
- Foto: KL
KL-top aflyser Folkemødet: Økonomiforhandlingerne er nu gået i gang
De længe ventede økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL går nu i gang. Det oplyser KL's administrerende direktør Kristian Vendelbo i et opslag på LinkedIn.
Udgivet: 09/06/2026
Mens tusindvis af politikere, embedsmænd og interesseorganisationer gør klar til årets Folkemøde på Bornholm, bliver KL's administrerende direktør Kristian Vendelbo og KL's direktør for økonomi og forhandling, Morten Mandøe, hjemme.
Årsagen er, at de længe ventede økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL nu går i gang.
Det fremgår af et opslag på LinkedIn fra Kristian Vendelbo.
"Nu går økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL i gang. Med det mål, at vi kan få landet en økonomiaftale, så bloktilskuddet kan blive meldt ud, så kommunerne kan komme i gang med budgetlægningen," skriver han.
For kommunerne er meldingen væsentlig. Den bekræfter, at de egentlige forhandlinger om kommunernes økonomi for 2027 nu begynder, efter at regeringsdannelsen har udskudt den normale proces.
Ifølge Kristian Vendelbo afholdes det første politiske møde allerede i morgen onsdag.
"Så må vi bruge resten af timerne indtil starten af næste uge på at få styr på stort og småt - faktisk alt det vi normalt på denne tid ville have været i gang med nogle måneder," skriver han.
Det betyder, at både staten og KL står med et usædvanligt komprimeret forhandlingsforløb, og muligvis sigter man kun efter en aftale der tager hånd om det mest nødvendige, hvorefter en opfølgningsaftale kan komme efter sommerferien.
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 15:28









































