hjælp.
Senest har der været et borgerforslag om at tage handicapområdet fra kommunerne, som opnåede 50.000 underskrifter, og dermed skal diskuteres i Folketinget, hvor blandt andre Radikale Venstre har set positivt på forslaget.
Nu viser tallene for budget 2021, at kommunerne igen med al sandsynlighed underbudgetterer området, og at det stigende pres på at nedbringe udgifterne fortsætter.
I 2019 havde kommunerne samlede nettoudgifter til det specialiserede socialområde for 51,8 milliarder kroner, hvilket var 2,2 milliarder kroner over budgettet. Efter to års opjustering af budgettet er man nu næsten nået de faktiske udgifter i 2019, men hvis det skal holde vand, så kræver det, at man over en to-årig periode vender udgiftsudviklingen, og i alt sparer cirka 100 millioner kroner på området.
Stigning skyldes flere ting
Det stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde skyldes en kombination af flere ting. Ifølge et notat fra KL i 2019, kan det stigende udgiftspres primært forklares med, at der kommer flere personer med psykiske lidelser, og at mange ydelsesmodtagere lever længere tid. Det gør, at det samlede plejebehov øges, og at plejebehovet for den enkelte i nogle tilfælde også øges.
Det stigende plejebehov betyder, at selvom kommunerne sparer på den enkelte modtager af kommunal hjælp, så stiger udgifterne stadig, fordi der kommer flere til.
Samtidig er der ifølge notatet en stigning i antallet af borgere, som kommer fra beskæftigelsesområdet til det specialiserede socialområde, hvor blandt andet flere tidligere modtagere af førtidspension nu skal have hjælp under socialområdet.
Spareøvelser giver ikke pote
I takt med det stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde, har en stor del af landets kommuner forsøgt at spare på området, fordi kommunen ikke kan følge med de stigende udgifter. Men trods flere runder af besparelser og effektiviseringer er der fortsat ikke noget, der tyder på, at kommunerne kan nedbringe udgifterne på området, så længe der kommer flere til.
Til gengæld oplever de enkelte borgere at få en dårligere service, og det kan blandt andet være en af årsagerne til, at der nu i både Folketinget og blandt befolkningen er en stigende skepsis over for, at kommunerne også i fremtiden skal varetage området.
I en nylig undersøgelse foretaget af Dansk Handicapforbund svarer 44 procent af de adspurgte, at de oplever, at kommunen vægter økonomien højest, når de udmåler støtten til de handicappede, mens 45 procent mener, at kommunerne undlod at lytte til eksperter i deres sag. Samtidig vælger 40 procent af personerne med handicap at købe privat hjælp, fordi de ikke mener, at kommunens tilbudte hjælpe er tilstrækkelig.
Problemet for Folketinget bliver, at hvis man i stedet lægger det specialiserede socialområde under statens budget, så er det pludselig politikerne på Christiansborg, der skal stå til ansvar for området.
Her vil Folketinget have to muligheder: Enten skal man spare på området, og dermed modtage et stigende antal klager fra borgere, som så vil rette deres utilfredshed mod Christiansborg i stedet for kommunerne. Eller også vil det stigende udgiftspres betyde, at pengene tages fra statskassen, og dermed vil der være et mindre forhandlingsrum til kommende års finanslove.
Faktum er, at både Venstre og Socialdemokratiet ønsker at beholde området hos kommunerne.
Fakta - Sådan har vi gjort:
For hver kommune har vi hentet regnskabsdata for det specialiserede socialområde i 2019 fra Danmarks Statistik.
Data er udvalgt på baggrund af den autoriserede kontoplans opgørelser i kapitel 3.5: Social opgaver og beskæftigelse.
Udgifter til det specialiserede socialområde dækker over 3.5.2 tilbud til børn og unge med særlige behov; hovedfunktion 5.28 og 3.5.4 Tilbud til voksne med særlige behov; hovedfunktion 5.38.
For undersøgelsen vedrørende børneområdet er konti 3.5.4 udeladt.
Indbyggertal er ligeledes indhentet fra Danmarks statistik. Data er udvalgt fra opgørelse over folketal fra 3. kvartal i 2019. Indbyggere der indgår i undersøgelsen om prisen pr. indbygger, er alle imellem 0-64 år. For undersøgelsen angående børneområdet er børn fra 0-17 år repræsenteret. Data fra 2019 er pris/løn reguleret til 2021
Efterfølgende er det udregnet hvor mange udgifter kommunerne har haft på det specialiserede socialområde pr. 0-64-årig. I gennemsnit er der brugt 11.091 kr. pr. indbygger på det specialiserede socialområde.
For udviklingen fra regnskabet for 2019 til budgettet for 2021 er ovenstående konti ligeledes brugt.
Dernæst er den procentvise udvikling i regnskabsudgifterne fra 2019 til budgetudgifterne i 2021 udregnet. Data fra 2019 er pris/løn reguleret til 2021 PL med satserne fra økonomiaftalerne. Den gennemsnitlige udvikling i udgifter til det specialiserede socialområde på landsplan svarer i faste priser til et fald på -0.08% fra regnskab 2019 til budget 2021.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Temaer: Kommuneøkonomi







































