
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Analyse: Finansministeriets regnemetode kan undervurdere sundhedsudgifter med 52 mia. kr.
Nye forskning fra ROCKWOOL Fonden peger på, at en udvidet regnemetode ville ændre vurderingen af sundhedsudgifterne i 2035 med et tocifret milliardbeløb.
Udgivet: 15/06/2026
I en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden har man fremskrevet de samlede danske sundhedsudgifter til 2035 med en ny regnemodel.
I analysen tages der ikke kun højde for befolkningsudviklingen, men også for, at sundhedsudgifterne kan udvikle sig forskelligt på tværs af aldersgrupperne. Altså, at udviklingen for f.eks. de 30-35 årige er anderledes end for de 80+ årige.
Forskerne bag rapporten kommer frem til, at det vil give til en stigning på knap 89 procent.
Det er markant højere end en fremskrivning med ens vækst i alle aldersgrupper, som Finansministeriet bruger. Her er resultatet en stigning på omkring 67 pct. frem mod 2035.
Forskellen mellem de to metoder svarer ifølge ROCKWOOL Fonden til omkring 52 mia. kr. i 2035.
Analysen finder, at 19 pct. af den fremskrevne udgiftsvækst skyldes demografiske ændringer, hvor imod hele 81 pct. altså kan tilskrives de højere udgifter pr. person inden for aldersgrupperne.
Du kan se forskellen i fremskrivningerne i grafikken herunder.
(Kilde: ROCKWOOL Fonden)
Udviklingen blandt de ældre fylder mest
Særligt personer over 80 år ventes at fylde i udgiftsvæksten i fremtiden. Gruppen udgjorde omkring 5 pct. af befolkningen i 2022, men står i fremskrivningen for 46 pct. af stigningen i sundhedsudgifterne frem mod 2035. Det skyldes både, at gruppen vokser, at udgifterne i udgangspunktet er høje, men også at udgifterne i de ældre aldersgrupper vokser hurtigere end i de yngre grupper i analysens regnemodeller.
Det understreges dog også, at resultaterne ikke er en sikker prognose. De bygger på historiske data og at det ikke kan fastslås, om væksten skyldes ny teknologi, dyrere medicin, ændret behandlingspraksis eller ændret sygdomsbillede.
NB-Økonomi har forlagt ROCKWOOL Fondens analyse for Finansministeriet, og de har givet følgende svar:
”Finansministeriet udarbejder ikke en fremskrivning af de forventede sundhedsudgifter. Opgørelsen af det demografiske træk er en mekanisk beregning, der kun afspejler selve befolkningsudviklingen, givet uændrede reale udgifter pr. borger. Eventuelle udgiftsløft herudover indgår ikke i beregningen. Den konkrete prioritering i udgiftspolitikken vil altid være et politisk valg. Det gælder også udviklingen i sundhedsudgifterne frem mod 2035.”
Sidst opdateret: 15/06/2026 - 13:24










































