Pressemøde i Finansministeriet om 2035-plan

Pressemøde i Finansministeriet om 2035-plan - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

2035-plan: Velfærdsforventninger udfordrer finanspolitikken efter 2035

Regeringens 2035-plan viser solide offentlige finanser i dag – men stigende efterspørgsel efter offentlig velfærd kan på længere sigt presse råderummet markant.

Udgivet: 25/02/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Kommende generationer skal ikke regne med vækst i velfærdsudgifterne, som vi har kendt den i de senere år.

I hvert fald ikke uden at finde finansiering gennem besparelser på andre områder.

Dansk økonomi står stærkt, og finanspolitikken vurderes holdbar inden for rammerne af 2035-planen. Men selvom der ikke står en akut krise for døren nu og her, men at udviklingen i de offentlige velfærdsudgifter – hvis den løber hurtigere end forudsat – kan blive en af de mest betydningsfulde økonomiske udfordringer for kommende generationer.

I et temakapitel om generationsudfordringer peger regeringen selv på, at det gode udgangspunkt ikke er en garanti for, at fremtidige generationer undgår vanskelige prioriteringer.

Lars Løkke Rasmussen fremhævede overfor NB-Økonomi på 2035-pressemødet tirsdag, netop den del:

"Jeg tror også at hvis man kigger i kapitel 4 i den her plan, at så er der også nogle usikkerhedsmomenter. Hvis der for eksempel er appetit på, at det offentlige forbrug ikke bare vokser med demografien, men altså vokser som det gennemsnitlige har vokset de sidste 40 år, så begynder vi allerede at være en lille smule udfordret," sagde Lars Løkke Rasmussen - hvor det sidste "en lille smule udfordret" blev leveret med en vis portion underdrivelse.

Særligt kan stigende udgifter til offentlig velfærd vise sig at blive en voldsom udfordring på sigt.

Når militær og sikkerhed trækker så mange faste og fortsatte veksler på økonomien, og når efterspørgslen efter både sundhed, ældrepleje og andre velfærdsydelser ventes at vokse i takt med, at befolkningen bliver ældre – og i takt med stigende forventninger til kvalitet og serviceniveau.

Mervækst kan svække holdbarheden

2035-planen analyserer blandt andet et scenarie, hvor det offentlige forbrug på velfærdsområderne vokser hurtigere end antaget. Selv en relativt beskeden årlig mervækst på 0,15 pct, kan over årtier akkumulere til betydelige beløb og dermed reducere det finanspolitiske råderum.

I scenariet vokser det offentlige forbrug lidt hurtigere end ellers forudsat – med 0,15 procentpoint ekstra om året fra 2035. Det svarer til omkring 1 mia. kr. om året i 2025-priser. Den ekstra vækst ligger tæt på det, man historisk har set i perioden 1982-2022, her steg udgifterne til individuelt offentligt forbrug i gennemsnit omkring 0,2 procentpoint mere om året, end man normalt har regnet med.

Økonomiens holdbarhed vil i eksemplet på sigt svækkes med 2,4 procent af BNP, hvis der ikke gennemføres tiltag, der dæmper de stigende udgifter til velfærd. Det betyder, at finanspolitikken på sigt ikke vil hænge sammen.

Det betyder ikke, at de offentlige finanser nødvendigvis bliver uholdbare. Men det betyder, at en permanent højere udgiftsvækst skal finansieres. Ellers vil den strukturelle saldo – altså de offentlige finanser renset for konjunkturer – blive svækket.

I rapporten understreges det, at holdbarhedsberegningen tager udgangspunkt i allerede besluttet politik. Hvis fremtidige politiske beslutninger øger velfærdsniveauet uden tilsvarende finansiering, vil det ændre de langsigtede fremskrivninger.

Et spørgsmål om prioritering

Generationsudfordringen ligger derfor ikke kun i demografien, men i de politiske valg. Et højere serviceniveau kan finansieres via reformer, højere skatter eller besparelser på andre områder. Men uden modgående tiltag vil stigende velfærdsudgifter gradvist æde af det økonomiske manøvrerum.

2035-planen peger dermed på en klassisk finanspolitisk balance, der handler om ønsket om at udvikle og forbedre velfærden over for kravet om holdbare offentlige finanser. Jo højere ambitionsniveauet er for den offentlige service, desto større krav stilles der til finansiering og prioritering.

Sidst opdateret: 25/02/2026 - 14:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]