Det er næsten to årtier siden, at en kommune er blevet lagt under statens administration. Men pilen peger i den retning for Lolland Kommune, vurderer professor Kurt Houlberg.

Det er næsten to årtier siden, at en kommune er blevet lagt under statens administration. Men pilen peger i den retning for Lolland Kommune, vurderer professor Kurt Houlberg. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Professor: Derfor har Lolland kurs mod at blive sat under administration

Færre borgere, færre skatteindtægter og et gigantisk hul i budgettet presser kommunen mod at blive sat under administration, vurderer professor Kurt Houlberg.

Udgivet: 23/03/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Det er ikke sket siden 2008, at en kommune er blevet sat administration, men det kan meget vel blive virkeligheden for Lolland Kommune.

For allerede fra næste år mangler der over en halv milliard kroner i budgettet, og det er næsten en umulig opgave for kommunen, vurderer professor og kommunalforsker Kurt Houlberg fra VIVE.

“Det er meget, meget alvorligt. Det er svært at se, hvordan Lolland Kommune skal få budgettet til at hænge sammen uden en eller anden form for håndsrækning fra staten," siger han til NB-Kommune.

"Pilen peger i retning af, at kommunen bliver sat under administration."

Kommunen har en kassebeholdning (likviditet efter kassekreditreglen) på omtrent 124 millioner kroner, som langtfra dækker hullet på 531 millioner kroner. Ifølge Houlberg kan kommunen blive tvunget til at tømme kassen hurtigt.

"Kommunen vil have behov for at trække så meget på kassebeholdningen, at den nærmest halvvejs inde i året vil kunne se bunden," siger han.

Hvis kassen bliver tømt, kan det ende med, at Lolland bliver sat under statens administration, som det skete i eksempelvis Vesthimmerlands Kommune og Syddjurs Kommune i 2008. Men hvordan ender en kommune som Lolland med så stort et underskud?

Lollands dilemma

I de seneste år er befolkningen på Lolland skrumpet, og det betyder færre skatteindtægter til at betale for skoler, svømmehaller og kulturliv.

Ifølge Kurt Houlberg står kommunen derfor i et klassisk dilemma: På den ene side kan skolelukninger og andre besparelser være nødvendige for at forbedre økonomien, på den anden side risikerer det at gøre området mindre attraktivt for tilflyttere.

“Det er en ond cirkel, som kan være utroligt svær at komme ud af,” siger han.

Det faldende befolkningstal er nævnt som en udfordring i kommunens budgetter de seneste tre år. Og der er gennemført en række besparelser, men grænsen er ved at være nået, fremhæver Kurt Houlberg.

"Dilemmaet er, at hvis Lolland bliver ved med at spare, som man har gjort tidligere, så risikerer man at trække tæppet væk under kommunens mulighed for at tiltrække og fastholde borgere," siger han.

Kommunen gennemførte besparelser for omtrent 59 millioner kroner i 2024 og 28 millioner kroner i 2025. I 2026 forventer kommunen besparelser for 12 millioner kroner. Det er særligt skoler, dagtilbud og ældrepleje, der er ramt af sparekniven.

Skæv udligning

Samtidig har borgmester i Lolland Kommune, Marie Louise Brehm (Din Stemme), tordnet mod udligningssystemet, som skal kompensere kommuner alt efter, hvor mange udgifter de har til eksempelvis antallet af ældre eller førtidspensionister.

"Vi kunne ret hurtigt se, at udligningen ville save os over. Og det har den så også gjort," har hun tidligere sagt til NB-Kommune.

Kurt Houlberg påpeger også, at udligningssystemet ikke kompenserer fuldt ud for Lollands udfordringer.

"Lolland har ekstraordinært store strukturelle udfordringer, som giver systematiske ubalancer og meget vanskelige vilkår til at få budgetterne til at hænge sammen," siger han.

“Man kan med rimelighed diskutere, om kommunen bliver stillet over for nogle fuldstændig urimelige vilkår," tilføjer han.

Fik du læst?

Kommune med underskud på en halv milliard frygter statslig administration

Sidst opdateret: 26/03/2026 - 14:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]