Nu mindst 31 magtskift: Flere store S-højborge faldt onsdag aften
I seks kommuner brydes Socialdemokratiet eller Venstres magtmonopol gennem mere end 50 år. Få overblikket over, hvor højborgene er smuldret efter KV25.
Udgivet: 20/11/2025
Opdateret torsdag 20/11 kl. 22.00
Valgnattens og det efterfølgende døgns forhandlinger har fældet flere af landets tunge partihøjborge. Det er indtil videre bekræftet, at 31 borgmesterposter overgår til et nyt parti efter vælgernes dom. Hermed overgår årets udskiftninger niveauet i 2021, hvor 30 kommuner fik en borgmester fra et andet parti.
Tallet efter KV25 kan vokse, da én kommune, Lolland, endnu ikke er på plads med en ny borgmester. Holger Schou Rasmussen (S) ventes at måtte aflevere borgmesterposten til Danmarksdemokraterne eller lokallisten Din Stemme.
NB-Kommune gennemgik sidste år højborgene i kommunedanmark, og det er nogle af partiernes stærkeste bastioner, der er faldet.
I Gladsaxe og Næstved sker et brud med over 100 års socialdemokratisk styre. Serdar Benli (SF) detroniserede Trine Græse (S) efter 113 år med S-borgmestre i Gladsaxe, mens Venstres Kenneth Sørensen stod for overraskelsen i Næstved, hvor socialdemokrater har været borgmestre uafbrudt siden 1919.
I Københavns Kommune kastede Pernille Rosenkrantz-Theil (S) håndklædet i ringen onsdag morgen og erkendte, at Socialdemokratiet efter at have siddet på magten siden 1938 får en sekundær rolle på rådhuset.
Ny overborgmester er Sisse Marie Welling (SF), der har en bred konstituering med alle partier undtagen S og Frie Grønne bag sig.
Onsdag aften faldt S-bastionerne i Albertslund og Middelfart også - her havde arbejderpartiet haft magten i henholdsvis 79 og 64 år.
V-farvel i Ringkøbing og Ringsted
Venstre har flere borgmesterposter mere end ved KV21, men partiet har tabt en af partiets tre stærkeste bastioner, Ringkøbing-Skjern Kommune, til Danmarksdemokraterne og den tidligere Venstre-folketingspolitiker Mads Fuglede. Det er første gang i den sammenlagte kommunes historie, at borgmesteren kommer fra et andet parti end Venstre. I Ringkøbing by har Venstre siddet på borgmesterposten siden 1970.
Ringsted Kommune er en anden kommune, hvor det uafbrudte Venstre-styre siden kommunalreformen i 2006 slutter ved årsskiftet, efter at Andreas Karlsen (K) samlede opbakning bag sig.
Yderligere syv kommuner står foran et magtskifte efter tre-fire valgperioder med samme parti på borgmesterkontoret: Socialdemokraterne har tabt Furesø, Holstebro, Fredericia, Frederikshavn og Samsø, mens Venstre må slippe Morsø til Socialdemokratiet, og Sorø efter 12 år med K-styre går til Venstres og Jakob Spliid.
I den første udgave af denne artikel var Helsingør med på listen, men De Konservative og borgmester Benedikte Kiær bevarer den nordsjællandske kommune, efter at 100 fejloptalte stemmer blev flyttet fra S og K og dermed forskød flertallet.
Fire højborge med over 100 års anciennitet består
Vores undersøgelse af højborge kastede lys over, at seks kommuner har haft den samme borgmesterfarve i over 100 år, og i fire af disse bevarer partierne deres stærke position: I Gentofte (K), Horsens (S), Tårnby (S) og Aalborg (S).
Sidst opdateret: 20/11/2025 - 22:59
Temaer: KV25










































