
Peter Rahbæk Juel (S) har sikret sig opbakning nok fra andre partier i KL's bestyrelse til at blive ny formand for KL, oplyser han onsdag formiddag. Martin Damm (V) må dermed sande, at Venstre ikke kan bevare posten. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Pendulet svinger igen: Socialdemokratiet overtager KL-toppost
Peter Rahbæk Juel bliver ny KL-formand, afslører Odense-borgmesteren. Nuværende formand Martin Damm (V) tager valgresultatet til efterretning.
Udgivet: 19/11/2025
Formandsposten i KL skifter hænder efter næste generalforsamling. Det oplyser Peter Rahbæk Juel (S) til TV2 Fyn.
"Det er lykkedes mig at samle et flertal af partier om at pege på mig som kommende formand for KL," siger Peter Rahbæk Juel til TV2 Fyn.
Han oplyser ikke, hvilken konstellation af partier der står bag Socialdemokratiet. Radikale Venstre havde øjensynligt det afgørende 17. mandat i KL's bestyrelse, idet S (5), SF (2) og Enhedslisten (1) havde sikret sig otte pladser - samme antal som Venstre (3), De Konservative (2), Liberal Alliance (1), Dansk Folkeparti (1) og Danmarksdemokraterne (1).
Damms fremtid uvis
Venstre må således nøjes med næstformandsposten. Nuværende KL-formand Martin Damm siger til NB-Kommune, at han tager resultatet til efterretning, og at det er alt for tidligt at sige, om det bliver ham, der fortsætter som næstformand.
"Vi har nogle interne processer både i Venstre og blandt medlemmerne af den nye KL-bestyrelse, hvor vi afgør alle de her ting. Og jeg vil ikke sidde her og foruddiskontere, hvad der kommer ud af det," siger Damm, der hverken vil af- eller bekræfte, om han er kandidat.
Den genvalgte Kalundborg-borgmester har været formand for KL de seneste fire år. Inden da stod Jacob Bundsgaard (S) i spidsen for foreningen, mens Venstre med Martin Damm som formand også havde flertallet i 2014-17.
NB: Artiklen er rettet kl. 13 med tilføjelsen om, at DF opnår én bestyrelsesplads i KL, mens V blot får tre.
Sidst opdateret: 25/10/2026 - 09:21










































