
Selvom Forsyningstilsynets afgørelse i februar udfordrede rekonstuktionsplanen for Odsherred Forsyning, fortsatte Ewii med at være interesserede købere. - Foto: Ewii/pressebillede
Odsherred-sagen
Energikoncernen Ewii byder officielt på Odsherred Forsyning
Ewii tager nu et ekstra skridt mod overtagelsen af Odsherred Forsyning. Energikoncernen bekræfter at have indsendt et officielt bud. (Opdateret)
Udgivet: 21/05/2026
Energikoncernen Ewii med hovedsæde i Kolding har nu indgivet sit endelige bud på Odsherred Forsyning.
Det bekræfter koncernen over for NB-Forsyning & Klima torsdag.
Hvor stort buddet er, og hvordan det er blevet modtaget, vil selskabet ikke løfte sløret for.
Direktør Lars Bonderup Bjørn kalder dog buddet et "beskedent tocifret millionbeløb" til mediet Cleantechwatch.
Ewii meldte sig som interesseret køber af Odsherred Forsyning i september 2025, da selskabet så en langsigtet værdi i at konsolidere vand- og varmebranchen.
Selvom Forsyningstilsynets afgørelse i februar udfordrede rekonstruktionsplanen for Odsherred Forsyning, fortsatte Ewii med at være interesseret køber.
"Vi havde selv vurderet, at man havde nået et for højt prisniveau. Så om det lige er de årsager, som vi har forholdt os til, kan vi ikke sige noget om. Vi er som udgangspunkt tilpas med det niveau, der er nået," sagde Lars Bonderup Bjørn dengang til NB-Forsyning & Klima.
Forsyningstilsynets afgørelse har siden fået betydning for varmepriserne og kunderne i Odsherred.
Sidst opdateret: 22/05/2026 - 12:28
Temaer: Odsherred-sagen







































