
"Vi har haft et klart ønske om at finde besparelser, der i mindst mulige grad påvirker borgere og medarbejdere. For de berørte vil det naturligvis opleves tungt. Men det er, situationen taget i betragtning, lykkedes at nå i mål med en god del af de nødvendige besparelser," siger borgmester Trine Egetved (K) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Straksbesparelser i Gribskov skal stoppe budgetoverskridelse på 88 millioner kroner
De største besparelser finder politikerne på anlæg, hvor nogle projekter udskydes - og nogle helt aflyses. Det sker, efter budgetopfølgningen viste et forventet merforbrug på 88 millioner kroner.
Udgivet: 25/06/2026
På et ekstraordinært byrådsmøde i Gribskov Kommune har byrådet onsdag aften vedtaget straksbesparelser, som allerede skal gælde fra i år.
Det skyldes, at det i budgetopfølgningen viste sig, at kommunen har et forventet merforbrug på 88 millioner kroner i den ordinære drift.
Der har allerede været indført ansættelsesstop og "tilbageholdenhed", og nu er de øvrige besparelser på plads.
Samtlige partier bakker op om straksbesparelserne.
Besparelser på service, anlæg og administration
Kommunen finder hovedparten af besparelserne på anlæg, hvor der samlet er fundet en reduktion af budgettet i år på omtrent 63 millioner kroner ved at udskyde eller helt annullere udvalgte projekter.
Blandt de udskudte projekter er blandt andet bygningsvedligehold og renovering af veje og broer.
På service sparer man 12 millioner kroner i år. Det sker ved at øge egenbetaling for tøjvask på plejehjem, sænke tilskuddet til hjemmepasning af eget barn, reducere erhvervsindsatspuljen og udskyde ansættelsen af en medarbejder til grønt vedligehold af sommerbyerne.
Også den økonomiske ramme på folkeskole, specialskole og Ungdomsskolen nedreguleres i resten af 2026, oplyser kommunen.
Særlig opmærksomhed på folkeskolen næste år
Byrådet har bedt direktionen finde besparelser for 12 millioner kroner i år ved opbremsning og tilbageholdenhed.
Det betyder dels, at kun ledige stillinger, der er absolut kritiske for driften, må besættes. Og at indkøb og investeringer, der kan vente, bliver udskudt, oplyser kommunen.
"Nogle indsatser vil også virke ind i næste års budget. Men planlægningen af næste års økonomi kører i et spor for sig, og vi vil have særlig opmærksomhed på blandt andet folkeskolen og ældreplejen for at sikre langsigtede og bæredygtige løsninger," siger borgmester i Gribskov Kommune, Trine Egetved (K), i en pressemeddelelse.
"Vi har haft et klart ønske om at finde besparelser, der i mindst mulige grad påvirker borgere og medarbejdere. For de berørte vil det naturligvis opleves tungt. Men det er, situationen taget i betragtning, lykkedes at nå i mål med en god del af de nødvendige besparelser," tilføjer borgmesteren.
Merforbrug på det specialiserede socialområde
Af mødet for budgetopfølgning fremgår det, at der alene på det specialiserede socialområde i år forventes et merforbrug på 16,5 millioner kroner svarende til en afvigelse på 9 procent i forhold til budgettet.
"Der er på tværs af alle landets kommuner øgede udgifter til de store velfærdsområder – ikke mindst til de specialiserede socialtilbud. Den netop vedtagne økonomiaftale mellem staten og KL vil ikke dække merudgifterne. Derfor vil vi også i Gribskov Kommune skulle se på, hvor vi kan reducere udgifterne i de kommende år. Men det er vigtigt for mig at sige, at de besparelser, vi gennemfører nu, handler om 2026," siger Trine Egetved.
Administrationen forventer et merforbrug på 40,9 millioner kroner i 2026 på Ældre, Social, Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets område, hvilket svarer til en afvigelse på 3,5 procent. Administrationen for Voksne med særlige behov forventes at overskride budgettet med 20,1 millioner kroner.
Derudover forventes et merforbrug på 20,5 milioner kroner på læring og undervisningsområdet, svarende til en afvigelse på 3,6 procent. Merforbruget knytter sig primært specialundervisningsområdet, står der. Find alle overskridelserne i referatet her.
Besparelser på tværs af kommuner
Gribskov Kommune er ikke den første kommune, som har udgifter der går over budget.
På tværs af kommuner er det særligt det specialiserede socialområde, der får udgifterne til at stikke af.
Læs hele referatet med spareinitiativer her.
Sidst opdateret: 25/06/2026 - 13:39









































