Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet. - Foto: PR-Foto: Peter Beier

Professor: Sporskiftet er i fuld gang – pengene går til socialområdet

Underforbruget på servicerammen er stort, men mindre i 2025 regnskab end i 2024, og når man samtidig har fået tilført ekstra 'sporskifte' midler - ja så er sporskiftet godt igang.

Udgivet: 29/04/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Det specialiserede socialområde ser ud til at have opslugt en stor del af de ekstra midler fra det såkaldte sporskifte i kommunernes økonomiaftale. Men det er ikke nødvendigvis et problem – tværtimod kan det være et udtryk for, at pengene er brugt der, hvor behovet er størst.

Det vurderer professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet i et interview med NB-Økonomi.

"Selvom man på den ene side ikke kan øremærke pengene nede i kommunens kasse og finde ud af, hvilken krone der er brugt til hvad, så synes jeg dog godt, man kan lave den sammenhæng, at en stor del af de ekstra midler, der er tilført, på en eller anden måde må være gået til de specialiserede socialområder. Det tror jeg godt, vi kan konkludere på det her grundlag."

Han peger samtidig på, at det ikke er overraskende, hvis netop det område er blevet prioriteret.

"Der kan sagtens være forskellige holdninger politisk om, hvad man forestiller sig, at det her sporskifte skal bruges til – om det er ældreområdet eller folkeskolen, der skal løftes. Men i et velfærdssamfund er en del af opgaven i særdeleshed at tage sig af de allersvageste, og det er mange af de borgere, der er i kontakt med det specialiserede socialområde. Så på den anden side synes jeg ikke, det er underligt, at det her sporskifte også handler om at styrke de behov, der er på det specialiserede socialområde."

Sporskiftet er allerede være i gang

Ifølge Per Nikolaj Bukh er det en fejl at konkludere, at sporskiftet ikke er slået igennem, bare fordi kommunerne samlet set ikke har brugt hele servicerammen.

"Vi kender ikke det kontrafaktiske forløb – altså hvordan kommunernes regnskab ville have set ud, hvis der ikke var givet de 2 milliarder ekstra(3,2 med demografimidler -red.). Hvis man med 2 milliarder ekstra i budgettet ender med det samme mindreforbrug som før, så er der sket et sporskifte, fordi de ekstra milliarder faktisk er blevet brugt."

Han mener derfor, at udviklingen i sig selv kan være et tegn på, at sporskiftet er i gang.

"Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at sporskiftet er i gang. Men man skal huske, at det ikke er et 'plug and play' sporskifte. Man har fået midlerne til at etablere det, og det tager tid. Man skal finde ud af, hvad medarbejderne skal lave, opslå stillinger og sikre de rette uddannelser. Jeg mener ikke, at et mindreforbrug kan tages som tegn på, at sporskiftet ikke er sket."

Samtidig peger han på, at den markante udgiftsvækst på socialområdet netop kan være et udtryk for, at midlerne er blevet omsat.

"Man kan udlægge det sådan, at sporskiftet faktisk sker nu, fordi vi kan se den her kraftige forøgelse. En mulighed er, at det er sporskiftet, vi ser, fordi nogle af de ting, der har presset sig på, nu kan blive realiseret."

Og hvis det er tilfældet, er det ifølge Per Nikolaj Bukh en legitim prioritering:

"Hvis der er den sammenhæng, at det faktisk er det specialiserede socialområde, der nu er blevet mest 'udviklet', så synes jeg, det er helt fornuftigt. Det skal man ikke have ondt af. Vi ser et sporskifte, som ude i kommunerne er blevet prioriteret således, at man hjælper de allersvageste på det specialiserede område frem for eksempelvis at løfte folkeskolen yderligere."

Styringen giver det samme resultat igen og igen

Det er tredje år i træk at kommunerne samlet set går under på servicerammen og det får Per Nikolaj Bukh til at rette blikket mod de styringsmekanismer, der omgiver kommunernes økonomi.

"Når vi har meget stærke styringsstrukturer med klare incitamenter, som forudsiger en bestemt adfærd, så kan man med god faglig samvittighed gætte på, hvad der kommer til at ske. Hvis styringsmekanismerne er de samme, så er der kun ét rigtigt svar til eksamen: Det samme sker igen. Hvis du har den samme mekanik omkring servicerammer, finansiering og sanktioner, så får du også det samme resultat hvert år."

Det giver dog også staten en stærk position i de kommende forhandlinger, vurderer han.

"Finansministeriet bringer sig i en fantastisk god forhandlingsposition, hvis man skal begrænse næste års budget. Det er lidt ligesom, hvis teenagebørnene beder om flere lommepenge til sko, men man kan se, at pengene i stedet går ind på en aktiesparekonto. Så er svaret: 'Jeg skal ikke finansiere din aktiesparekonto for det budget, du skal købe sko for'."

En enkel løsning findes allerede

Hvis man vil ændre på dynamikken, findes der ifølge Per Nikolaj Bukh en relativt enkel løsning.

"Det nemmeste ville være at lave en overførselsadgang på den uforbrugte serviceramme. Så ville man have en buffer til rådighed, som man kunne køre plus/minus med hvert år. Hvis man kørte under rammen i år, havde man det til gode til næste år. Det er den løsning, vi ved virker."

Fik du læst?

Ny rekord: Udgifterne til det specialiserede socialområde stiger med hele 2,6 mia. kr.

Fik du læst?

Socialområdet æder kommunernes sporskifteløft til velfærd

Fik du læst?

Budgetskred: Udgifterne til det specialiserede socialområde gået over med 3,7 mia. kr.

Sidst opdateret: 29/04/2026 - 13:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]