
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Debat
Værdien af erhvervsfremme i en AI-tid
AI har ændret præmissen for, hvad erhvervsfremmesystemet skal kunne, skriver to forskere.
Udgivet: 18/05/2026
Debatindlæg af
Roman Jurowetzki, lektor ved Aalborg Universitet og chefforsker ved CAISA – Det Nationale Center for AI i Samfundet
Mads Bruun Ingstrup, centerleder ved Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, Syddansk Universitet
Når virksomheder i dag henvender sig til erhvervsfremmesystemet, er de forberedte på en anden måde end tidligere.
Det skyldes blandt andet, at de på forhånd har brugt AI til at undersøge specifikke muligheder, reguleringer m.m., eksempelvis i forbindelse med udarbejdelsen af en eksportstrategi.
Erhvervskonsulenterne møder derfor ikke i samme omfang som før virksomheder uden svar, men i stigende grad virksomheder med udkast, analyser og data. Når det er virkeligheden, hvor ligger erhvervsfremmesystemets værdi så henne i dag?
Erhvervsfremmereformen fra 2018 byggede på en arbejdsdeling, der gav mening i en tid hvor specialistviden var dyr, knap og samlet få steder. Den grundlæggende erhvervsfremme skulle findes lokalt, hvorimod den specialiserede erhvervsfremme skulle udbydes af eksempelvis de regionale erhvervshuse og af de nationale klyngeorganisationer.
AI fjerner i udgangspunktet ikke logikken bag denne arbejdsdeling, men vi mener, at den ændrer præmissen. Når både virksomheder og lokale erhvervskonsulenter kan komme meget tættere på specialistviden end tidligere, bliver spørgsmålet ikke kun, hvem der formelt må vejlede og sparre om hvad. Spørgsmålet bliver snarere, hvad erhvervsfremmesystemet stadig er bedst til, og hvad det reelt ikke længere bør lave.
Den del af erhvervsfremmesystemet, der leverer generisk specialistviden, bliver særlig presset. Markedsanalyser, eksportstrategier, reguleringsoverblik, ansøgningstekster, CSRD-udkast, osv. forsvinder ikke, men disse og lignende opgaver kan ikke længere bære systemets selvforståelse og retfærdiggørelse.
Vi er af den opfattelse, at vi ikke skal bygge en fremtid på, at AI laver dårlige dokumenter. Den antagelse holder ikke. I mange tilfælde vil dokumenterne være gode nok og ofte bedre end det, virksomhederne tidligere kunne købe billigt. Men det er væsentligt at huske, at et godt dokument ikke er det samme som en god beslutning.
Det interessante forhold er derfor ikke AI kontra erhvervskonsulenter, men derimod AI-understøttede virksomheder kontra AI-understøttede erhvervskonsulenter. Hvis konsulenternes værdi reduceres til at læse AI-output kritisk igennem, bliver deres position svag, eftersom dygtige virksomhedsledelser selv kan læse kritisk samt vurdere alternativer.
Erhvervskonsulenternes fordel ligger derimod et andet sted, nemlig i evnen til at se mønstre på tværs af virksomheder. Hvilke leverandørløfter holder ofte ikke? Hvorfor går implementeringer typisk i stå? Og hvornår er en projektansøgning fyldestgørende?
Selvom det offentligt finansierede erhvervsfremmesystem ikke har patent på sådanne tværgående indsigter, så har det et mandat, private aktører ikke har. Virksomheder kan nemlig dele oplysninger med en offentlig aktør, som de ikke kan dele med en leverandør eller konkurrent, og disse indsigter kan efterfølgende føres på tværs af brancher uden konkurrenceretlig friktion. Det gør mønstergenkendelse til en legitim offentlig erhvervsfremmeopgave.
Derudover er der også noget andet, som AI ikke kan overtage. Nogen skal tage ejerskab over risikovurderingen i forbindelse med eksempelvis udarbejdelsen og implementeringen af en eksportstrategi. Nogen skal beslutte, hvor meget usikkerhed virksomheden vil acceptere, hvilke data der må bruges, og hvad ledelsen skal gøre, når eksportagenten ikke leverer varen. Kort sagt: Nogen skal bære ansvaret.
Det gælder også for valg af data, hosting og afhængigheder. En virksomhed, der uploader følsomme oplysninger til en amerikansk AI-model, har ikke bare valgt et værktøj, men en arkitektur. Mange direktører ser i dag problemet klart, men mangler realistiske handlemuligheder. Her kan erhvervsfremmesystemet tilføre betydelig værdi, dog ikke ved at bygge egne modeller, men ved at hjælpe virksomheder med at forstå konsekvenserne af deres valg.
Opsummerende mener vi, at erhvervsfremmesystemets berettigelse og selvforståelse i dag bør være, at dets konsulenter kan se mønstre på tværs, stille krav uden at være leverandør og prioritere, hvilke projekter der faktisk fortjener offentlige midler. Det er en hårdere målestok end tidligere, men vi mener, at det er en bedre målestok, og at erhvervsfremmesystemet delvist allerede i dag har forudsætningerne til at levere herpå.
Sidst opdateret: 18/05/2026 - 12:48









































