En milliard i særtilskud fordelt: Olsen Dyhr prioriterer landkommuner
22 kommuner får tilsammen en milliard kroner fra særtilskudspuljen i 2027. Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger, at regeringen denne gang har lagt ekstra vægt på landdistrikterne.
Udgivet: 31/08/2026
Godt halvdelen af de 45 kommuner, der har søgt om særtilskud i 2027, får del i den milliard kroner store § 16-pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Det fremgår af Økonomi- og Indenrigsministeriets fordeling, der er offentliggjort mandag. Største modtager er Lolland Kommune, som får 223 mio. kr. Kommunen havde søgt om 333 mio. kr.
Ifølge økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) er tildelingen sket efter en række objektive kriterier, men regeringen har ved dette års fordeling samtidig lagt større vægt på kommuner i landdistrikterne.
"Der er en masse parametre. Det er nogle af de samme parametre, som ligger i udligningsreformen. Der er jo blandt andet spørgsmålet om land-by, altså landdistrikter," siger Pia Olsen Dyhr til NB-Økonomi.
"Og så har vi skruet denne her gang lidt mere på landdistrikterne, fordi vi kan se, at forskellen mellem land og by bare vokser i de her år, og regeringen har et særligt fokus på dem."
22 kommuner får særtilskud. Det er samme antal som sidste år. Kun to kommuner skifter plads: Albertslund, der fik 10 mio. kr. i 2026, får ikke noget i 2027 trods en ansøgning på 50 mio. kr., mens Struer kommer ind med et tilskud på 20 mio. kr. Kommunen søgte ikke om særtilskud til 2026.
Pengene skal ikke smøres for tyndt ud
Dermed står 23 af de 45 ansøgerkommuner tilbage uden særtilskud.
Pia Olsen Dyhr understreger, at det ikke betyder, at ministeriet vurderer, at de øvrige kommuner er uden økonomiske udfordringer.
"De kommuner, der ikke får – og jeg ved godt, der er 23, der ikke får, og 22, der får – det er jo ikke fordi, at de ikke har udfordringer. Det er jeg ganske vist opmærksom på. Men vi bliver nødt til at prioritere midlerne dér, hvor der er allermest brug for dem. Ellers får vi det jo smurt alt for tyndt ud i forhold til de udfordringer, vi står med," siger hun.
Puljen blev med økonomiaftalen for 2027 forhøjet fra 800 mio. kr. til en milliard kroner. Alligevel havde kommunerne samlet søgt om knap 2,75 mia. kr., og antallet af ansøgere nåede 45.
Ifølge Pia Olsen Dyhr hænger det vedvarende store behov for særtilskud blandt andet sammen med svagheder i det nuværende udligningssystem.
"Det er jo ét, fordi den udligningsreform, der blev lavet tilbage i 2020, ikke løste de problemer, man skulle," siger hun.
Ministerens ambition er, at den kommende reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem skal reducere behovet for særtilskud markant – og helst gøre puljen helt overflødig.
"Jeg er også i tvivl om, når man nu laver en ny udligningsreform, om vi kan løse det hele. Finansieringsudvalget arbejder jo hårdt på det, og sidder og kigger på, om man kan dække det hele ind. Men der kan jo godt være ting, som man ikke bare kan løse, fordi det slår rigtig meget ud i et lokalområde."
"Men ambitionen er jo helt at undgå at have en særtilskudspulje, som har været nødvendig på baggrund af den udligning, man lavede sidst," siger Pia Olsen Dyhr.
Hun vil på nuværende tidspunkt ikke sige, om regeringen kan være på vej mod endnu en forhøjelse af særtilskudspuljen i økonomiaftalen for 2028.
"Jeg kommer ikke til at tage stilling til næste års økonomiaftale allerede nu. Det kommer vi tilbage til, når den tid er," siger ministeren.
Ministerens pointe er samtidig, at kommunernes aktuelle økonomiske problemer ikke alene skal ses gennem særtilskudspuljen. Hun peger på, at de seneste års økonomiaftaler har givet kommunerne større muligheder for at løfte velfærden end i en længere periode forinden.
"Det er jo kun de sidste to år(ØA25 og ØA26) udover i år (ØA27), at man har valgt at lave gode store økonomiaftaler. Og det vil sige, velfærden ude hos borgerne – vores børn, vores ældre, vores folkeskoler – har kunnet mærke det, så man har kun dækket det, der svarer til det demografiske træk. Det er jo det, der er blevet ændret og også ændret i år," siger Pia Olsen Dyhr.
Tilskudspulje lapper huller - men dækker ikke helt
Hos Landdistrikternes Fællesråd ser formand Steffen Damsgaard positivt på, at en række kommuner har fået en håndsrækning.
"Det er de allermest udfordrede kommuner, man har givet en håndsrækning. Umiddelbart er der stadigvæk et stykke vej til at lande et budget i de kommuner, som har fået håndsrækningen, men de er dog kommet et skridt videre. Alle har talt om Lolland, som har en helt ekstrem situation, men der er også andre kommuner, som står overfor store besparelser. De befinder sig i en økonomisk situation, hvor det virker meget svært at nå en balance i budgettet, og hvor man kan frygte, at der skal skæres dybt i strukturerne for at skabe balance," siger Steffen Damsgaard.
Lige før økonomiaftalen foreslog Landdistrikternes Fællesråd, at særtilskudspuljen blev hævet til i alt 1,25 mia. kr. Som bekendt blev puljen forhøjet fra 800 mio. kr. sidste år - men "kun" til 1 mia. kr.
"I bund og grund burde man have startet med at gøre puljen større — som vi også foreslog, i hvert fald en kvart milliard større. Men det er også fuldstændig afgørende, at man når i mål med de analyser, der skal danne grundlag for en ny udligningsreform. Den skal gerne være objektiv og skabe de rigtige rammer for alle kommuner, så ø- og yderkommuner får et mærkbart løft. Det her peger mod, at det blot vil blive mere skævt år for år, indtil der kommer en ny reform på plads," siger han.
Fire kommuner inviteres til partnerskabsaftaler
Lolland, Langeland, Læsø og Morsø Kommuner modtager med tildelingen af særtilskud en invitation til dialog med ministeriet om mulige udviklingspartnerskaber. Alle har tidligere haft partnerskabsaftaler. Morsø Kommunes aftale udløber ved udgangen af 2026, mens de tre andre kommuners aftaler udløb ved udgangen af 2025.
Bornholm er eneste kommune med en partnerskabsaftale, der løber videre i 2027. Den gælder fra 2025 til og med 2028 og sikrer kommunen et fast tilskud på 50 mio. kr. årligt. For 2027 har kommunen fået yderligere 60 mio. kr. i særtilskud. Kommunen søgte om i alt 143 mio. kr. i 2027.
Hverken Frederikshavn eller Vordingborg er blevet inviteret til dialog om et udviklingspartnerskab. Begge kommuner havde eller ansøgt om et flerårigt partnerskab.
"En flerårig aftale giver større tryghed. Mange kommunalbestyrelser og administrationer siger, at det etårige særtilskud hjælper dem i mål i år, men at de stadig er nødt til at se på ældresektoren, plejehjem, skolestrukturer og pasningsområdet. De kan nemlig ikke vide, om de får penge igen næste år, og så tør de ikke lade være med at skære dybt i de decentrale strukturer i landdistrikterne. Man burde i langt højere grad have taget flere kommuner med i disse udviklingsaftaler for at skabe visshed frem til, at en ny tilskuds- og udligningsreform er på plads," siger Steffen Damsgaard.
Sidst opdateret: 31/08/2026 - 13:10









































