Finansudvalget på Christiansborg.

Finansudvalget på Christiansborg. - Foto: Christian Brandt Pedersen, NB-Økonomi

Udsættelse udeblev - MTU'en er på vej

Den sene regeringsdannelse satte den vigtige tilskudsudmelding under pres, og ministeriet havde endda en nødplan klar. Nu er aktstykket vedtaget.

Udgivet: 30/06/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne kan ånde lettet op. Efter flere ugers usikkerhed som følge af de langstrakte regeringsforhandlinger er det nu klart, at Meddelelse om Tilskud og Udligning (MTU) for 2027 kan udsendes som planlagt den 1. juli.

Det står klart, efter at Folketingets Finansudvalg tirsdag klokken 13.00 har behandlet og godkendt det omfattende bloktilskudsaktstykke, som omsætter de indgåede økonomiaftaler med kommuner og regioner til de konkrete tilskuds- og udligningsbeløb.

Ministeriet udsender som udgangspunkt hvert år senest den 1. juli meddelelse til alle kommuner om deres tilskuds- og udligningsbeløb for det kommende år.

Dermed undgår kommunerne den forsinkelse, som Økonomi- og Indenrigsministeriet på forhånd havde advaret om kunne blive nødvendig.

Nødplan blev ikke nødvendig

I sidste uge kunne NB-Økonomi fortælle, at et brev fra økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) til Folketingets Finansudvalg afslørede, at ministeriet havde udarbejdet en egentlig nødplan.

Den sene regeringsdannelse den 3. juni betød, at bloktilskudsaktstykket ikke kunne nå det ordinære møde i Finansudvalget den 25. juni. Derfor anmodede regeringen om et ekstraordinært møde den 30. juni.

I brevet gjorde ministeren samtidig opmærksom på, at hvis Finansudvalget stillede spørgsmål af opsættende karakter, var der allerede reserveret et nyt ekstraordinært møde den 2. juli. Og hvis aktstykket heller ikke kunne godkendes dér, ville ministeriet være nødt til at udskyde udsendelsen af tilskud og udligning til efter sommerferien.

Det scenarie blev imidlertid aldrig aktuelt. Finansudvalget behandlede aktstykket som planlagt tirsdag, og dermed kan Økonomi- og Indenrigsministeriet udsende MTU inden for den normale frist den 1. juli. Alt andet lige at ministeriet ikke har andre udfordringer.

Vigtigt dokument for kommunerne

For kommunernes økonomiafdelinger er MTU et af årets absolut vigtigste dokumenter.

Først når meddelelsen er udsendt, kender de 98 kommuner de endelige beregninger af bloktilskud, udligning, beskæftigelsestilskud, statsgaranti og de øvrige tilskudsordninger, som danner grundlag for budgetlægningen for 2027.

Selv om økonomiaftalen mellem regeringen og KL allerede er indgået, er det først med MTU, at kommunerne kan regne de konkrete økonomiske konsekvenser igennem og færdiggøre budgetarbejdet frem mod budgetvedtagelserne i efteråret.

Årets proces har været mere usikker end normalt på grund af regeringsdannelsen i juni, men med Finansudvalgets godkendelse er tidsplanen nu tilbage på sporet. Kommunerne kan derfor se frem til at modtage MTU som planlagt den 1. juli.

Sidst opdateret: 30/06/2026 - 13:59

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]