Det er ansvarsforflygtigelse, når ministeren med ansvar for landdistrikterne, Thomas Danielsen fra Venstre, forsøger at give de finansielle virksomheder ansvaret for de store problemer med at finansiere boliger i land- og yderkommuner.

Den enkle sandhed er, at Venstre om noget parti bærer ansvaret for en skævvridning af det danske boligmarked. Det er sket gennem en skævvridning af ejendomsskattebyrden, så boligejerne i de store byer er sluppet stadig billigere på bekostning af boligejerne i land- og yderkommunerne.

Det helt enkle bevis for den påstand er, at boligejerne i 13 yderkommuner skal betale mellem 15 og 17,7 promille i grundskyld, mens man i 20 storbykommuner betaler mellem 3,1 og 7 promille. De store skævheder er ikke udtryk for lokal fastsættelse af grundskylden som led i det kommunale selvstyre. Det er derimod udtryk for, at et politisk flertal i Folketinget bevidst har fastsat grundskyldspromillerne så skævt, fordi man var mere optaget af at undgå prisfald på boliger i de store byer end i landdistrikterne.

Boligskat og boligpriser hænger nemlig tæt sammen. Ifølge et stort dansk forskningsprojekt fra Det Økonomiske Råd stiger prisen på en grund til en million kroner med 43.000 kroner, hver gang boligen slipper for at betale 1.000 kroner i boligskat.

Det betyder, at en bolig på en grund til 10 millioner kroner på Frederiksberg er steget med cirka fem millioner kroner, alene fordi Folketinget valgte at fastsætte grundskyldspromillen i kommunen uforholdsmæssigt lavt i forhold til udviklingen i hele landet.

Modsat kunne det ikke overraske nogen, at huspriserne i yderkommunerne er blevet presset af de høje grundskyldspromiller. Selvfølgelig ikke med samme beløb, men en prisændring på eksempelvis 200.000 kroner betyder til gengæld ganske meget, hvis du har en bolig til eksempelvis 700.000 kroner.

Det er derfor ikke alene fraflytningen fra landdistrikterne, som er skyld i de faldende huspriser i mange yderkommuner, men et aktivt politisk valg, da et bredt flertal med Venstre i spidsen gennem mere end 25 år har valgt at prioritere boligejerne i de store byer over landdistrikterne.

Det hele begyndte, da Venstres nybagte statsminister gennemførte det såkaldte skattestop, som betød, at der blev lagt loft over, hvor meget beskatningsgrundlaget for boliger i Danmark kunne stige. Det kræver ikke den store økonomieksamen at regne ud, at det var en kæmpe fordel for boligejere i områder med stigende priser, mens boligejere i områder med faldende priser ikke fik en bøjet 25 øre ud af det.

Slutresultatet blev, at landets fattigste boligejere i land- og yderkommunerne blev beskattet af den fulde handelspris af deres boliger, mens boligejerne i de store bykommuner med stigende priser fik en stadig større rabat, simpelthen fordi de blev beskattet af en stadig mindre andel af husets og grundens handelspris.

Den manglende sammenhæng mellem husenes vurderinger og beskatningsgrundlag blev så absurd stor, at man i 2013 ganske enkelt suspenderede opdateringen af ejendomsvurderingerne i Danmark.

Da skævhederne i boligbeskatningen i Danmark i 2017 var vokset til det, man dengang mente var uacceptable skævheder, vedtog en række partier med statsministerpartiet Venstre i spidsen en boligskattereform. Men igen blev de rigeste boligejere favoriseret ved tre afgørende beslutninger:

• Man vedtog, at de nye vurderinger ikke måtte medføre en øget skattebetaling fra boligejerne målt på kommuneniveau. Det betød ikke alene, at de store forskelle mellem boligejerne på tværs af kommunerne blev fastlåst, de blev faktisk udvidet. Forklaringen er, at grunde under etageejendomme havde været vurderet ekstra meget for lavt, og derfor fik villaejerne i de kommuner en ekstra skattenedsættelse på grund af de ekstra indtægter fra ejerlejligheder og etagebyggeri.
• Man vedtog derudover, at grundværdierne ikke længere skulle indgå i det kommunale udligningssystem og først fra 2026 skulle indgå i det kommunale udligningssystem, hvilket senere er udskudt til 2029. Dermed har det været gratis for især hovedstadskommuner, at boligejerne har fået så exceptionelt lave grundskyldspromiller.
• Man vedtog, at de nye grundskyldspromiller først skulle fastlægges efter tre år, hvilket senere blev til seks år, så de først blev fastlagt i foråret 2023. Dermed fik de skævheder mellem land og by – som jo efterfølgende blev låst fast – lov til at vokse sig betydeligt større.

Måske er det kompliceret – men facit er enkelt

Venstres og for den sags skyld de andre partier bag boligskattereformen har nydt godt af, at boligskatten og dens indflydelse på huspriserne er relativt kompliceret stof, som medierne forlængst har opgivet at formidle til vælgerne.

Og det er nok den egentlige forklaring på, at politikerne kan give alle andre end deres egne beslutninger skylden for de store skævheder på boligmarkedet. Men det ændrer ikke på, at en række partier i Folketinget med Venstre i spidsen har forstærket de stigende uligheder i boligpriserne mellem land og by.

Man kunne også sige det mere kontant: Det er ikke bankerne, som bærer hovedansvaret for problemer med at finansiere boliger i yderområder. Det er Folketinget med Venstre i spidsen, der gennem bevidst politik har forstærket skævhederne på boligmarkedet i Danmark, hedder det i denne kommentar.

NB-Økonomi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Venstre til sagen.