Torsdag i sidste uge holdt borgergruppen Ét Grønt Holbæk et velbesøgt borgermøde om et gigantisk datacenter, som Holbæk Kommune måske vil placere ved Omfartsvejen.

Torsdag i sidste uge holdt borgergruppen Ét Grønt Holbæk et velbesøgt borgermøde om et gigantisk datacenter, som Holbæk Kommune måske vil placere ved Omfartsvejen. - Foto: Clara Berg-Jensen/Ét Grønt Holbæk

Gigantisk datacenter splitter Holbæk: Vil bruge seks gange så meget strøm som kommunen

Debatten om datacentre, energiforbrug og grøn omstilling buldrer, efter at konkrete projekter er rykket tættere på borgerne. I Holbæk afholdt en borgerbevægelse i sidste uge et velbesøgt borgermøde, fordi et planlagt datacenter vil bruge mere strøm end alle nuværende datacentre tilsammen.

Udgivet: 27/04/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Planerne om et nyt gigantisk datacenter i Holbæk, der skal bruge seks gange så meget strøm som hele kommunen bruger i dag, har skabt bekymring blandt flere borgere.

Torsdag i sidste uge afholdt den borgerdrevne miljøgruppe Ét Grønt Holbæk, som er imod projektet, et tætpakket borgermøde på Holbæk Bibliotek om datacenteret, som efter planen skal bygges ved Omfartsvejen og Energibyen i Holbæk.

I kommunalbestyrelsen har man tidligere i år besluttet at udarbejde en lokalplan for området som første skridt mod virkeliggørelse. Med udsigt til en sådan lokalplan vil udvikleren bag datacentret, det lokale entreprenørselskab EMCH, søge aftaler med internationale datacenteroperatører om at rykke ind som brugere.

Med en kapacitet på 350 megawatt - mere end de nuværende datacentre i Danmark tilsammen - og op til 150.000 etagemeter og hundredtusinder af servere, skal datacenteret levere datakraft og lagringskapacitet til kunstig intelligens, sociale medier, streamingtjenester og andre it-funktioner.

Datacentret bliver efter planen "et af Nordens største", og borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), har tidligere meldt ud på Facebook, at hun er "enormt glad" ved udsigten til de nye arbejdspladser, datacentret kan give Holbæk.

Køen til elnettet vokser

Mens det statslige selskab Energinet har lukket for nye tilslutninger til elnettet, og køen til strømmen bliver længere, skyder datacentre op over hele landet i større og større skala. Cirka 50 datacentre trækker allerede i dag på elnettet, og i kommuner som Aalborg og Varde er store datacentre på tegnebrættet.

Spørgsmålene til datacentrenes indtog er mange:

For kan datacentrene overhovedet levere det antal arbejdspladser, som projekterne typisk lover? Er der strøm nok i elnettet til at dække det store energiforbrug? Og når vi i disse år med et stort antal datacentre på landsplan ændrer så markant i energisektoren, har vi så brug for en samlet national strategi?

Debat om datacentre

Med borgermødet i Holbæk torsdag i sidste uge, en øget opmærksomhed på datacentre blandt medierne og akutte politiske beslutninger i kommunernes tekniske udvalg, er der tegn på, at datacentrene nu får den større offentlige debat, som flere aktører har efterspurgt.

Formand for plan- og erhvervsudvalget i Holbæk Kommune, Eva Anker Lund (S), deltog selv i borgermødet torsdag aften. Hun hilser en national debat om datasuverænitet og datacentres rolle i fremtiden velkommen.

"Der er en diskussion om datacentre, som vi mangler at have i Danmark. Det er ikke særlig gennemsigtigt, hvem der driver datacentrene i dag, eller hvor vores data ligger," siger hun og tilføjer:

"Data er virkelig guld værd, men de færreste har forstået, hvordan data bliver brugt. Personligt så jeg helst, at min sundhedsdata lå i Danmark, men jeg aner ikke, hvor den ligger i dag," siger hun til NB-Kommune.

Udvalgsformanden understreger, at Holbæk Kommune endnu ikke har sagt endeligt ja til, at der skal komme et datacenter.

"Vi har sagt ja til at igangsætte lokalplansarbejdet for at belyse alle forhold omkring projektet, så vi kan tage stilling til det på et oplyst grundlag," siger hun og anerkender, at der stadig er mange ubekendte i projektet:

"Vi ved ikke endnu, hvordan datacenteret konkret vil løse de grønne ambitioner. Der er mange detaljer, vi ikke kender endnu. Der er mange fine tanker på papiret om grøn omstilling, men vi ved ikke endnu, hvordan det bliver i praksis."

Det kan blive et projekt, der gør fjernvarmen billigere i Holbæk. Spørgsmålet er, hvor mange arbejdspladser og hvor meget fjernvarme et datacenter faktisk kan skabe.

Eva Anker Lund (S), formand for plan- og erhvervsudvalget, Holbæk Kommune Holbæk Kommune

Sidste store gasby

Som NB-Forsyning & Klima tidligere har beskrevet, er Holbæk Danmarks sidste store gasby. I 2025 var der således registreret 19.344 gasfyr i kommunen, hvilket er flest gasfyr blandt alle kommuner.

Lokalt presser spørgsmålet om Holbæks varme- og energiforsyning altså på. For er det en korrekt prioritering, at bygge et såkaldt hyperskala datacenter, som bruger seks gange så meget strøm som hele kommunen i dag forbruger, når man endnu ikke har omstillet sig fra opvarmning med gas?

Eller kan der være fordele ved at bygge et datacenter i forhold til udrulningen af fjernvarme?

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen har ikke ønsket at stille op til interview med NB-Kommune, men hun har sendt dette skriftlige svar:

"Vi ser nogle interessante synergier i forhold til genanvendelse af overskudsvarme fra centret, og der følger også nogle nye arbejdspladser med, hvis det bliver en realitet. Når det er sagt, forstår jeg godt, at udsigten til et datacenter i den skala, kan skabe bekymringer hos borgerne. Men mange af de bekymringer skal netop belyses i planarbejdet, og der vil også være inddragelse i forløbet. Derfor bakker jeg også op om, at borgerne engagerer sig."

Kan blive et kæmpe aktiv

Det ærgrer Eva Anker Lund, at Holbæk stadig ligger som Danmarks sidste store gasby. Derfor er kommunen opsat på at få omstillet varmeforsyningen fra gas til fjernvarme. Og i den proces kan det planlagte datacenter potentielt få en rolle at spille:

"Det kan blive et projekt, der gør fjernvarmen billigere i Holbæk. Spørgsmålet er, hvor mange arbejdspladser og hvor meget fjernvarme et datacenter faktisk kan skabe. Men hvis vi kan bruge overskudsvarmen fra datacentret, kan det blive et kæmpe aktiv. Både for borgerne og virksomhederne i Holbæk Kommune."

Der kan altså være fordele og ulemper ved projektet:

"Vi er nødt til hele tiden at lede efter muligheder for at gøre kommunen grønnere og mere bæredygtig. Men vi har ikke prioriteret endnu, fordi vi simpelthen ikke ved nok," siger Eva Anker Lund.

Energistyrelsen har i deres seneste analyseforudsætning forsøgt at forudse, hvor meget strøm, datacentrene vil sluge i fremtiden. Ifølge tallene vil strømmen til datacentre udgøre cirka 20 procent af det samlede elforbrug i 2050.

Sidst opdateret: 04/05/2026 - 12:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]