- Foto: Datawrapper

Mellemskat ryger ud i FL27: Skatteyderne fylder fem gange så meget i Rudersdal som på Lolland

Regeringen vil afskaffe mellemskatten som led i sit finanslovsudspil. Den skatteydergruppe, der står til at få glæde af lettelsen, fylder godt fem gange så meget blandt borgerne i Rudersdal som på Lolland.

Udgivet: 09/10/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Som en del af sit finanslovsudspil vil regeringen afskaffe mellemskatten og dermed give de berørte skatteydere flere penge mellem hænderne. Men en kommuneopgørelse fra Skatteministeriet viser store geografiske forskelle på, hvor meget skatteydergruppen fylder blandt indbyggerne.

Fakta

Hvem betaler mellemskat?

  • Mellemskatten er en statsskat på 7,5 procent. I 2026 betales den af personlig indkomst over 641.200 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag. Skatten betales kun af den del af indkomsten, der ligger over grænsen.

  • For en lønmodtager svarer grænsen til cirka 697.000 kr. om året før arbejdsmarkedsbidrag, eksklusive pensionsindbetalinger, der ikke indgår i skattegrundlaget.

  • Mellemskatteyderne omfatter både personer, der alene betaler mellemskat, og personer med højere indkomster, der også betaler topskat eller toptopskat. Gruppen kan blandt andet bestå af lønmodtagere, selvstændige og pensionister. Positiv nettokapitalindkomst kan også udløse mellemskat.

  • Mellemskatten er adskilt fra kommuneskatten. En afskaffelse giver derfor de berørte borgere lavere statsskat og reducerer ikke i sig selv kommunernes skatteindtægter.

I Rudersdal er der omkring 239 skatteydere i gruppen pr. 1.000 indbyggere, mens tallet på Lolland er 46. Dermed fylder gruppen godt fem gange så meget i den nordsjællandske kommune.

Det viser NB-Økonomis beregninger på baggrund af Skatteministeriets skøn over antallet af topskatteydere i 2025, som fra 2026 hører under mellemskatten. Gruppen omfatter både personer, der alene betaler mellemskat, og personer med højere indkomster, som også betaler topskat eller toptopskat.

Regeringen har samtidig en ambition om at skabe bedre balance mellem land og by. Betragtet isoleret peger dette forslag imidlertid på, at afskaffelsen af mellemskatten vil komme en langt større andel af borgerne til gode i velstående hovedstadskommuner end i kommuner som Lolland.

Mellemskatten er en statsskat, så selve afskaffelsen reducerer ikke kommunernes skatteindtægter. Den geografiske forskel handler om, hvor stor en andel af kommunens borgere der får flere penge mellem hænderne.

Store forskelle mellem kommunerne

I Rudersdal har ministeriet skønnet antallet til 13.700 personer. Aalborg har med 18.300 flere skatteydere i gruppen, men målt i forhold til indbyggertallet er billedet omvendt: Her ligger Aalborg på omkring 81 pr. 1.000 indbyggere mod Rudersdals 239.

Også Hørsholm og Allerød ligger højt med henholdsvis 230 og 207 pr. 1.000 indbyggere. I Tønder, Vesthimmerland og Guldborgsund ligger antallet mellem 58 og 59.

København har med 87.500 personer det største antal i opgørelsen. Målt i forhold til indbyggertallet ligger hovedstaden på 131 pr. 1.000 indbyggere og dermed væsentligt under flere af kommunerne nord for København.

Fakta

Hvor mange er berørt af mellemskat

  • I alt er det 523.000 fuldtidsbeskæftigede danskere, svarende til ca. 26 pct. alle fuldtidsbeskæftigede i Danmark, der kan se frem til at vinke farvel til mellemskatten med den nye skattereform.

  • Tæller man alle berørte, er der ca. 619.000 personer, som slipper for at betale mellemskat.

  • Afskaffelsen af mellemskatten vil i følge Skatteministeriet lede til en gennemsnitlig årlig stigning i disponibel indkomst på ca. 7.200 kr. i 2030 for de borgere, der i dag er i fuldtidsbeskæftigelse og betaler mellemskat.

Også højindkomstgrupper får en lettelse

Lettelsen vil både omfatte personer, der alene betaler mellemskat, og personer, der fortsat skal betale topskat. Sidstnævnte får også lavere skat på indkomsten mellem mellemskatte- og topskattegrænsen.

Regeringen vil desuden afskaffe toptopskatten. De berørte højindkomstgrupper betaler også mellemskat og er dermed omfattet af den skatteydergruppe, kortet beskriver. Kortet viser antallet af personer, men ikke den ekstra lettelse, nogle vil få fra afskaffelsen af toptopskatten.

Artiklen ser alene på afskaffelsen af mellemskatten. Den samlede virkning af skatteplanen afhænger også af de øvrige ændringer og finansieringen, herunder den nye hovedaktionærmodel, som regeringen vil bruge til at finansiere afskaffelsen af toptopskatten.

Mellemskatten står fortsat i budgettet

I finanslovsforslagets skattebilag indgår mellemskatten fortsat med et forventet provenu på 13,3 mia. kr. i 2027. Opgørelsen bygger på gældende skatteregler og indeholder dermed ikke den foreslåede afskaffelse.

Beløbet er provenuet fra den eksisterende mellemskat og ikke en opgørelse af, hvad regeringens forslag vil koste. En sådan beregning skal også tage højde for blandt andet den foreslåede ændring af topskatten.

Sådan har vi gjort

Kommunetallene stammer fra Skatteministeriets svar på spørgsmål 307 til Folketingets Skatteudvalg fra maj 2025. Beregningen bygger på indkomstoplysninger fra 2021, fremskrevet til 2025-niveau med fuldt indfasede skatteregler for 2030, og antallet af skatteydere er afrundet til nærmeste 100.

Kortet viser derfor den geografiske fordeling på ministeriets tidligere beregningsgrundlag og er ikke en ny kommuneopgørelse over modtagerne af den foreslåede skattelettelse.

Sidst opdateret: 09/10/2026 - 12:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]