
Analysen kommer med svar på, hvad der er drivende for udgiftsvæksten på socialområdet. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ny analyse fastslår: Private tilbud driver udgiftsvæksten på botilbudsområdet
Selvom både udgifterne til private og botilbudslignende tilbud stiger, er det ifølge en ny analyse de private, der driver udgiftsvæksten. Stigningen hos botilbudslignende skyldes ny registreringspraksis.
Udgivet: 22/01/2026
Det er de private tilbud, der er drivende for udgiftsvæksten på botilbudsområdet, fastslår en ny analyse fra Social- og Boligministeriet.
Udgifterne til botilbudsområdet er steget med 4,1 milliard fra 2018 til 2024, hvilket er en stigning på 19 procent. Samtidig har der ikke været en tilsvarende stigning i antallet af brugere, da der i samme periode har været en stigning på godt fem procent.
Den udgiftsstigning har affødt en større debat om, hvorvidt der er de private tilbud, eller de botilbudslignende tilbud, der ofte er kommunale, som er drivende for udgiftsstigningerne.
Det skyldes, at det ifølge kommunernes indberetninger til kontoplanen både viser, at udgifterne til botilbudslignende tilbud og de private tilbud er steget meget i perioden.
Men ifølge analysen er de stigende udgifter på botilbudsområdet primært drevet af stigende udgifter til private tilbud, især de længerevarende botilbud.
Det skal ses i lyset af, at antallet af personer med ophold på længerevarende botilbud er steget over en årrække, mens antallet af kommunale pladser er faldet. Derfor har kommunerne i højere grad end før været nødt til at købe private pladser for at leve op til deres forsyningsforpligtigelse.
Til gengæld er der ifølge analysen ikke nogen tendenser i forhold til aktivitetsudviklingen eller tilbudsbilleder, der underbygger, at udgifterne skulle være steget mest for de botilbudslignende tilbud. I stedet er den vækst primært drevet af ændringer i kommunernes registreringspraksis.
Derfor vurderer analysen med en vis usikkerhed, at stigende udgifter til køb hos private tilbud udgør cirka 75 procent af den samlede udgiftsstigning i perioden.
Alene udgifterne til de private, længerevarende botilbud er steget med 2 milliarder kroner i perioden. En del af denne stigning hænger dog sammen med, at der bor flere personer på private botilbud end tidligere.
Derfor stiger udgifterne til de botilbudslignende tilbud
Kommunernes indberetninger til kontoplanen viser en stor stigning i udgifterne til de botilbudslignende tilbud. Her er udgifterne steget med 2,7 milliarder kroner fra 2018 til 2024, mens udgifterne til de midlertidige og længerevarende tilbud er steget med henholdsvis 0,6 milliarder og 0,8 milliarder.
Det betyder, at omkring 66 procent af de samlede udgiftsstigninger på botilbudsområdet er registreret som stigende udgifter til de botilbudslignende tilbud.
Til gengæld er antallet af borgere med ophold på et botilbud steget mest for henholdsvis de midlertidige og længerevarende botilbud i samme periode.
Det samlede antal borgere på botilbudslignende tilbud er steget med omkring 130 personer, hvilket svarer til 1 procent. Til gengæld er antallet af borgere på midlertidige botilbud steget med 865 personer, hvilket svarer til 11 procent, mens antallet af borgere på de længerevarende tilbud er steget med 390 personer, hvilket svarer til 7 procent.
Det vil sige, at antallet af borgere ikke kan forklare udgiftsstigningen. Det er heller ikke tendenser i antallet af tilbud og pladser, der kan forklare, hvorfor udgifterne er steget mest for de botilbudslignende tilbud.
Antallet af pladser på botilbudslignende tilbud er faldet med 180 pladser fra 2019 til 2024, men antallet af pladser på de midlertidige og længerevarende tilbud er steget med henholdsvis 964 og 583 pladser.
Ifølge analysen skal forklaringen i stedet findes i kommunernes registreringspraksis.
Først fra 2018 har kommunerne skulle kontere udgifterne for botilbudslignende tilbud særskilt. Derudover tyder det på, at der i visse kommuner har været en forsinket implementering, da konteringspraksissen er blevet gradvist ændret over årene. Konkret betyder det, at det ser ud til, der er sket en gradvis forskydning i udgifterne fra længerevarende botilbud til de botilbudslignende tilbud.
Analysen fastslår dog også, det ikke entydigt er muligt at konkludere, hvor stor en del af udgiftsstigningerne i udgifterne til botilbudslignende tilbud, der skyldes en regnskabsmæssig forskydning, fordi de kommunale udgifter til de længerevarende tilbud ikke er faldet nær så meget, som udgifterne til de botilbudslignende tilbud er steget.
Ifølge analysen hænger det dog formentligt sammen med, at udgiftsstigningerne reelt set er drevet mest af stigende udgifter til midlertidige og længerevarende botilbud.
Kommunerne køber mere privat
Fra 2018 til 2024 er der sket en betydelig stigning i kommunernes udgifter til køb af pladser på private botilbud svarende til en stigning på 69 procent.
I 2018 udgjorde udgifterne til private tilbud 4,4 milliarder, mens det var steget til 7,5 milliarder kroner i 2024.
I samme periode er udgifterne til botilbudspladser i andre kommuner faldet med 14 procent - fra 5,9 milliarder til 5,1 milliarder kroner.
Til gengæld er udgifterne til egne botilbudspladser steget med 16 procent, mens udgifterne til køb af regionale pladser er steget med 21 procent.
Kommunerne køb hos de private tilbud er steget for alle tilbudstyper, men den har været størst for midlertidige og længerevarende botilbud.
Udgifterne til de private, længerevarende botilbud er steget med 230 procent, hvilket svarer til 48 procent af den samlede stigning af fra 2018 til 2024.
For kontekst har udgiftsstigningerne til kommunale tilbud bidraget til 11 procent af den samlede stigning, mens de regionale har bidraget med 15 procent.
De stigende udgifter til private tilbud skal ses i lyset af, at antallet af borgere med ophold på midlertidige og længerevarende tilbud er steget, mens antallet af kommunale pladser på de længerevarende tilbud er faldet.
Derfor har kommunerne i højere grad været nødt til at købe privat for at overholde forsyningsforpligtigelsen.
Sidst opdateret: 23/01/2026 - 12:08









































