Forbrugertilliden stiger – men forbrugerne forbliver forsigtige

Trods fremgang i tilliden vurderer forbrugerne fortsat både økonomien og tidspunktet for større indkøb som ugunstigt.

Udgivet: 22/01/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Forbrugertilliden tog et skridt opad i januar 2026, men optimismen er fortsat afdæmpet. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertillidsindikatoren steg til minus 13,4 – det højeste niveau siden januar 2025. Trods fremgangen ligger tilliden fortsat klart under nul, hvilket afspejler en befolkning, der stadig ser med skepsis på både økonomien og større indkøb.

Fremgangen skyldes, at fire ud af fem delindikatorer er forbedret siden december. Kun vurderingen af, om det er et godt tidspunkt at købe større forbrugsgoder, er uændret. Samlet set peger tallene på en vis lettelse i stemningen, men ikke på et egentligt stemningsskifte.

Forbrugerne ser lysere på egen økonomi end på samfundets

Forbrugerne vurderer fortsat, at familiens nuværende økonomiske situation er dårligere end for et år siden, men vurderingen er blevet markant mindre negativ. Indikatoren er i januar steget til minus 8,2 – det bedste niveau siden foråret 2025. Også forventningerne til familiens økonomi et år frem er forbedret og ligger tæt på neutral.

Synet på samfundsøkonomien er derimod mere dystert. Forbrugerne forventer fortsat, at Danmarks økonomi vil være dårligere om et år end i dag, selv om pessimismen er aftaget siden december. Samtidig forventer forbrugerne fortsat stigende arbejdsløshed det kommende år.

Når det gælder priserne, oplever forbrugerne stadig, at prisniveauet er væsentligt højere end for et år siden. Til gengæld peger forventningerne på, at prisstigningerne fremover vil ske i et langsommere tempo. Det har dog endnu ikke ændret forbrugernes adfærd i forhold til større køb, som fortsat vurderes som ufordelagtige.

Samlet set tegner forbrugertilliden i januar et billede af en økonomi, hvor den værste pessimisme er ved at lette, men hvor usikkerheden fortsat holder forbruget i kort snor.

Sidst opdateret: 22/01/2026 - 10:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]