
Ulla Sørensen har fået S-flertal til at smuldre med partihop. Lars Ole Valsøe ser tilbage på 2009, hvor et lignende kup skete i Kerteminde. - Foto: Middelfart Kommune // Kerteminde Kommune
"Alle, der har stemt på Johannes Lundsfryd eller Socialdemokratiet, vil jo foragte hende"
Tidligere kongemager ved et partihop i Kerteminde understreger, at flere vælgere vil føle sig svigtet af Ulla Sørensen, der har gjort det muligt for Venstre at få borgmesterposten.
Udgivet: 20/11/2025
Dramaet der har udspillet sig i Middelfart, er en nyudråbt borgmesters værste mareridt. At flertallet smuldrer, fordi et mandat følger med en partihopper, der vender sit parti ryggen.
Det er Ulla Sørensen, som på valgaftenen hoppede fra Socialdemokratiet og skiftede til Venstre. Og med sine bare 254 personlige stemmer blev hun forhandlingsleder for partiet og gik efter borgmesterposten.
Dog er det nu endt sådan, at den oprindelige spidskandidat for Venstre er blevet borgmester, nemlig Anders Møllegård.
"Alle der har stemt på Johannes Lundsfryd eller Socialdemokratiet vil jo foragte hende fra nu og i al evighed. Det her glemmes ikke."
Sådan lyder det fra byrådsmedlem i Kerteminde Lars Ole Valsøe (K), som var med til at gøre Sonja Rasmussen til borgmester i 2009, hvor der skete noget lignende i Kerteminde. Her smuldrede flertallet bag S-borgmesteren Palle Hansborg-Sørensen, da Sonja Rasmussen forlod partiet, blev løsgænger og fik de borgerlige med på, at hun skulle være borgmester.
"Bitterheden var der. Og den er der nok stadig i den socialdemokratiske lejr, den tror jeg aldrig helt fortager sig."
Han fortryder ikke De Konservatives valg om at stille sig bag Sonja Rasmussen, da partiet netop på den måde fik indflydelse - dog blev der i hele perioden taget beslutninger på snævre flertal gang på gang.
"Der skal jo også skabes et samarbejdsklima, og det bliver rigtig betændt. Der vil gå lang tid før, man kan begynde at arbejde bare en lille smule normalt," siger han af erfaring fra dengang.
Flere kup gennem tiden
Kerteminde er blot et eksempel af flere i historien, hvor en partihopper har fået flertallet til at smuldre omkring valgnatten.
Også i Nordfyns Kommune kuppede to tidligere socialdemokrater Jørgen Simonsen til fordel for Venstres Morten Andersen, som endte som borgmester mange år frem til 2023, skriver fyens.dk.
I Nyborg blev borgmester Erik Christensen (S) også væltet af et hop i 2013, da Jan Reimer Christiansen forlod partiet til fordel for Venstre, hvilket gjorde Kenneth Muhs til borgmester.
I Helsingør væltede Johannes Hecht-Nielsen i 2009 K-borgmester Per Tærsbøl, da han trak støtten til ham, og selv kunne blive borgmester med opbakning fra de røde partier.
Sørg for flertal i alle udvalg
Lars Ole Valsøe påpeger, at bitterheden uden tvivl også vil herske i Middelfart - derfor har han et råd til den kommende konstituering.
"De skal simpelthen bare sørge for at have flertal i alle udvalg," siger han.
"Det er jo et lille samfund, hvor folk hilser på hinanden, men det er jo lige ved at de vil give hinanden stød," griner han lavmeldt og hentyder til Ulla Sørensen og hendes nu tidligere partikammerater i Socialdemokratiet.
Lars Ole Valsøe mener dog, at der er forskel på dramaet i Middelfart, og det der skete i Kerteminde. Her havde Sonja Rasmussen nemlig et højt personligt stemmetal, men fik ikke udvalgsformandsposter - og aftalen landede første ugen efter valget efter forhandlinger og nøje overvejelse, mener han.
"Selvom mange heller ikke vil synes vores var pænt, så mener jeg trods alt, at det er pænere end det, vi ser nu," afslutter han.
Sidst opdateret: 20/11/2025 - 12:43
Temaer: KV25










































